Aarhus Universitets segl

H.H. Misfeldt (1876-1961)

Lektor H.H. Misfeldt. Portrættet er stillet til rådighed af Kolding Stadsarkiv.

Misfeldt er taget med i det universitetshistoriske persongalleri, fordi han under 1920'ernes universitetskamp forud for etableringen af Aarhus Universitet spillede en betydelig rolle - ikke blot som ihærdig fortaler for Kolding som kommende universitetsby, men især som næsten forbitret modstander af Århus i denne rolle. Bl.a. stod han som forfatter til den indledende artikel i bogen Det nye Universitet og Genforeningsarbejdet (Kolding, 1925), hvori en række personer plæderede for henholdsvis syd- og sønderjyske placeringer af det kommende jyske universitet ( - læs mere om universitetskampen ...).

Også efter at Universitetsundervisningen i Jylland havde indledt sin virksomhed i Århus i september 1928 på baggrund af anordningen fra august 1928 om eksamensret i propædeutisk filosofi (filosofikum), lod Misfeldt høre fra sig i et langt indlæg i Vejle Folkeblad 3. december 1928 under overskriften "Det filosofiske Kursus i Aarhus". Heri gjorde han indvendinger mod pressens omtale af det nævnte 'kursus' som værende et 'universitet', næ, sagde han, det var et "Simili-Universitet" og en parodi, i bedste fald "en filosofisk Filial" af det gamle universitet i København, og han fremhævede, hvad der jo ikke var urigtigt, nemlig at staten med sin starttilladelse ikke havde taget endelig stilling til placeringen af et kommende jysk universitet. En uge efter (10. december 1928) bragte Demokraten (Århus) en reaktion fra stud.mag. Folmer Andersen, der på Århus-studenternes vegne frabad sig at blive kaldt sinker, der var taget til Århus for at gå og drive den af dér og kun tage filosofikum. Andersen fremhævede, at undervisningen i Århus i øvrigt var langt mere effektiv end i København som følge af de mindre hold, og han belærte Misfeldt om, at det ud over filosofikum og levende sprog også var muligt at læse teologi og jura i Århus, idet "dygtige og ansete Fagmænd" underviste i græsk og hebraisk, og idet der var mulighed for at følge juridiske manuduktioner. (Det var nu så meget sagt, at man kunne læse teologi og jura, for der var endnu ingen lærestole i fagene, og undervisningen i teologi og jura varetoges da også af lokale kræfter (præster og sagførere) og var såkaldt 'uofficiel', idet den ikke var godkendt af Københavns Universitet, men rigtigt var det da, at en begyndelse var gjort, hvad angår disse fag).

Tonen var ofte ganske karsk under universitetskampen. Misfeldt lagde ikke selv fingrene imellem, og det gjorde man heller ikke i Århus, når man tog ham under behandling. Se eksempel.

I forbindelse med universitetskampen huskes lektor Misfeldt formentlig mest for nedenstående udtalelse:

  

Se hele artiklen i Nationaltidende 30.6.1928