Asger Berthelsen: Excentriske Memoirer 7

FARBROR THORVALD OG TANTE ANNA

Dagen, hvor min klasse holdt studentergilde i Horsens, tog jeg på fisketur med farbror Thorvald. Stod timevis ved Gudenåen og holdt øje med floddet, som blev ført langsomt af sted af den svage strøm. Kastede så ud igen og ventede på bid. Der var næsten ingen vind, og sommerskyerne spejlede sig i åen. Ikke det bedste fiskevejr, men det var en dejlig dag.

Farbror Thorvald havde sin kakikasket på og havde ild i piben med sølvlåget. Han sagde ikke så meget. Det var heller ikke nødvendigt; vi fiskede. Han talte næsten aldrig om, hvad han havde foretaget sig under besættelsen. Alt jeg ved om det, er noget jeg har hørt på anden og tredje hånd. Sammen med lægen i Brædstrup, den unge doktor Schmedes, kørte han om natten mod Bryrup og ad skovveje til en nedkastningsplads. Containerne blev læsset på bilen, og i Brædstrup blev de båret fra garagen ned gennem baghaven og gemt på loftet over værkstedet.

Mens farbror Thorvald en dag stod i værkstedet og rensede et af våbnene for konsistensfedt, dukkede der en tysk officer op, som skulle have ordnet et eller andet mekanisk. Farbror Thorvald lagde bare stengun’en fra sig i en bunke med rørstumper, hvor den ikke var så iøjnefaldende, og betjente koldblodigt officeren, som betalte og gik. Og som altid tog Thorvald for lidt for det, han havde lavet.

Til familien sagde han dog ligeud, hvad han mente om Hitler: "Han bør skydes langsomt med en luftbøsse og spidshagl". Men han sagde ikke noget om de stenguns og marcipanstænger, som han gemte oppe på værkstedsloftet. Far ville være blevet forfærdet, tror jeg. Tante Anna vidste nok besked med, hvad de natlige udflugter gik ud på, men hun holdt tand for tunge. Hun kom fra et fattigt hjem i Ejstrupholm og havde haft tuberkulose som ung og var svagelig, men overlevede ikke desto mindre Thorvald.

De holdt både hund og kat. "Nu skal han have hvalpe igen", sagde Thorvald om Vaps, en glathåret og sortplettet foxterrier. Når tante Anna kaldte på katten, stillede hun sig op i køkkendøren og hvæssede kniven. Det kunne høres helt ned i baghaven. Tante Anna havde i flere år en pensionær, pastor Jeppesen, som var ungkarl og hjælpepræst og ikke havde sit udseende med sig. Jeg så ham senere på Færøerne, hvor det var lykkedes for ham at få et embede som sognepræst. Det fik mig til at tænke på Storm P's historie om sukkerkoger Jantens søn, som faldt i en gryde kogende bolsjer dagen før han skulle giftes. "Ih hvor han glædede sig. Bolsjerne blev sendt til Færøerne".

I de første besættelsesår tilbragte jeg flere ferier i Brædstrup. En sommer, hvor naboens søn og jeg løb barfodet omkring og var gået ned til Ring Sø for at fiske skaller, kom naboens dreng til at træde de to grene af en tregrenet fiskekrog op i foden. Jeg måtte skære krogene fri med min lommekniv, så han igen kunne støtte på foden og klare hjemturen, ca. en kilometer.

Vi var slet ikke klar over, hvor heldige vi havde været. Det gik først op for mig, da bager Basse i Hovedgård mistede sin yngste dreng. Han havde også løbet barfodet omkring med et åbent sår i foden og var sandsynligvis kommet til at træde i en hestepære fuld af stivkrampebakterier. Selv om bagerbutikken lå lige over for doktor Lyngsøs konsultation, kom manden med leen først. Den femårige bagerdrengs død kom som et chok for hele byen

I Brædstrup var jeg nogle gange med på arbejde, bl.a. da farbror Thorvald og en eller to svende lagde gasledninger ned. Jeg hjalp til med at vikle blår og konsistensfedt om enden på rørene, der blev stoppet ind i mufferne. Sammenføjningerne blev til sidst tætnet med flydende bly. Det var spændende at arbejde med flydende bly, faktisk så spændende, at jeg begyndte at eksperimentere med at støbe blysoldater hjemme på komfuret. Jeg prøvede også at støbe en cylindrisk kugle til min legetøjskanon. Borede et hul i enden af et stykke bøgebrænde og gjorde så hullet vådt for at blyet ikke skulle sætte sig fast i bøgetræet. Og det virkede over al forventning. Blyet satte sig ikke fast. Tværtimod fløj det i dråbeform eksplosivt ovenud. Jeg nåede ikke at få løftet armen højt nok til at beskytte hele ansigtet. Blydråberne størknede som tynde flager under mit trøjeærme og den øverste del af ansigtet. Forskrækkelsen var større end skaderne.

Hjemme i Ankerhus kogte Tante Anna saft, når bærrene blev modne, og af havens frugt bryggede hun øl i en stor glasballon i en vidjekurv. Thorvald nød øllet, som var ret let og havde en syrlig smag, til både frokost og middag. Mine forældre og Ib og jeg foretrak tante Annas hindbærsaft.

Efter maden tændte Thorvald piben. Tobakken fremstillede han selv. Blade fra de store tobaksplanter i baghaven blev lufttørret på værkstedsloftet og derpå smurt med honning, presset hårdt sammen med en skruetvinge og anbragt i et lunt rum i komfuret, hvor den fermenterede og fik den rigtige smag. Så manglede tobaksblokken blot at blive skåret ud til shagtobak.

Farbror Thorvald talte vestjysk, som det dengang taltes i det midtjyske højland, og når han mumlede i sin moustache, havde min mor tit svært ved at forstå, hvad ham sagde. Så måtte pastor Jeppesen, far eller en af os drenge oversætte.

Både Ib og jeg så meget op til farbror Thorvald. Ib nok mest, fordi Thorvald var så fiks på fingrene og kunne lave alting, jeg fordi han fiskede, drak øl og røg pibe, noget som far aldrig gjorde. Vores beundring kom til udtryk på forskellig måde. Ib øvede sig i at gå skrutrygget for at ligne sin farbror; jeg begyndte at ryge, så snart jeg flyttede hjemmefra.

Faster Sigrid flyttede til Brædstrup, mens jeg var lille. Inden da havde hun og onkel Emanuel haft en gård i Dauding, men min erindring går ikke så langt tilbage. Jeg husker deres næste hjem i Brædstrup, en mindre ejendom lidt nord for byen. Faster Sigrid var ikke en helt almindelig landbokone. Hun var født Bærthelsen og kunne lidt af hvert. Hun malede blomster og hundehoveder på sorte fløjlspuder, og det var hende, der lærte mig, at det er skyggen, der gør et billede levende.

Da hun blev alene, flyttede hun ind på første sal i Ankerhus hos Thorvald og Anna. Ligesom Rødes kone i Matador, maskede hun strømper op og syede. Hendes specialitet var at rense slips. Det foregik uden kemikalier; hun sprættede dem op, vaskede dem i lunkent sæbevand, strøg dem, syede dem sammen igen og pressede dem. Det begyndte i det små, men efterhånden fandt mange kunder vejen op på første sal.

Tre 'Bæætelsner' i Brædstrup: Farbror Thorvald (t.v.), Anders og far (m. hat).

Fars ældste bror, farbror Anders, tilbragte også sine sidste år i Brædstrup. Han havde været familiens sorte får og var rejst til USA som ung, men kom hjem igen, da min farfar døde, og Anders arvede penge nok til en billet til Danmark. Han var også en Bærthelsen, urmager, finmekaniker, bøssemager og meget andet, bl.a. lidt sær.

Jeg husker ham især for to ting. Dels at han, mens jeg var skoledreng, bød mig på en skrå og sagde, at den smagte bedst, hvis jeg anbragte den helt tilbage i munden. Jeg var nær blevet kvalt i hosten og harken. Dels fordi han flere år senere fremstillede en ny geværlås med slagstift og det hele til en defekt salonriffel, jeg havde haft med hjem fra Grønland. Låsen var faldet ud under en vanskelig klatretur.

Næste kapitel >