Jens Peter Christensen: Erindringer om Poul Meyer

Højesteretsdommer, dr.jur. Jens Peter Christensen. Udsnit af foto 2011 ved Lise Balsby, AU Foto
Professor, dr.jur. Poul Meyer. Udsnit af foto i AU's årsberetning 1990

Som mit sidste fag på statskundskabsstudiet havde jeg faget ”Forvaltningslære”, med professor Poul Meyer som lærer. Det var en særegen oplevelse. Ved min afsluttende mundtlige eksamen mandag den 11. januar 1982 fik jeg – på højst gammeldags vis – udleveret et spørgsmål i en særskilt konvolut med mit navn udenpå. ”Partipolitisk ledelse og repræsentation i offentlig forvaltning”, lød det spørgsmål, der gemte sig inden i konvolutten. Det var et spørgsmål, der var så bredt, at jeg kunne bruge det til at gennemgå stort set hele pensum. Det gik over stok og sten, og efter en halv times eksamination blev jeg jaget ud af eksamenslokalet; nu gad Meyer ikke høre mere. Studiekammerater, gode venner og bekendte, der havde været med inde for at overvære seancen, overrakte gaver og blomster til den nybagte kandidat ude på gangen. Men festivitassen varede ikke længe, for pludselig kom Poul Meyer ud fra eksamenslokalet og proklamerede: ”De kan fandme godt komme ind igen”. Stor var forbløffelsen, men ind kom jeg, med gaver, blomster og publikum. Jeg genoptog så min redegørelse for en tydeligvis stærkt utilfreds Poul Meyer, der sad med blikket stift rettet mod sit armbåndsur, og en tydeligvis lige så stærkt tilfreds censor, rektor Knud Stenshøj fra Den Kommunale Højskole, der ivrigt nikkede til hvert et ord. Efter nogle få minutter afbrød Poul Meyer seancen ved at udslynge følgende svada: ”Nu kan De sgu godt holde deres kæft. De får 13!”.  Året efter blev jeg ansat som adjunktvikar under Poul Meyer, det sidste år, han virkede som professor. I den forbindelse mente han, at jeg burde overvære hans mundtlige eksaminationer for at lære, hvordan man skulle eksaminere.  Jeg husker, at et af hans spørgsmål til en stakkels student var følgende: ”Hvad fanden tror De, jeg tænkte, da jeg skrev det her?!?” Det var jo et spørgsmål, som det ikke var helt let at svare på …

I det hele var Meyers omgang med os studenter præget af en særegen kombination af hans bryske stil kombineret med hans gammeldags tiltale med ”De” og ”Dem”. Et af de ret ofte hørte udbrud under undervisningen kunne f.eks. være: ”Nu må De sgu tage Dem sammen!”.  Den allerførste undervisningstime indledte han i øvrigt med at gennemgå pensumlisten, i hvilken forbindelse han understregede, at der var én af bøgerne, der var fagets lærebog, nemlig hans egen bog ”Offentlig forvaltning”, mens flere af de øvrige dele af pensum ikke havde noget som helst med faget at gøre og ikke ville blive gennemgået. Så kunne vi, som han sagde, ”klage til Vor Herre, Fanden eller studienævnet. Det vil ikke ændre noget."

Jeg nåede lige at få det svundne professorvældes universitetsånd med. Og i modsætning til så megen anden undervisning, står Poul Meyers stadig levende.