Asger Berthelsen: Excentriske Memoirer 9

ARKTISKE ERFARINGER

Da vi fik land i sigte, blev MS Disko hilst velkommen af en frisk kuling, som det sig hør og bør, når man nærmer sig Kap Farvel. Det siges, at man først kan tillade sig at pisse mod vinden, når man har rundet Kap Farvel 7 gange. Den ret opnåede jeg i årenes løb.

Vi fik ikke lov til at komme i land i Julianehaab. Disko kastede anker og hejste det gule karantæneflag, for der var udbrudt en mæslingeepidemi på Vestkysten. Inden vi fik lov til at gå fra borde i Holsteinsborg, havde jeg, ligesom de andre på Grønlands geologiske Undersøgelses Sydhold, måttet telegrafere efter en attest på, jeg havde haft mæslinger. Epidemien krævede adskillige dødsfald den sommer; mæslinger havde ikke tidligere været kendt i Grønland.

Det blev en lærerig sommer på i alt 5 måneder for den forkælede student Berthelsen, som havde slæbt oliefarver, staffeli og akvarelfarver med i den tro, der ville blive rigelig fritid til at tegne og male. Det blev kun til tre lærreder og en halvfyldt skitseblok og efter hjemkomsten tre rejsebreve til Horsens Folkeblad. Vi arbejdede hårdt i næsten fjorten dage i den Kongelige Grønlandske Handels pakhus. Provianten, der var indkøbt i Københavns Frihavn og kommet op med Disko, skulle pakkes om og fyldes i GGUs normalkasser, der hver indeholdt de elementære forsyninger til to mand i en uge. Da vi endelig, med håndled der var ømme af at skrue bræddelåg af og på, havde fået lastet geologkutteren N.V. Ussing og købt en snes rugbrød i pisiniarfik’en, ankom den norske geolog dr. Hans Ramberg og hans assistent, fru Marie Louise Ramberg. Nu gik turen til Isortoq-fjorden, hvor min studiekammerat og jeg den næste uge fik et intensivkursus i geologisk kortlægning og i at færdes til fjelds. Kors hvor jeg svedte, første gang vi kravlede op i ottehundrede meters højde. Ramberg lærte os også at kure ned ad de store sne­faner siddende på en regnfrakke, mens vi styrede med hammeren.

Da kurset var overstået, blev jeg oplært som dæks- og kabysdreng af den brøsige, men brave kaptajn Hansen på N.V. Ussing. Han havde som styrmand fået nerverne ødelagt under konvojsejladser på Nordatlanten og dulmede dem dagligt med rom. Det hindrede ham ikke i at være en eminent navigatør, som både forstod sig på søkort og tidevandstabeller, og som med mellemrum aflæste loggen, der hang ud over hækken. En gang sejlede han den 19,9 tons store kutter fra Holsteinsborg udenskærs nordpå i tæt tåge i godt seks timer, for så brat at ændre kurs og sejle ind mod kysten. Da tågen åbnede sig, kunne vi se, at vi havde nået vores rejsemål. Vi stævnede direkte ind i Nordre Strømfjords snævre munding.

Jeg lærte at holde i vantet og ikke vævlingerne og at stramme daviderne, så jollerne, der hang ud over lønningen, ikke blev slået løs, når bølgerne var høje og skibet krængede. Jeg hjalp med til at trække ankeret op med det håndtrukne ankerspil, andre gange blev jeg sendt under dæk for at kvejle kæden op, så den kunne være i det lille trekantede rum forrest i stævnen. Jeg lærte at vrikke en jolle med én åre og at ro med to uden at fange ugler. Jeg lærte også at gerere mig i kabyssen med det kulfyrede komfur.

Vi arbejdede ikke fra N.V. Ussing hele tiden. GGU havde anskaffet en gammel redningsbåd med benzinmotor, og den gjorde båden til noget særligt. Grønlandske småbåde var normalt ud­styret med glødehulsmotorer. Vores motorbåd sagde ikke dunk dunk; den gled næsten lydløst gennem vandet, når vi rekognoscerede geologien i fjordene og skærgården. Den blev kaldt Lammedriveren, fordi den havde Lammet på slæb, en lille færingejolle, som ikke havde meget fribord til overs, hvis der sad tre voksne i den. På togterne var vi ellers fire personer, ingeniør Maagens Maag og kemikeren Me Mouritsen, begge fra Mineralogisk Museum, en ældre student, Knud Ellitsgaard Ras­mussen, som ikke havde bindestreg dengang og var i Grønland for anden gang, og så assistenten uden arktisk erfaring, Under-lappedykker Berthelsen.

Når vi forlod N.V. Ussing, var Lammedriveren tungt lastet med proviant og udstyr, men den stak endnu dybere, når vi vendte til­bage fra togtets sidste kystlejr, for da var normalkasserne fyldt med stenprøver indpakket i papir fra makulerede eksemplarer af Information, alle fra den dag, hvor Hoffet meddelte, at Prins Harald var alvorligt syg. Hvad jeg ikke havde lært af sømandskab på N.V. Ussing, lærte jeg nu af Maagens Maag, som var fuldbefaren sejler og instruktør i Hellerup Sejlklub. Jeg lærte at splejse, binde tyrkiske knob og dobbelt halsstik med løbeknob. Endnu mere vigtigt var, at jeg lærte at tage mig i vare for tidevandet. Man skulle aldrig gå fra en jolle, der var tøjret under højvandslinien. Blev man for længe væk, risikerede man, båden var drevet væk eller druknet, når man kom tilbage. Der var over 4 meters højdeforskel på lav- og højvande.

Da vi var forholdsvis tæt på den magnetiske pol i arktisk Canada, måtte vi korrigere alle kompasmålinger for ca. 450 misvisning. Mens vi lå i kystlejr, lærte Me mig at håndtere en primus og at opføre mig socialt og skrælle kartofler. Der blev dog tid til at skyde et par lakseørreder med min salonriffel i en nærliggende elv. Blot man stod direkte over dem, og tog højde for vandets lysbrydning, var det ikke svært at ramme dem. Jeg skød så mange, at jeg byggede en rygeovn for at ryge dem. De blev dog mere stegt end røget, da ovnen brændte for kraftigt.

Vi var nær forlist på det første rekognosceringstogt med Lammedriveren. Motoren gik i stå, netop som vi i strid blæst og bølger, der brækkede, forsøgte at runde et næs i Isortoq-fjorden. Båden tog så meget vand ind, at motoren blev tavs, efter at svinghjulet havde sendt et springvand op af motorkassen. Kun ved at sætte et lille støttesejl, der fik båden til at lystre roret, slap vi helskindede fra det. For at det ikke skulle gentage sig, fik Lammedriveren monteret et lille dæk i stævnen og blev midtskibs udstyret med en presenning udspændt over et par metalbøjler. Det gav mulighed for at vi kunne søge læ, men betød samtidig, at den, der skulle ud i stævnen for at hive ankeret op, ordne fortøjningen eller sætte støttesejlet, måtte gå på line på den smalle ræling. Der var ikke noget at holde i på presenningen, det var bare om at holde balancen og følge med bådens bevægelser. Vandet var forbasket koldt, kun få grader over nul, og jeg kunne ikke svømme. Jeg lærte først at svømme den efterfølgende sommer, hvor jeg besøgte min gymnasiekæreste, som sammen med familien ferierede i sommerhus ved stranden i Juelsminde. Jeg lånte en jolle og roede ud, indtil jeg med åren kunne måle, at jeg vistnok kunne bunde endnu. Så bandt jeg jollens fangline om livet og hoppede i. Efter mottoet "Diiih ka' selv", lykkedes det mig efter mange forsøg at bevæge arme og ben på sådan en måde, at jeg kunne holde mig oppe.

Skitse fra udstedet Nappasoq syd for Sukkertoppen, 1949. Tegnet fra Lammedriveren.

Jeg prøvede skam også at gå i vandet i Grønland. Der lå en lille sandstrand tæt ved en af vores lejre, og jeg listede derned et par morgener i træk. Jeg gik ikke længere ud end i mergelgraven derhjemme. Den kolde dukkert virkede alligevel ualmindelig opkvikkende, indtil tredjedagen. Da meldte en mave­forkølelse sig, som gjorde mig uarbejdsdygtig i to dage. Katteklatvask i en elv skadede derimod ikke, og kunne man finde en lille lavvandet fjeldsø, som solen havde varmet op i løbet af dagen, kunne man roligt tage sig et bad, hvis man ikke var bange for at give blod til myggene.

Man kan ikke sige én myg på grønlandsk, ordet findes kun i flertal. Og de er ikke kun fremme om natten; de angriber også om dagen, især på varme og stille dage. Vi havde nellike- og citronelleolie til at smøre i ansigtet som myggemiddel, men det virkede kun kort tid og det endte altid med, at det sved infamt i øjnene. Amerikansk Jungle Oil var ikke i handlen dengang. Hvor tætte myggestimerne var, målte vi ved at se, hvor mange myg, vi maste, når vi klappede feltdagbogen hurtigt i. Myggene kunne også sidde tæt under telt­dugen øverst i teltet, så inden vi slukkede for primussen og kravlede i soveposen, brændte vi dem af med løftet primus og en rask håndbevægelse. Metoden kan dog ikke anbefales, hvis man bor i nylontelt. Det kan en geodæt berette om. Det sagde puf, og så var kun sammensyningerne og bardunerne tilbage.

Senere på sommeren, inden pilekrattet og revlingebuskene begyndte at antage gule og røde farver, dukkede der en helt anden slags flyvende djævelskab op, 1-2 mm lange små knotter, også kaldet mitter. De var om muligt værre end myggene. De stak ikke snablen ind og sugede blod, de bed og tog en lille blodig luns, og de kravlede ind alle vegne, ved bukselinningen, håndleddene, halsen, hårkanten og ørerne. Biddene kunne klø i flere uger. En måned efter jeg var kommet tilbage til Danmark, trillede der en skønne dag en død knot ud af mit øre, mumificeret i en klump ørevoks. Både myggene og de små knotter foretrak at holde sig på land, så det var en lise, når vi stod ud på fjorden i Lammedriveren.

Engang havde vi en kateket fra udstedet Itivdleq med som passager. På vej over den åbne Amerdloq-fjord demonstrerede Maag sine fremragende evner som rorgænger. Når han lod båden glide af på de store bølger, kom der ikke et skumsprøjt ind over rælingen. Det fik kateketen til at sidde ude i det fri og nyde turen. Men når han begyndte at fløjte, trak Maag let i roret, og den gode prælat blev overdænget med saltvand. Drivvåd stak han fløjten ind og krøb i ly under presenningen. Lidt efter stak han dog hovedet ud igen. Det gentog sig mindst tre gange. Han var åbenbart i fløjtehumør, og Amerdloq-fjorden er bred. Maags overtro smittede af på mig. Jeg tror endnu fuldt og fast på, at det betyder ulykke at fløjte på et skib, og at der aldrig må være flere præster end master ombord.

At vi en vindstille augustaften ganske uventet kom i knibe i Søndre Strømfjord, skyldtes ikke at vi have forsyndet os mod en af overtroens uskrevne regler. Lammedriveren var tungt lastet, men vi skød god fart, for vi havde tidevandet med os. Endnu da.

N.V. Ussing i udenskærs søgang på vej til Nordre Strømfjord.

Vi vidste, at tidevandet snart ville skifte, men vi havde ikke forestillet os, hvor voldsomt det ville gå til. Den ydre del af Strømfjorden var jo meget bred uden indsnævringer og strømsteder. Der ville være plads nok, tænkte vi, når det stigende vand var på vej ind i fjorden. Vi realiserede ikke, at fjorden var så lang og stor, at dens faldende vandmasser ikke kunne nå at komme ud, inden den indgående tidevandsbølge nåede frem. Uden at tænke på årsagen til fjordens navn, sejlede vi støt og roligt udefter mod mundingen, lige til øen Simiutaq dukkede op om bagbord. Vi vidste ikke, at Simiutaq betyder en stor ø, der ligger som en prop i fjordmundingen.

Det kunne ligefrem høres, hvordan det indgående tidevand kæmpede med de udgående vandmasser. Det var blevet mørkt, og vi kunne ikke se ret langt. Det skummede snart til bagbord og snart til styrbord omkring hvirvelstrømmene, som dannede op til én meter dybe strømhuller. Dem skulle Lammedriveren helst ikke blive fanget i, for så meget fribord havde vi ikke. Snart sejlede vi forlæns, snart baglæns. Det tog lang tid, og føltes endnu længere, inden det lykkedes Maagens Maag at navigere Lammedriveren fri af malstrømmen og få os i sikkerhed i den lille havn, som amerikanerne havde bygget under krigen, da de etablerede vejrstation på Simiutaq til at betjene flybasen, der lå ca. 200 kilometer længere mod øst ved bunden af den lange fjord. Vejrstationen var heldigvis endnu bemandet, og vi blev uhyre venligt modtaget, blev overdådigt bespist og fik varmen igen, mens vi ventede på, at strømmen skulle tage af.

Ingeniør Maagens Maag ved rorpinden i Lammedriveren på Amerdloq-fjorden (foto AB 1949).

I Evighedsfjorden kom vi ud for en noget mere uforskyldt hændelse. Vi havde da delt os i to hold: Maag og Me sejlede med Lammedriveren og undersøgte sydkysten, Ellitsgaard og jeg sejlede langs nordkysten i Havlit, en lejet grønlandsk num­mer­båd. N.V. Ussing lå midt ude i fjorden, og dér fyrede maski­nisten, en forhenværende frihedskæmper, meget ubesindigt et rif­felskud af bare sådan for sjov. Braget fra skuddet fik de overhængende partier langs randen af isdækket oppe på højfjelds­plateauet til at styrte ned ad den stejle sydvæg, og det isskred startede et enormt stenskred. Husstore klippeblokke buldrede i lange spring ned langs klippevæggen og skabte en over hundrede meter høj sky af støv og stenmel, før de landede i fjorden. Larmen fra fjeldraset bevirkede, at en gletscher i en nær­liggende sidedal begyndte at kælve og spy isbjerge.

Ellitsgaard og jeg stirrede tavst over fjorden med bange anel­ser. Men efter fem minutter dukkede Lammedriveren heldigvis op i god behold. Da stenskredet brød løs, havde Maag og Me befundet sig midt mellem fjeldraset og gletscheren. Efter den episode skrev jeg maskinisten op i 'min sorte bog', et udtryk Maag lærte mig. Et par dage forinden, havde den samme skydegale maskinist uden at advare mig fyret sin riffel af lige bag mit højre øre, så jeg sank i knæ og fik en varig høreskade.

Han havde det også med - uden at banke på og af ren og skær nysgerrighed - at åbne lemmen ned til det lille rum under agter­dækket, hvor jeg havde min soveplads oven på tovværksruller og troede mig uset, når jeg græd at par salte tårer over min døde mor. Så stak han med et smørret psykopatgrin hovedet ned og forsvandt uden at sige noget. Jeg må tilstå, at jeg græd meget tørre tårer, da jeg nogle år senere hørte, at han havde begået selvmord. Eksemplet viser, at jeg skal være forsigtig med at skrive nogen op i min 'sorte bog'. Siden har jeg kun gjort det én gang.

Bjergskredet, som i 1949 landede i Evighedsfjorden og fik bræen (til venstre) til at kælve. Båden med Maag og Me midt imellem skred og bræ er ikke synlig. Fotograferet fra den anden side af fjorden, 1949.

Da sommeren var forbi, og sneen forhindrede os i at gøre geo­logiske observationer, brugte vi det meste af en måned på at flytte et træhus, som en dansk guldgraver og prospektør, Mr. Petersen, engang i trediverne havde bygget i nærheden af udstedet Sarfánguak. Der stod stadig poser med sand og katteguld på hylderne, og der var skudhuller i væggen bag de tomme hylder, for guldgraveren havde for vane at udpege den konservesdåse, han ønskede serveret til middag, ved at skyde hul i den. Så måtte hans kivfak skynde sig at tage den, inden indholdet løb ud.

Inden vi forlod Sarfánguak, var vi en aften til kaffemik hos udstedsbestyreren. Da Me diskret spurgte om, hvor toilettet var, fik hun at vide, at det var udenfor. Hun holdt sig. Senere kom Maag ret chokeret ind og advarede mig om, at jeg hellere måtte samle mig en bunke sten, før jeg trak bukserne ned og satte mig på hug. Det at forrette småt og stort i det fri, var vi vant til, men det var første gang jeg prøvede det et sted, hvor sultne slædehunde løb frit omkring. Man risikerede at få en våd snude i bagen, hvis man ikke med stenkast eller en kæp mellem benene holdt dem på afstand, indtil man kunne trække bukserne op.

Ellitsgaard stirrede tavst ud over fjorden efter bjergskredet.

Frosten var sat ind, da vi begyndte at flå huset fra hinanden. Brædderne blev taget ned et for et og de gamle søm trukket ud, så hele huset til sidst kunne læsses på en pram og sejles til Ulke­bugten ved Holsteinsborg. Her blev materialerne genbrugt til at opføre et hus på et nystøbt fundament, hvor GGU kunne opbevare skibs- og lejrudstyr fra sæson til sæson, og hvor skipperne kunne bo, mens de riggede Syd- og Nordholdets kuttere, N.V.Ussing og K.J.V. Steenstrup, til, inden geologerne ankom. Om vinteren var kutterne på bedding ved skibsværftet i kolonien på den anden side af fjorden.

Bortset fra, at Me og Ellitsgaard, mens jeg lå hjemme i lejren med maveforkølelse, opdagede, at Det hvide Fjeld mellem Isortoq-fjorden og Søndre Strømfjord bestod af lutter feldspat, og at de senere skrev en afhandling om dette første fund af et anorthositmassiv i Vestgrønland, er jeg tilbøjelig til at mene, at opførelsen af GGUs depothus repræsenterede Lammedriverholdets mest betydningsfulde indsats den sæson. Jeg har siden hørt huset i Ulkebugten blive omtalt som 'Maags Minde'.

'Maags minde' GGU's materielskur ved Ulkebugten. Mogens Walter står i døren, efterår 1947.

Hvad jeg, Underlappedykkeren, lærte om geologi, var begrænset. Hverken Maag eller Me var geologer af uddannelse, og spurgte jeg Ellitsgaard, tog hans lange ben oftest syvmileskridt, så han slap for at svare, og jeg måtte løbe for at følge med.

Men jeg fik arktisk erfaring, så det battede.

Næste kapitel >