Asger Berthelsen: Excentriske Memoirer 50

IGEN ALENE

Jeg forregnede mig og var alt for optimistisk, da jeg skrev det foregående afsnit. Det er nu halvandet år siden at jeg hentede mine malersager op fra kælderen, og bortset fra, at jeg har givet Marie en enkelt lektion i at male med olie, har jeg ikke åbnet malerkassen. Jeg har trods mine intentioner ikke haft psykisk overskud nok til at begynde at male igen. Malerkassen har stået urørt ved siden af skrivebordet. Når jeg studerer de bedste lærreder fra årene på Brandbjerggaard, kommer jeg i tvivl. Vil jeg nogensinde igen kunne præstere noget tilsvarende?

Min tillid til mig selv som forsker har også været for nedadgående. Jeg har i moden alder oplevet at få en geologisk afhandling totalt afvist. Modsat tidligere drømmer jeg sjældent om geologi, mere om rejser, boliger og klaustrofobiske oplevelser.

Forholdene på Geologisk Institut har også ændret sig. Grundfjeldsgeologi og tektonik er ”yt” og bliver udsultet. Jeg føler mig fagligt alene og fortidig, og der kan gå både uger og måneder, uden at jeg viser mig på instituttet. Mit kontor er blevet flyttet til et lille lokale i en anden fløj, nogen (som ikke er ansat længere) har pakket mine bøger, lysbilleder og papirer ned og gemt dem i en af underkældrene. Mit brandsikre kortskab blev henvist til en kældergang. Min computer har mistet forbindelsen til husets netværksprinter og kan ikke sende og modtage e-mails. Kun telefonen virker, men hvem skal jeg ringe tjenstligt til eller modtage opkald fra, når jeg en sjælden gang beærer huset med mit nærvær?

Da det nye Geocenter i Østervoldkomplekset blev indviet i efteråret 2002, blev jeg pænt inviteret, og jeg vovede mig også derind. Sagde til Inge, at hun i denne specielle anledning måtte affinde sig med at undvære mig i adskillige timer. Jeg fik hilst på gode gamle venner, men da de officielle taler begyndte, gemte jeg mig blandt husets 'menige' medarbejdere på 1.sals balkon med udsyn til stolerækkerne til de indbudte honoratiores nede på aulaens gulv. I rækken, der var forbeholdt emeriti, sad bl.a. Ole Berthelsen, Ellitsgaard og Henning Sørensen. Én stol stod tom; den var tiltænkt mig. Havde jeg sat mig i den, ville jeg have været tvunget til at holde gode miner til forskningsministerens selvtilfredse floskler. Min skepsis var berettiget, for der er ikke gået mange måneder, før det lovpriste nye Geocenter også er blevet ramt af fyringsrunder og besparelser.

Selv om jeg i det nye årtusinde ikke mere lever og ånder for mit fag, geologien, har min tilværelse dog ikke været præget af lediggang. Mine ægteskabelige forpligtelser er blevet udvidet til også at omfatte opgaver som plejer og trøster. Af natur har jeg aldrig været en barmhjertig samaritan, men man bliver vel aldrig for gammel til at lære. De gode minder fra vore lykkelige år på Møn og i St. Regnegade gjorde det også lettere for mig at acceptere tilværelsens foranderlighed, så pligterne ikke overskyggede glæden ved vores samhørighed.

Men nu har min muse har forladt mig. I skærende modstrid med statistikken over kvinder og mænds gennemsnitlige levealder er jeg som 74-årig blevet enkemand for tredje gang. Inge døde den 7. januar 2003. Pludseligt, som af et slagtilfælde. Dagen før, mandag d. 6., havde hun besøg af sin søn Poul Halberg, og de snakkede længe og godt sammen. Senere på eftermiddagen havde vi en aftale om et øjeneftersyn hos Thiele, og selv om vi kunne have udsat det, var Inge indstillet på at overholde aftalen, og jeg havde heldigvis om formiddagen fået gravet Fiestaen ud af den meterhøje snebunke, sneplovene havde begravet den i på Fredensvej. Der var ikke langt til forretningen, men for langt at gå for Inge.

Synsprøven blev gennemført, og vi bestilte at par nye læsebriller. Da vi gik til ro om aftenen, var vi trætte, men glade og fortrøstningsfulde. Vi håbede begge, at resultaterne fra den scanning, Inge havde fået foretaget på Glostrup sygehus den 2. januar, ville pege på muligheden for en ny rygoperation, som måske kunne lindre hendes smerter.

Men den følgende morgen vendte op og ned på alting. Efter et kortvarigt anfald af åndenød, mistede Inge bevidstheden, før 112-ambulancen nåede frem. Det skete så hurtigt, at det nu bagefter forekommer at have været en ond drøm. Men det var det ikke; det var gruelig virkelighed. Da Inge vækkede mig, rallede det i hendes lunger, og hun havde svært ved at sige noget. Hun var bevidstløs, da ambulancefolkene bar hende ned. Jeg klædte mig hurtigt på og fulgte bagefter i Fiestaen.

Inge blev bragt til skadestuen, mens jeg blev ført ind i et afsides liggende venteværelse, som at dømme efter de fremlagte brochurer tydeligvis var indrettet til pårørende, som forventedes at blive efterladte. Der var telefon, så jeg kunne ringe til Poul og bede ham komme. Jeg fik også fat i Nis og bad ham orientere Grit. En venlig sygeplejerske, som bragte mig en kop the og en ostemad, lagde med professionel forståelse hånden på min arm og sagde, det stod alvorligt til med min kone. Det vidste jeg godt, men jeg vidste ikke, om hun blev en suppevisk eller døde.

Vel en time senere blev Poul Halberg og jeg vist op på intensivafdelingen, hvor Inge lå bevidstløs og stirrede stift ud i luften uden at blinke. Den refleks var gået, men hun trak vejret, mens forskelligt farvede kurver for åndedræt, ilttryk og puls vandrede langsomt hen over respiratorens skærm. Om eftermiddagen nåede Inges bror og svigerdatter frem. Det virkede helt absurd at jeg måtte gå fra min kones dødsleje hver tredje time for at stille P-skiven på bilen.

Til sidst anbefalede sygeplejersken, at vi tog hjem for at hvile ud. Hun regnede ikke med en hurtig forværring af tilstanden og lovede at ringe, når hun skønnede at afslutningen nærmede sig.

Jeg kørte forsigtigt, for føret var glat. Alligevel forvildede jeg mig ind på nogle smattede villaveje, før jeg nåede hjem til Fredensvej. Om det skyldtes mørket, eller at alle mulige tanker rumsterede i mit hoved, ved jeg ikke. Måske snarest det sidste, for allerede om eftermiddagen havde en overlæge sagt, at der ikke var nogen vej tilbage for Inge.

Jeg havde ikke været hjemme ret længe, før telefonen kimede. Nu gik det pludseligt hurtigt, sagde sygeplejersken, og jeg måtte skynde mig, hvis jeg skulle nå det. Denne gang kørte jeg ikke så forsigtigt, men de havde allerede lukket Inges øjne og fjernet respiratorslangen, da jeg nåede frem. Nu var hendes ansigtsudtryk mildt og afklaret, og det syn hjalp mig til at fortrænge erindringen om, hvor forpint og forkert hun havde set ud, mens hun lå i koma. Poul og Jette, som nåede frem kort efter, havde det på samme måde.

Jeg nåede at ringe besked til Grit om, hvad der var sket, inden Poul, Jette og jeg ført ind til samtale med en yngre kvindelig læge, som forklarede, at eftersom døden var indtruffet mindre end 24 timer efter indlæggelsen og dødsårsagen var ukendt, skulle der i følge loven gennemføres en obduktion på Rigshospitalets Retsmedicinske Institut. Vi blev samtidig orienteret om, at vi kunne forvente at få besøg af politiet. Selv om kombinationen af død og politi uundgåeligt fik en klokke til at ringe et sted dybt nede i et fortrængt arkiv i min hukommelse, tog jeg det fattet. Både Poul og jeg var på forhånd indstillet på at forlange obduktion.

Det viste sig senere, at politiet i Gentofte ikke havde fundet anledning til inddrage retsmedicinerne på Riget. En obduktion foretaget på Gentofte Amtssygehus gav ikke noget entydigt svar. I rapporten af 16. januar blev årsagen til lungesvigtet, der medførte kvælning og anoxisk hjerneskade, ikke udredt (causa ignota).

Morgenen efter Inges død ringede min vidunderlige datter Grit på dørtelefonen til Fredensvej 14.1.1. Hun havde taget det første fly fra Ålborg til Kastrup, og derfra Metroen og S-toget. Jeg kan ikke huske om jeg græd, da jeg knusede hende velkommen. Gjorde jeg det, var det af glæde over at se hende. Det med at græde af sorg har jeg lettest ved uden tilskuere.

Når velmenende mennesker i medfølende tonefald kondolerer og spørger, hvordan jeg dog klarer det, er jeg tilbøjelig til at svare: "Tak det går. - Jeg har jo prøvet det før". Det kan måske virke lidt brutalt, men helt forkert er det ikke. Jeg ved af dyrekøbt erfaring, at selv om det tager tid, så kan sorg bearbejdes ved selvterapi.

Nu er et nyt livsafsnit begyndt. Jeg kan ikke løbe fra min alder. Da dette skrives er jeg fyldt femoghalvfjerds og må vænne mig til at spille rollen som den enlige ældre, hvidhårede og overvægtige herre.

Som nybagt trediegangsenkemand har jeg, fordi det forventedes, et par gange lagt blomster ved de ukendtes grav, hvor Inges urne blev anbragt, men jeg var ikke særlig tynget af sorg, da jeg forlod kirkegården. Enten må besøgsritualet have virket sorgdæmpende, eller der er en empatisk brist i min karakter. Om det skulle være den første mulighed, skal jeg ikke kunne sige. Jeg har aldrig følt trang til at besøge Sussis eller Monas grave. Dengang forrettede jeg selv begravelsesceremonien. Mine to første koner var ikke troende.

Ved Inges begravelse medvirkede en præst, som gentagne gange omtalte mig som Svend Berthelsen. Det skurrede i mine ører, da jeg siden mine studenterdage har forsøgt at droppe Svend, fordi mange, bl.a. af Østerbro Rodekontor, kaldte mig Svend Aage. Egentlig burde jeg være stolt af navnet Svend, for jeg blev opkaldt efter ingen ringere end Svend Gønge.

Jeg vil ikke skjule, at savnet efter Inge gradvist fortrænges af en spirende følelse af frihed. Jeg erkender samtidig, at mine lykkelige mandomsdage ikke vender tilbage. Jeg er blevet for gammel, egenrådig og sær til at kunne affinde mig med at leve sammen med en ny partner. Chancen for at finde en, der opfylder mine krav med hensyn til intelligens, livserfaring, fysisk udseende og varmblodighed, og som samtidig vil være interesseret i mig, er yderst minimal. Jeg er dømt til at undvære den livsdimension, som et vellykket forhold kan give.

Jeg har lovet Grit ikke at anskaffe en hund, der kan holde mig ved selskab. Jeg er for gammel. En hund, der overlever sin herre, er ilde faren. I mangel at et kæledyr må jeg trøste mig med talemåden, at intelligente mennesker aldrig keder sig. Holder denne talemåde ikke stik, må jeg have overvurderet min intelligens. Det hænder, at jeg keder mig.

Næste kapitel >