Georg Mørk Christiansen (1921-1943)

2. december 1943: Stud.oecon. Georg Mørk Christiansen henrettet på tysk foranledning

2. december 1943 blev modstandsmanden stud.oecon. Georg Mørk Christiansen henrettet på Skæring Hede.

Han blev student fra Aarhus Katedralskole i 1940, og påbegyndte økonomistudiet ved Aarhus Universitet samme år.

Fra 1942 deltog han i en kommunistisk studiekreds og involverede sig sídeløbende i fremstilling og uddeling af det illegale blad Frit Danmark.

I 1943 organiserede han flere sabotagegrupper, som udøvede jernbane- og industrisabotage, men allerede i september samme år blev han og de sabotagegrupper, som han ledede, opsporet af Gestapo, og den 16. september blev han og andre arresteret.

Den 24. november 1943 blev Georg Mørk Christiansen dømt til døden, og om morgenen den 2. december 1943 blev han sammen med fire andre sabotører henrettet ved skydning på Skæring Hede nord for Aarhus.

Tyskerne begravede de henrettede på Kallesmærsk Hede nær Oksbøl, men efter befrielsen blev ligene fundet og flyttet til de respektive hjembyer. Georg Mørk Christiansen blev bisat på Vestre Kirkegård i Aarhus.