Jørn Carlsens erindringer om Grethe Hjort

Nedenstående er et referat af en timelang telefonsamtale 5. oktober 2001 mellem Universitetshistorisk Udvalgs sekretær og forhenværende lektor ved Institut for Engelsk Filologi ved Aarhus Universitet Jørn Carlsen (f. 1935). Referatet blev revideret 23. oktober 2001 på baggrund af Jørn Carlsens præciseringer.

Referatet præsenteres i juli 2006 på udvalgets hjemmeside efter aftale med Jørn Carlsen.

                                                    *** 

Grethe Hjort (1903-1967) havde professorerne C.A. Bodelsen (1894-1978) og Otto Jespersen (1860-1943) som lærere ved Københavns Universitet, hvor hun blev mag.art. 1927. Derefter kom hun til Cambridge og Girton. Hun blev ph.d. fra sidstnævnte 1931. (Se endvidere Kraks Blå Bog).

Grethe Hjort fik stor indflydelse på Commonwealth-studierne i Europa på baggrund af opholdet i Australien - hvorfra hun ikke kunne komme tilbage til Europa under krigen. Hun var principal ("rektor") for University College, 1 University of Melbourne, i årene 1938-1947. At hun klarede sig så godt, som tilfældet var, i Australien, bliver des mere bemærkelsesværdigt, når man betænker, at kampen for kvinders adgang til fremtrædende positioner i 1930'erne var en del hårdere i Australien end i Danmark eller Europa. Udenfor Danmark kaldte hun sig Greta Hort.

Grethe Hjort introducerede Commonwealth-litteraturen, som var noget ganske nyt, da hun kom til Aarhus Universitet i 1957 som docent og året efter udnævntes til professor. Hun placerede ved Aarhus Universitet Commonwealth-litteraturen på en meget mere fremtrædende plads, end den havde haft ved noget andet universitet tidligere - fx herskede der i London en noget "afdæmpet" holdning til kolonierne. Hun gjorde Commonwealth-litteraturen - og altså ikke blot den australske - stueren, eller arbejdede i hvert fald på, at den skulle opfattes sådan. Hun turde fx afholde seminarer og forelæsninger om Commonwealth-litteraturen, mens man ved europæiske universiteter traditionelt hovedsagelig havde beskæftiget sig med britisk litteratur, som regnedes for litteratur en .

Inden for lanceringen af Commonwealth-litteraturen var hun selv primus motor og placerede samtidig instituttet i Århus i første række på området. Grethe Hjort skaffede gæstelektorer og -forelæsere til instituttet, og det var hende, der tog initiativ til, at Anna Rutherford (1932-2001) skulle komme til Århus fra Australien. Grethe Hjort kendte ikke Rutherford i forvejen. I dag - takket være først Grethe Hjort og siden Rutherford m.fl. - er instituttet i Århus nærmest uløseligt forbundet med studier i Commonwealth-litteraturen.

Hvordan var Grethe Hjort som lærer? Hun var spændende, hun var fornyende, og hun tog nyt materiale op - også når det ikke drejede sig om Commonwealth-litteraturen. Det vakte opsigt, da hun lod de studerende hver skrive et digt. Det skete i forbindelse med en gennemgang af Wordsworth for at styrke deres lyriske "awareness". Jørn Carlsen deltog ikke selv, men hørte om det. Hun var uhyre hjælpsom og gjorde fx brug af sit netværk i Cambridge for at skaffe adgang, da Jørn Carlsen skulle studere noget i en bestemt bogsamling på British Museum. Hun leverede/skaffede også anbefalinger, når det var nødvendigt, fx med henblik på adgang til et bestemt college.

Af lærere ved instituttet i Århus var der, da Jørn Carlsen begyndte at studere, professor Torsten Dahl (1897-1968), professor Grethe Hjort og Donald Hannah (f. 1927), den senere professor, som på det tidspunkt var udenlandsk lektor. Desuden var der Niels Alkjær, som var lektor ved universitetet frem til 1959.

Grethe Hjort var yderst anti-amerikansk. Og hun var yderst konservativ i alle livets forhold. Der skulle opgives 23 eller 24 hovedværker på britisk engelsk samt 1 amerikansk. Grethe Hjort arbejdede hårdt for at få Commonwealth-litteraturen ind i denne sammenhæng - og gerne på bekostning af det enlige amerikanske hovedværk. Det lykkedes at få placeret Commonwealth-litteraturen, og der var dermed åbnet for studier i denne, da Anna Rutherford overtog ledelsen af området.

Det er svært at forestille sig, at der ikke har været konfrontationer - eller i hvert fald en form for uenighed - med professor Dahl, der meget vel kan tænkes at have indvendt, at man "derude" næppe beherskede det engelske sprog. Det vides dog ikke.

Skønt Grethe Hjort var konservativ, holdt hun af at bryde traditioner og at bide sig fast i det, som hun fandt var nødvendigt.

Forfattere - altså udøvende repræsentanter for Commonwealth-litteraturen - blev endnu ikke inviteret til Århus i Grethe Hjorts tid - det skete først, efter at Rutherford havde overtaget roret, og især efter 1971, i hvilket år den første forfatterkonference fandt sted. (Jørn Carlsen stod selv for den canadiske litteratur indenfor Commonwealth-området fra 1975 og frem til pensioneringen). Men Grethe Hjort sørgede for, at akademikere kom på besøg som gæsteforelæsere - og ikke mindst trak hun her på tidligere kolleger fra Cambridge, det være sig professorer som andre universitetslærere.

    

Carlsen ved ikke, hvorfra midlerne til Greta Hort-legatet, der er oprettet i første halvdel af 1990'erne, stammer, men har svært ved at tro, at der skulle være involveret midler fra Grethe Hjort selv. Hun var ikke formuende. 2 (I Melbourne kalder de det "The Greta Hort Memorial Scholarship", hvorimod man i Århus - i hvert fald i instituttets årsberetninger - dropper ordet "Memorial").

Fra Melbourne drog hun 1947 til Karls Universitetet i Prag for - iflg. Jørn Carlsen - at pleje en kræftsyg døende veninde der.

Hvorfor mon Torben Kisbye (1930-1990) slet ikke omtaler hende i sine erindringer ( Almas Børn , Aarhus Universitetsforlag, 1988)? Det er svært at svare på. Måske har han ikke haft så meget med hende at gøre. Han var jo mest interesseret i sprog, men han havde selvfølgelig glimrende sans for folks særheder, og der var hun ellers noget af en "character" - hun gik i gammelt tøj, kjoler fra 30'erne. Hun var på ingen måde velsitueret.

    

Hun gik meget stærkt op i, at de studerende faktisk lærte at tale engelsk. Hidtil var undervisningen jo foregået på dansk - bortset fra de timer, som de udenlandske lektorer forestod - men hun insisterede på, at den skulle foregå på engelsk, så de studerende kunne lære at bruge sproget.

    

Forelagt påstanden, at onde tunger har hævdet, at Torsten Dahls engelsk var bemærkelsesværdigt ringe, svarer Jørn Carlsen, at Hjort i hvert fald var bedre til engelsk end Dahl, og at hun altså mente, at det faktisk stod ret dårligt til med den praktiske sprogfærdighed hos de studerende. Så hun indførte engelsk som undervisningssprog i sin egen undervisning. Man skal huske på, at da hun selv studerede i København hos Bodelsen og Jespersen, foregik det hele jo på dansk, og det samme har det gjort ved mange sprog-institutter - også her ved Aarhus Universitet - frem til nutiden, hvor internationaliseringen så endelig er ved at fremprovokere en ændring i dette forhold.

    

Men hun indførte altså engelsk som undervisningssprog og var ikke altid populær på det. Og hun gjorde sit til at få indført, at hendes studerende - det var jo bare en lille håndfuld - kom på ophold i England et halvt år. Fx stod hun bag Jørn Carlsens studieophold i Aberdeen 1962, hvor en af Hjorts tidligere kolleger foranledigede fremskaffelsen af en kollegieplads. Det var noget helt nyt med studieophold i England som del af studiet. Så også her var hun banebrydende. (Førnævnte Torben Kisbye, som i øvrigt talte storartet engelsk, var først i England kort før sin død!)

    

Men Grethe Hjort åbnede altså til Commonwealth. Det var hendes store fortjeneste. Særligt var hun dog selv forelsket i Australien, og på et tidspunkt fik hun mulighed for igen at drage derover på et ophold - takket være Tagea Brandts Rejselegat.

Apropos den tidligere nævnte "håndfuld" studerende på holdet: Da Jørn Carlsen begyndte at studere i 1956, var de i alt blot tre personer, der begyndte at studere engelsk.

    

Om undervisningen: Grethe Hjort var altid uhyre velforberedt (havde i høj grad skrevet ned, hvad hun ville sige). Hun improviserede ikke i undervisningen - kun i diskussioner. Hun lod meget gerne de studerende komme til orde. Om det var banebrydende? Nej, også hos Dahl kunne man få et spørgsmål stukket ud - eller blive opfordret til at udfærdige en redegørelse og fremlægge den næste gang.

    

Grethe Hjort talte, hvad man dengang kaldte et outreret Oxford-engelsk, og mange fandt det noget skabagtigt. Andre fandt det skræmmende, og det kunne nok virke hæmmende på andres udfoldelser på sproget. Men man må huske på, at mulighederne for at høre noget engelsk var langt ringere end i dag - fx var man jo den gang ikke udsat for noget, der lignede nutidens massive bombardement med engelsksprogede fjernsynsudsendelser.

Nogle fandt hende spændende, andre skræmmende - fx da hun sagde, at man til næste gang skulle lave et digt. Faktisk var hun også her banebrydende, for selv om der jo ikke var tale om nogen egentlig Creative Writing Workshop - sådan som de trives ved amerikanske universiteter og sådan, som lektor Jørn Vosmar (1928-1991) også prøvede at lave noget her på Institut for Nordisk Filologi - så gik det dog i den retning. Altså med at styrke den retoriske bevidsthed hos de studerende - noget hun gik meget op i - og at opøve en "awareness" i forbindelse med det poetiske udtryk. Så også her kan man vel sige, at hun var foregangskvinde.

    

I øvrigt var hun altså faktisk interesseret i, hvad hendes studerende sagde, hvorimod hendes kollega, professor Dahl, gerne faldt i søvn, når andre end han selv talte - en slags sygdom, velsagtens. Han var naturligvis De's med studenterne. Det ville Grethe Hjort afgjort også have været, hvis undervisningen havde foregået på dansk. Nu måtte hun nøjes med at være på efternavn med dem. Der var den samme distance.

    

Jørn Carlsen mener, at der i hans egne gemmer kan ligge et fotografi fra en gang, hvor han var sammen med Grethe Hjort i forbindelse med Rutherfords ankomst i 1966.

    

Apropos billeder: Jørn Carlsen ved, at der eksisterer billeder, der viser, at den unge Grethe Hjort var usædvanlig smuk.

Grethe Hjort sagde altid noget, når lejlighed bød sig.

    

Hendes arkiv er i Statsbiblioteket. Der kan man bl.a. se, hvad de studerende afleverede til hende. Jørn Carlsen ejer selv et eksemplar af den bog/afhandling, Grethe Hjort blev ph.d. på i 1931.

    

Når hun var hjemme i sin lejlighed i Fortegården i Risskov, sad hun ofte på gulvet. Måske var der en enkelt lænestol i stuen, men ellers var der en lædermåtte eller læderpude, der dækkede det meste af gulvet. Den var vel 4 x 4 meter og 10-15 cm høj. Det var jo "sært". Det syntes Jørn Carlsen og andre på holdet i hvert fald, når de var inviteret hjem til Grethe Hjort, og alle måtte ned at sidde på denne måtte. Så blev der serveret the - og ikke andet (det var på ingen måde overdådigt) - og der sad så 5-6 personer på denne måtte og drak the.

    

Hvad der foregik derude? Det var i forbindelse med seminarer. Hun læste ikke op, men sammenkomsten var faglig, selv om der også var et almindeligt socialt sigte. For hun var et ensomt menneske. På den måde fik hun liv ind i stuen - og lærte også de studerende at kende.

    

Jørn Carlsen blev i sin tid - 1965 - ansat på Grethe Hjorts anbefaling. Han skrev speciale hos hende, og hun skulle så være hans vejleder, når han som stipendiat skulle til at skrive en afhandling - efter at være vendt hjem fra en sommers ophold i England. Så langt nåede man imidlertid ikke - hun døde inden.

    

Hun var ensom - men hvordan var forholdet til andre fags professorer? Ensom ja, men helt klart også noget for sig selv. Jo, hun havde forbindelse til religionshistorikere - Erling Hammershaimb (1904-1994) og Halfdan Siiger (1911-1999). Hun havde jo arbejdet med religionshistoriske emner - fx udkastet ideer vedrørende israelitternes overgang over Det Røde Hav.

    

Hun var også stærkt interesseret i de engelske mystikere. Dem gik hun meget op i. Og åbenbaringer - fx Wordsworth: Han skrev et digt i 1805 og reviderede det ca. 1850, og i mellemtiden var han blevet Church of England-mand - hvordan kom den erfaring/åbenbaring så til udtryk i den reviderede udgave af digtet? Hans naturmystik og sådan - det havde hendes store interesse.

Og hun havde stor viden om middelalderlige og senere engelske mystikere. Cambridge-platonikerne fx, som Jørn Carlsen skrev speciale om, disse teologer, som holdt til samtidig med Milton - dvs. i 1620'erne - på kollegierne i Cambridge. Det var et emne, som hun godt ville have belyst, og der var hun så bedømmer og gav karakter.

    

Grethe Hjort kunne godt somme tider være lidt for pågående. Hun kunne - med stud.mag. Jørn Carlsen stående ved siden af sig - finde på (hvad hun faktisk gjorde) at gribe telefonen - hun talte i det hele taget meget i telefon - og ringe til Johs. Sløk (1916-2001) og fortælle ham, at hun stod her med en ung mand, som gerne lige ville tale med professoren om et emne. Og så afsted over til Sløk med det samme for tale om det pågældende emne. Det viste sig, at Grethe Hjort allerede tidligere havde sendt Sløk nogle forarbejder fra Carlsens hånd til opgaven.

    

Ud over de nævnte havde hun også lidt at gøre med den anden samtidige kvindelige professor ved Aarhus Universitet, kunsthistorikeren Else Kai Sass (1912-1987). Måske var der tale om noget kønspolitisk. Jørn Carlsen ved det ikke. Lidt at gøre havde hun også med Franz Blatt (1903-1979) - måske vedrørende fortiden ved Københavns Universitet.

Men Grethe Hjort var næppe videre populær blandt kollegerne i almindelighed, og det må antages, at fagets gamle professor i Århus, Torsten Dahl, har måttet sluge en del kameler efter hendes ankomst.

Hun var meget autoritetstro.

Som nævnt regnede hun ikke amerikansk litteratur for noget - og derfor havde hun det ikke så godt med Erik Arne Hansen (1924-1995), der netop i hendes tid blev ansat specielt med henblik på det amerikanske. Hendes anti-amerikanisme og måske også hendes autoritetstro kan hænge sammen med, at hun havde levet sig så stærkt sammen med det britiske imperium.

Torsten Dahl skrev festsange og holdt festtaler. Det gjorde Grethe Hjort ikke. En gang, da Jørn Carlsen og hans kone sammen med Dahl var inviteret ud til Anna Rutherford, havde Anna lavet et fint måltid, som man nød siddende omkring sofabordet i det lille værelse. Så bankede Dahl på glasset, rejste sig og holdt en fin tale for værtinden, mens de øvrige altså sad der ved det lave kakkelbord. Sådan var Grethe Hjort slet ikke.

    

Grethe Hjorts bogsamling - eller store dele af den - kom ved Grethe Hjorts død til Jørn Carlsen, især den teologiske del. Grethe Hjort havde jo interesseret sig stærkt for jødisk mystik og havde fastsat, at Jørn Carlsen - ikke instituttet, men Jørn Carlsen personlig - skulle have de bøger, som han "kunne have brug for i sin uddannelse". At det blev Jørn Carlsen og ikke instituttet, hun privilegerede, kan hænge sammen med, at hun måske ikke altid havde følt sig lige godt hjemme der. Det var en nevø, der stod for det praktiske ved hendes død. Hun havde et par nevøer; de er vist begge døde nu.

    

Jørn Carlsen kan ikke forestille sig, at Grethe Hjort nogensinde har inviteret nogen kollega hjem i sin lejlighed. Lejligheden var lille og skrækkelig rodet. Og altså indrettet som tidligere nævnt med en kæmpepude eller måtte, der fyldte det meste af gulvet i stuen. Så det har været svært. Jørn Carlsen antager, at Grethe Hjort har mødt de folk, som hun satte pris på - Hammershaimb og Siiger - i Det lærde Selskab, hvor hun i øvrigt selv 11. november 1960 talte om "En centraleuropæisk parallel til T.E. Lawrence".

Til Erik Lunding (1910-1981) har Grethe Hjort næppe haft noget alt for godt forhold, skønt han selv var med til at ansætte hende (jf. Aarhus Universitets årsberetning 1957-58). I hvert fald erindrer Jørn Carlsen Lundings specielle reaktion på oplysningen om, hvor Jørn Carlsen - der også gik til Lundings undervisning - kom fra (underforstået: fra det institut, hvor Grethe Hjort residerede!).

Det var Jørn Carlsen, der fandt Grethe Hjort, da hun var død. Han havde et ærinde ude hos hende i Fortegården en dag i august 1967, og det var aftalt, at han skulle komme, men skønt der var lys i hendes lejlighed, kunne han ikke banke hende op. Han kravlede derfor op og kiggede ind gennem vinduet, hvor han så, at hun var faldet ud af sengen og lå på gulvet. En pedel blev tilkaldt og døren åbnet, men det var altså for sent. Hun var død.

Døden skyldtes formentlig en eftervirkning af et brækket lårben. Grethe Hjort havde kort forinden brækket lårbenet ved fald på en trappe under et ferieophold sammen med en af nevøerne i Østrig og var - uden at have fået skaden diagnosticeret - draget hjem med tog. Man antog, at den blodprop, hun døde af, dels eller helt bestod af marv i blodet fra det alt for sent behandlede benbrud.

NOTER

  1. University College, der fik sit nuværende navn i 1975, havde siden opførelsen i 1930'erne og frem til det nævnte årstal været forbeholdt kvinder og heddet University Women's College.
  2. Kontorchef Per Møller Madsen, Konsistorialkontoret ved Aarhus Universitet, oplyser, at Greta Hort Scholarship set fra dansk side er en udvekslingsaftale mellem Aarhus Universitet/Institut for Engelsk Filologi på den ene side og University College, Melbourne, på den anden. Da det ikke var muligt for Aarhus Universitet at medvirke til oprettelse af en fond, der kunne finansiere scholarship'et, blev aftalen i stedet, at hver part skulle påtage sig finansieringen af sine egne studenter, der blev sendt ud. I praksis er det sket på den måde, at den studerende, der skulle til Australien, har ansøgt Aarhus Universitets Forskningsfond om støtte til et forskningsophold, hvilket er bevilget efter sædvanlig ansøgningsprocedure, herunder anbefaling fra Institut for Engelsk Filologi. Lektor Karl-Heinz Westarp har gennem mange år stået for kontakten mellem universiteterne

(Referat & redaktion v/Palle Lykke, oktober 2001 og juli 2006)

LITTERATUR OM GRETHE HJORT

  • Dahl, Torsten: "Grethe Hjort 25. maj 1903 - 19. august 1967", Aarhus Universitet. Årsberetning 1967-68 , 1968, s. 5-10

 

  • Derham, Rosemary; "Unveiling of Etching of Greta Hort" (March 23, 1987). Manuskript (med biografiske oplysninger) i University of Melbourne's arkiv. Fotokopi hos Universitetshistorisk Udvalg ved Aarhus Universitet.

 

  • Kraks Blå Bog (senest 1967)

 

  • Aarhus Universitet. Årsberetning 1957-58 : "Sager vedrørende embedsbesættelser" (Grethe Hjort) s. 37-41
  • Flere henvisninger