Gösta Björkenheim

Gösta Björkenheims beretning om en usædvanlig fest

[Note]

I august 1946 holdt alle de nordiske lande - bortset fra Island, der lige var blevet selvstændigt - et stort studentermøde på Aarhus Universitet. Der var delegerede fra universiteterne, handelshøjskolerne og de tekniske læreanstalter. Der deltog således ingeniører, teologer, statsvidenskabsfolk, biologer, matematikere, medicinere og evt. tandlæger, men ikke forstmestre eller agronomer. Især Norge og Danmark havde mange delegerede. Jeg repræsenterede selv de finsk-svenske studerende, og jeg havde tillige de finske studerendes mandat til at repræsente dem.

Rejsen til mødet foregik i en dansk flygtningebåd gennem det på det tidspunkt af russerne okkuperede Porkkala-område sydvest for Helsingfors og gennem Falsterbo-kanalen på grund af faren for miner. Der var tre dages ophold i København på vej ud og på vej hjem.

I København boede jeg hos Johannes Mosbech, der var ordførende for de danske medicinstuderende. Hans far var professor i teologi. Der blev bedt bordbøn til middagen, men ikke til frokost, så den skik måtte jeg følge. De var i øvrigt vældig rare og muntre mennesker. Både i Københavns og Aarhus teatre var der nye moderne stykker og gamle græske dramaer. Det var helt nyt for finnerne, der var underlagt stram statskontrol og lav løn.

I Aarhus boede jeg hos patologen Jørgen Brems Dalgaard, som hver morgen kørte mig til universitetet på motorcykel. Jeg sad på bagagebæreren og var hunderæd, selv efter fem år ved fronten. Det blev til en hyggelig søndagsudflugt til Mols Bjerge og Kalø Slotsruin, hvor Gustav Vasa sad fanget. Det var en helt ny verden, der åbnede sig.

Mødet omhandlede mulighed for at studere i de andre nordiske lande. Vi ønskede ret til det, hvis professorerne godkendte, at studiet svarede til det derhjemme og vice versa. Finland havde allerede samarbejde med Sverige, men alt skulle gå via statsmagten; gjorde man det illegalt, fik man siden svært ved at klare sig.

Man diskuterede de studerendes sociale problemer, herunder studenterløn, og man talte om krigen osv. Nordmændene bad Sverige om forståelse. Danmark havde også visse problemer. Nordmændene var hadske og ville have, at finnerne skulle erkende, at de var nazister. Det ville vi selvfølgelig ikke, og vi ville heller ikke anerkende, at vi skulle være russervenlige, men det kunne vi ikke sige officielt. Nordmændene var vrede og mente ikke, at Finland havde lært af krigen.

Der blev presset på for at få studenterløn. Finnerne forstod det meget vel, men kunne ikke vende hjem og kræve dette, da statsmagten ikke havde råd, fordi den havde haft store udgifter under krigen, og der fortsat skulle betales meget stor krigsskadeserstatning til Rusland.

Finnerne blev faktisk de første, der indførte studenterløn til dem, der havde behov. Den var ganske vist meget lav, men den var der. De andre snakkede bare.

Ellers var mødet vældig fordrageligt og hyggeligt.

Den sidste aften blev der holdt stor gallafest på Aarhus Universitet. Vi kunne ikke bruge den store festsal, fordi den under krigen var blevet skadet ved Royal Air Force-angrebet på Gestapos hovedkvarter i parkkollegierne og endnu ikke var klar til brug.

Vi mødtes derfor i Hovedbygningens mindre sale, hvor der var stor festlighed med måltid, dans og kaffe med cognac, og festen trak ud.

Vores båd til København sejlede kl. 23.00 og vi skulle gå til færgen. Jeg gik ned kl. 21.45 for at få fat på de finske delegeredes overtøj. Vi var vel 12 personer i alt fra Finland. Hvis vi gik rask til, kunne vi nå ned til færgen på en time. Bagagen var allerede om bord.

Vagtmesteren spurgte, hvorfor jeg kom så tidligt, om ikke jeg havde det trevligt, og om vi ikke havde lyst til at danse mere med de danske piger. Jo det havde vi da, men så kunne vi ikke nå færgen, og pigerne ville vi sådan set også gerne have med, men de kunne jo ikke løbe så stærkt. Vagtmesteren sagde, at hvis vi hentede tøjet kl. 22.45 så ville alt ordne sig. Jeg forklarede, at vi ikke havde penge til taxi. Han svarede, at jeg ikke behøvede at tænke på penge, og at han lovede, at alle ville nå færgen. Vagtmesteren virkede pålidelig, og jeg gik tilbage og fortalte det til de andre. Nogle tvivlede stærkt, men accepterede.

Kl. 22.45 hentede vi tøjet, vagtmesteren skyndede på os, og alle kom ud. Udenfor holdt politiets BG-bil og med hylende sirener blev vi eskorteret til havnen. Alle mand var om bord kl. 22.58.

Hvilken afsked med Aarhus!

*

Ovenstående beretning er i sommeren 2011 fortalt af dr.med. Gösta Björkenheim, tidl. overlæge og bosiddende i Kotka, Finland, og hermed gengivet med respekt.

Karen Konstantin-Hansen

Odense 3-8-2011