Studenterkredsen 70 år - Viggo Mortensens tale

Frisindet diskussion eller religionskrig?

Studenterkredsen 70 år

Af Viggo Mortensen

I Studenterkredsens jubilæumsskrift fra 1967 er Jørgen Bukdahls artikel fra jubilæet i 1948 optrykt, hvori han advarer imod jubilæer:

Nu jubilerer vi. Ikke stort denne gang. Ikke alt for rundt. Men dog. Vi mindes en udvikling. Vi ser tilbage. Måske kommer nogen med sølvtøjet, - og så er der bare begravelsen, museet og fodnoten i verdenshistorien tilbage. En ny ungdom rykker frem, skaber nye traditioner, fejrer dem ved nye jubilæer.

Jubilæer er en farlig sag, vanskelige at overleve. Vi har haft en del i det folkelige Danmark: Højskolens, andelssagens, Skamlingsbankemødernes, og Grundtvig har jubileret atter og atter, ja han er lige ved at blive anerkendt nu. Bøger om ham udkommer, bibliografier. Selskaber dannes, hvori der næsten ingen grundtvigianere er, Vartov købes; det er lang, lang tid siden Grundtvig blev installeret der hos de gamle koner og var til grin for det ganske København og ofte til forargelse for sine egne. Han sank i muld med sit århundrede og under en aftenrøde, der stod længe,-  en mindernes magiske efterglans. Så blegnede også den og de sidste, der havde kendt ham, døde. Tilbage var traditionen og jubilæerne. Er der kraft i hin kilde endnu? Er der glød i hin gnist? Kan hans skæbne bevæge endnu, ryste traditionen, sønderbryde afledningerne?

Det var i 48 og jubilæet der fejres, er Københavnerkredsens 50 års jubilæum. Nu er Aarhus kredsen så nået til sit 70 års jubilæum, men som Skjalden minder os om, så er de halvfjerdsindstyve støvets år, der ofte koster selv de stolteste strid og møje. Jeg skal nok bare mig for at citere fortsættelsen, der som bekendt taler om, at bliver man ældre, så bliver alting bare mere besværligt, des mere man har at døje. Men måske er det passende at citere det næste vers igen som et ønske for kredsen og dens fremtid i anledning af jubilæet:

O, giv os dog efter striden fred
og trøst efter suk og klage;
med glæden i kvæld din miskundhed
lad krone de korte dage!

Begyndelsen er knyttet sammen med det teologiske fakultets oprettelse. Det skete som bekendt også netop for 70 år siden. Her ser man grundstensdokumentet undertegnet af Johannes Munck, professoren i Det nye Testamente. Jeg har selv været så lykkelig, at jeg har tilbragt 50 år i selskab med det teologiske Fakultet, sådan at jeg ved min afskedsforelæsning i februar 2012 kunne indlede med sætningen: ”Da Viggo Mortensen gik på pension måtte man nedlægge det teologiske fakultet.”

Min erindring går altså tilbage til 1962, da jeg påbegyndte det teologiske studium. Jeg havde året før taget filosofikum i København, men som selvlæser, så jeg kom aldrig ind i studentermiljøet i København. Jeg læste Bent Schultzer Relativitet, som jeg ser, at Keld Holm for nylig har lovprist som en god filosofisk bog. Jeg må indrømme, at det eneste jeg fik ud af den var, at han brugte som eksempel på sin filosofiske opfattelse, at man godt både kunne blæse og have mel i munden. Resultatet blev bare, at det blev til en klæg masse. Jeg kunne godt se, at det var en nem udvej, en fingernem udvej, som vi sagde den gang. Ligesom det senere blev moderigtigt at bruge ordet dialektik eller komplementaritet for at skjule sig bag en doven tankegang. Jeg savnede noget andet; og det fandt jeg i Kredsen, idet jeg hos Laurids, Johannes Lauridsen, lærte at respektere modsigelsens grundsætning. Jeg kan endnu høre hans hånlige udbrud ”vrævl”, hvis der var nogen der forsyndede sig imod denne grundsætning i den formelle logik. Jeg har desværre ikke kunnet finde et billede af Laurids. Han er blevet karakteriseret som en blanding af Buddha og et vulkanudbrud; en mascot for alt intellektuelt hovmod og en Sokrates til dets nedbrydning.

Men jeg går for hurtigt frem. Jeg husker endnu min første rusfest i 1962. I døren stødte jeg ind i Ole Jensen, som ønskede mig velkommen til teologien. Det havde han på sæt og vis vel ingen adkomst til; men han gjorde det, - og det var godt. Han var godt nok formand i Kredsen og kunne derfor med god grund ønske mig velkommen til Kredsen, men som jeg husker det, så var det til teologien han bød mig velkommen. Og det blev det. Kredsen det blev for mig stedet, hvor den egentlige teologiske diskussion fandt sted. Det var herlige tider.

Hørt om kredsen havde jeg før. Det var bl.a. af Kirsten Damgaard, nu Overgaard, som på Askov havde manuduceret mig i, hvordan jeg nu skulle leve mit studenterliv. Så derfor, skønt jeg ikke som min hustru er født ind i den grundtvigske bevægelse, så blev den mit åndelige hjem i studie tiden.

Jeg blev valggrundtvigianer.

Som sagt: frøet var sået på højskolen; det var Askov med Knud Hansen som forstander, og lærere som Jan Nissen, Niels Højlund, Tage Skou Hansen og Helge Skov. Askov var mit ungdomsoprør.

Jeg husker et billede: Vi er til hjemmeaften hos Arnfred. Efter kaffen stiller han sig i midten og siger: Nu må De gerne spørge. Om hvad, spørger du måske? Om alt muligt. Den gamle højskole vidste besked med det hele. Fra naturvidenskab til historie og mytologi. Det var der noget storslået over, - men også noget overfladisk. Men man fik smag på mere, - det var derfor naturligt at søge videre på Universitetet.

Det teologiske Fakultet på Aarhus Universitet i tresserne blev for mig stedet for frisindet diskussion. Jeg husker ikke meget fra begyndelsen; en række uforståelige indledningsforelæsninger holdt af professorerne. Vi begreb nok ikke så meget af det, men det var stort, for det var jo det vi var kommet efter. Bagefter har jeg tænkt – og undertiden også sagt til utålmodige studenter – man skal høre på mange uforståelige forelæsninger for at komme frem til dem, man forstår.

Det var ikke helt, som da Sløk blev ansat i Århus, men der var måske alligevel noget af den samme følelse. Sløk skriver: ”Jeg ved ikke nøjagtigt, hvordan jeg skal fortælle, hvad der egentlig og i sin dybeste grund skete. Jeg blev grebet af en dyb og uforklarlig overbevisning om, at dette var rigtigt…Nu da jeg stod ved universitetets bygning, og så ned i parken, havde jeg en dybt forsonende overbevisning om, at jeg var nøjagtig, hvor jeg skulle være, at dette var stedet. ”Hic Rhodos”, sagde jeg til mig selv, nu er tiden inde til det store spring.” (J. Sløk: Mig og Godot. Erindringsforskydninger. Centrum 1986, 98). Jeg har selv senere i velkomsttaler til russerne sagt, at de skulle gøre som universitets katten ovre i Solgården: Springe ud i det.

Selv følte jeg ikke, at dette var indledningen til ”det store spring”, som Sløk formulerede det. Men nok at det var stedet, hvor jeg gerne ville være. For her kom jeg ind i et frit arbejdsfællesskab. Det var ikke som i dag bundet sammen af et evindeligt projektmageri, men man blev en del af et frit selvstændigt akademisk arbejde inden for en fælles menneskelig og åndelig horisont.

Det har for mig været en gave og livsafgørende, at jeg lærte Løgstrup, Sløk og Prenter at kende. P.G. Lindhardt hørte jeg prædike i Vor Frue, men i undervisningssammenhæng kom jeg aldrig ind på livet af ham. Jeg lod mig skræmme væk af nogle urimelige latinkrav i forbindelse med en øvelse. Munck oplevede jeg kun til eksamen ved forprøven i bibelkundskab. Jeg fik spørgsmålet: David. Og jeg startede med sætningen: David var en mærkelig mand. Ja, sagde Munck og nikkede med sit store hoved. Så var jeg bestået. Derefter tog han til USA, og da han kom hjem døde han.

Så fik de blot lidt ældre og dem, der stod i andet geled, meget større betydning. Det var Ole Jensen, Jørgen K. Bukdahl og Jan Lindhardt. Ole fik en særlig betydning for mig, som jeg allerede har været inde på. Så jeg følte mig velkommen i hans selskab. Jeg blev hans første elev. Ole holdt øvelse over Wilhelm Herrmann: Der Weg zur Religion, som også blev mit specialeprojekt.  Vi var vist tre, alle fakultetets Mortensener: Karen Marie, Rolf og undertegnede.

Løgstrups Den etiske Fordring læste jeg på Askov højskole. Det var den første bog, som jeg selv bandt ind, da jeg gik til bogbinding (I ved det med vekselvirkningen mellem håndens og åndens arbejde; og jeg vidste intuitivt, at den bog, ville jeg slide på). Jævnsides med den påvirkning jeg modtog fra højskolen, havde det sporet mig ind på teologien, - og selvfølgelig i Aarhus! (Gid man også fremover vil kunne sige det!).

Prenter skylder jeg tak, fordi han formulerede den prisopgave om Kierkegaard og Luther, som var mit første forsøg udi videnskabeligt arbejde. Eksaminatorierne i hans hjem efterlod et varigt indtryk; men ellers var han jo som person ikke så nem at komme tæt på; Og at han også havde været aktiv i kredsen (i København) og var en slags grundtvigianer, det var ikke til at se i det daglige, hvor de højkirkelige havde kapret ham.

Med Sløk opretholdt jeg en oprømt omgang, men også senere en faglig udveksling, f.eks. gennem en længere brevveksling omkring min disputats, som den er dokumenteret i bogen Gud og naturen. Sløks konklusion var ofte: Vi er jo uenige Viggo: Du er optimist og jeg er pessimist. Men det endte alligevel med, at vort forhold til sidst kunne ligne et venskab.

Men det var selvfølgelig Løgstrup jeg følte mig tættest knyttet til, og som jeg fik den stærkeste påvirkning fra. Så ja, jeg blev en slags elev af Løgstrup; men igen; det var ikke noget discipel forhold. Det er karakteristisk, at os, der var tættest på ham fagligt, ikke tog de emner op, som han selv arbejdede med, men vendte os til emner, som måske forelå mindre belyst hos mesteren selv: Ole Jensen til hermeneutikken og naturen hos Herrmann, Bultmann og Bjørnvig; Svend Andersen til sprogfilosofien og jeg til theodicespørgsmålet , tro viden problemet og forholdet mellem teologi og naturvidenskab.

Man skulle lære Løgstrup at kende for at mærke den bundne varme, som Løgstrup som person indeholdt. Rosemarie var langt mere direkte hjertelig og den store grund til at seminarer og sammenkomster i Hyllested blev så fornøjelige, som de blev. Jeg har aldrig oplevet Løgstrups herostratisk berømte vredesudbrud; men jeg kan endnu huske efter en ophedet debat i institutrådet om nedsættelse af et fagkyndigt udvalg, hvor H.C. Wind havde forbigået Løgstrup. Jeg ser ham pace op og ned i lejligheden ovre på Katrinebjergvej og ytre den mindeværdige replik: Jeg vil ikke dyrkes, - men jeg vil heller ikke overses!

Når den situation kunne opstå, hænger det sammen med, at vi sad i forpligtende faglige organer sammen. Vi vurderede sammen og hjalp hinanden med eksamensspørgsmål, specialeformuleringer; vi skulle tage forpligtende beslutninger om faglige og administrative anliggender. Jeg har i disse gremier oplevet, at den lærde republik fungerede. Sløk siger om dette fællesskab i sine erindringer, at det var ”nærmest lykkeligt”. Det kan jeg samstemme i.

Skønt der skyder universiteter op en masse, så er der i grunden blot to: Der er det sande og så det faktiske. De to overlappede hinanden i de lykkelige øjeblikke og ellers var Studenterkredsen det sande dengang i halvfjerdserne. I dag er videnskabens træ amputeret. Fordi man har oplevet, hvordan det kan være, når det er godt, er det så svært i dag at se universitetet degenereret til endnu et management helvede. Jo, det gælder fortsat: Hier lässt sich leben, men det er ikke på grund af, snarere på trods af den filosofi, der i dag gør moderne universiteter til en dårlig efterligning af en pølsefabrik. For mig går der en lige linje fra Løgstrup opgør med ”undervisitetet” (1969) og hans polemik imod En korruption der er lovlig. Det pampervenlige og studenterfjendtlige universitet (1975) til min afskedssalut om Spytslikkerkulturen der breder sig (2012)

Når jeg tænker tilbage på min studietid i tresserne, så var den præget af optimisme; jeg havde denne fornemmelse af, at verden åbnede sig. Alt var muligt. I halvfjerdserne forsøgte man sig så med en realisering af den nye frihed, enten i politisk aktivisme eller gennem stofferne. Jeg følte mig aldrig hjemme i nogen af fløjene. Jeg skrev i de år i Information og havde derfor rimelig god kontakt til begge sider i miljøet. Men jeg forblev tilskuer og observatør, hvad enten det var på besøg i Thy lejren eller i Land og Folks hus. Der meldte sig en skuffelse over, at begge veje viste sig at være blindgyder. Men jeg skrev dog bogen om halvfjerdserne som det oversete årti og kaldte den Teologi og kritik, der havde et skilt på forsiden, der profetisk forkyndte: Kirkestien: Blind vej.

Og dermed er jeg tilbage ved debatten, den teologiske, som i disse år var præget af et opbrud inden for Tidehvervsbevægelsen. Det prægede i høj grad diskussionerne. Henning Tjørnehøj, der var formand fra 67-69, var mere Tidehvervsmand end socialist dengang. Det drejede sig om fortolkningen af Kierkegaard; Løgstrup havde sat brand i den med sin Opgør med Kierkegaard og andre arbejdede med Kierkegaards forhold til Luther og Grundtvig. Jeg skrev således en prisopgave, hvor jeg helt i Løgstrups ånd læste Søren bagfra, fra Kirkekampen og Anti-Climacus.  Jeg fik dele af afhandlingen trykt i Tidehverv og efterfølgende gjorde jeg mig fortjent til tre af Søren Krarups Eversharps.

Synet på Kierkegaard og hans eftersnakkere var også det der i grunden skilte Løgstrup og Sløk. Men til nogen konfrontation mellem dem kom det ikke på det tidspunkt. Først senere i halvfjerdserne skrev Sløk Elendighedens teologi, hvor Sløk under anonymitetens maske holdt opgør med Løgstrup og hans bande. Løgstrup svarede igen med trampolinens genmæle. Jo, det var tider.

Hvad vi bedrev dengang kaldte vi ikke frisindet diskussion, men i kølvandet af Laurids, Johannes Lauridsen, religionskrig.  Der var flere fronter: Der var antinomisme striden, der førte til Tidehvervs splittelse, hvor magten gik over til den nye hellige treenighed: Faderen, Vilhelm Krarup, Sønnen, Søren Krarup og den skrækkelige fætter, Jesper Langballe. Der var opgøret med ”det politiske”, hvor Ejvind Larsen og Jørgen K. Bukdahl var de toneangivende, men hvor også Løgstrup blandede sig med polemikken mod dilettantokratiet. Der var opgøret med nyåndeligheden, repræsenteret af Københavnerkredsens optagethed af Aage Henriksen og hans skole.

Sagen var vigtig, - og jeg kan gribe mig selv i at ønske mig tilbage til de hede diskussioner. Men der var også noget studentikost over det. Dette er et billede fra en langt senere tid, men jeg har ikke besvær med at læse et billede fra Studenterkredsens sommermøde ind i billedet af de indolente amerikanske unge, der passionsløst fra Brooklyn Heights ser til, mens hele verden brænder om deres vugge.

Jeg skal slutte. Nu blev det nævnt, hvad vi OGSÅ kom for: Festerne og sommermødet. Viddet sprudlede mens diskussionen bølgede. Jeg har fundet et apokryft vers, som fortæller lidt om den oprindelige stemning. Det er vist fra en revy ved sommermødet på Krabbesholm i 1970:

Her har vi Kierkegaard, her har vi Laurids

Det bliver til Tidehverv i timevis og dagvis

Her er poser sat i rækker

Fyldt med gloser så de sprækker

Vil man nemlig sige noget

Må man kunne ciffer sproget

Skaber og skabthed, fordring og ansvar

Det er da tale forståelig og vandklar

Det er et sprudlende kildevæld

Laurids overta´r stadig sig selv

Dette sommermøde, hvor jeg var mødeleder, blev igen livsafgørende for mig. For her udvekslede Doris og jeg vores første kys. Så det er absolut det vigtigste, som jeg fik ud af Kredsen, at her traf jeg min elskede. At vi først blev gift på 30 års dagen for vores første kys, viser bare hvor langtidsholdbar Kredsen og de venskaber, der knyttes der, har været. Og nu er det så på Gammelgaard, at vi fortsætter den frisindede diskussion, der kun momentant udvikler sig til religionskrig.

 [Gengivet efter tilsendt manuskript]

AU Universitetshistorie har fået lov til at gengive Viggo Mortensens tale ved Studenterkredsen Aarhus' 70-års jubilæum i november 2012. Viggo Mortensen var medlem af Studenterkredsens bestyrelse i årene 1964-66 og formand 1970-71.