Ib Geertsen (1919-2009)

Portræt af Ib Geertsen i Den jydske Akademiker s martsnummer 1945. (Ukendt fotograf).

Mange har sikkert bemærket meddelelsen om, at den kendte danske kunstner Ib Geertsen er afgået ved døden i begyndelsen af juni 2009, umiddelbart før Kunstmuseet ARoS skulle åbne en stort anlagt udstilling af hans mobiler i anledning af kunstnerens 90-årsdag tidligere på året.

Derimod er det nok de færreste, der ved, at Ib Geertsen faktisk indledte den udadvendte del af sin kunstneriske løbebane i nær tilknytning til Aarhus Universitet, idet han var ansvarlig for udførelsen af de scenografiske dekorationer til Musiske Studenter s allerførste dramatiske opførelse. Det drejede sig om Soyas teaterstykke "Hvem er jeg”, og tidspunktet var december 1941. Instruktør var Miskow Makwarth.

Musiske Studenter var blevet oprettet i marts nævnte år under inspiration fra Jens Kruuse, der var blevet ansat som docent i litteraturvidenskab to år forinden.

                                                   *

Da Universitetshistorisk Udvalgs sekretær i marts 2005 telefonisk henvendte sig til Ib Geertsen for at høre nærmere om dennes teaterscenografi anno 1941, fortalte Ib Geertsen, at dekorationerne, som han kun havde brugt et par dage på at lave, og som var påvirkede af Kjeld Abels dekorationsstil, ikke var blevet gemt, end ikke skitserne var bevaret, og så vidt han vidste, fandtes der heller ikke fotografier af hans scenografiske bidrag til Soyas stykke.

Ganske vist befandt der sig i Geertsens scrapbog et par avisudklip med omtale af forestillingen - der i øvrigt blev opført i Håndværkerforeningen som Musiske Studenters juleforestilling - men her var blot et foto af de medvirkende. En af aviserne gav i øvrigt resultatet af hans indsats rosende ord med på vejen. Det kan man høre Ib Geertsen selv fortælle om her:

                                                  *

I modsætning til Thorkild Bjørnvig og Bjørn Poulsen, der var hovedkræfterne i Musiske Studenter i foreningens første fase, tilhørte Ib Geertsen ikke "slænget fra Katedralskolen", men var blevet ført sammen med dem via fælles spejdervenner i Århus.

                                                  *

Præsentationsartiklen herunder blev bragt i Den jydske Akademiker s martsnummer 1945 i anledning af, at Ib Geertsen havde udfærdiget den tegning, som prydede bladets forside (og som det af hensyn til den kunstneriske eneret desværre ikke går an at vise her).

Det vides ikke, hvem der har forfattet artiklen herover.