Rudi Dutschke (1940-1979)

Pressemøde på Aarhus Universitet 22. februar 1971

Pressemøde 22. februar 1971. Foto Jens-Kristian Søgaard. Gengives med venlig tilladelse fra fotografen. Original tilhører Århus Kommunes Biblioteker, Lokalhistorisk Samling. Gengives efter kopi hos Universitetshistorisk Udvalg.

Den tyske studenterleder Rudi Dutschke holdt pressemøde på Institut for Idéhistorie den 22. februar 1971.

Rudi Dutschke var sammen med sin familie kommet til Danmark to dage forinden efter at være blevet udvist af Storbritannien.

Han varetog en tid et hverv som underviser ved Institut for Idéhistorie, hvor han bl.a. afholdt øvelser over "Kritisch-materialistische Reflexionen des Begriffs der 'Diktatur des Proletariats' am Lehrstück der Kulturrevolution".

Til venstre i billedet ses sønnen Hosea og til højre Gretchen Dutschke med datteren Polly. I baggrunden professor, dr.theol. Johannes Sløk, der 1967 havde taget initiativ til oprettelsen af Institut for Idéhistorie under Det Humanistiske Fakultet, og som i 1971 officielt var den, der inviterede Dutschke til Aarhus.

Tanken om at invitere Rudi Dutschke til Aarhus som gæstelærer ved Institut for Idéhistorie var imidlertid ikke Sløks egen, men skyldtes daværende studenterrådsformand Mihail Larsen, der selv studerede idéhistorie, og som allerede gennem nogen tid havde kendt Rudi Dutschke personligt.

På trods af, at Mihail Larsen og Johannes Sløk ofte havde gerådet i nogle mægtige bataljer i offentligheden, var de personligt på god talefod, og det lykkedes Larsen at få Sløk med på ideen.

Også Justitsministeriet stillede sig positivt til spørgsmålet om familien Dutschkes indrejse i tilfælde af, at opholdstilladelse i Storbritannien blev den nægtet, og uhyre diskrete følere i det venstreorienterede aarhusianske studenterkollektivistmiljø gav mulighed for, at Dutschke med familie kunne komme til at bo i kollektivet "Aldershvile" ved Knebel på Mols.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Rudi Dutschke i studenterkollektivet "Aldershvile" 20. februar 1971

Optagelse i privateje. Kopi hos Universitetshistorisk Udvalg.

Foto fra studenterkollektivet "Aldershvile" på Mols efter Rudi Dutschkes ankomst 20. februar 1971.

En tilsvarende, men ikke identisk optagelse med samme motiv blev bragt i det nummer af studenterbladet Montanus, som udkom 26. februar. Bladet omtaler i øvrigt stedet som "kommunen Aldershvile" og dets beboere som "kommunarder".

Fra venstre en tysk gæst, dernæst Vibeke Gøtzsche, Mihail Larsen (gæst), Erik Stærfeldt, Eskild Due, Gretchen Klotz Dutschke med Polly Dutschke, Carsten Vengsgaard med Hosea Che Dutschke, Vibeke Sperling, Rudi Dutschke og Niels Ole Finnemann.

På skiltet, som Rudi Dutschke holder op, står følgende:

"Goodby[e] England
But we'll come again
Long Live the Militant Workers and Students
Thank You Danmark for letting us come
Long live the anti-fascist Struggle!"

Skiltet - et stykke pap revet af en af familiens flyttekasser under overfarten - var blevet fremvist allerede på havnen i Esbjerg, da Rudi Dutschke med familie ankom til Danmark fra England den 20. februar 1971.

Erindringer fra kollektivet "Aldershvile" findes i nedennævnte publikationer:

  • Gretchen Dutschke: Et skønt, barbarisk liv. Rudi Dutschke - en biografi, Århus (Modtryk) 1997, s. 274-305; bogen er oversat af Ole Lindegaard Henriksen og Anne-Mette Rathsach.
  • [Niels Ole Finnemann]: "Fjerde historie: Det er håbløst når vi gir os", i Niels Westberg, Dorte Møller. Merete Ipsen, Niels Ole Finnemann & Jette Sandahl: Livsstykker. Fem historier til det nye venstres almanak, Århus (Modtryk) 1979, s. 157-199.
  • Walther Mossmann: realistisch sein: das unmögliche verlangen. Wahrheitsgetreu gefälschte Erinnerungen. Freitag Mediengesellschaft, 2009.
  • Carsten Vengsgaard: "Bastarden", i Jan Knus (red.): Hundrede års kollektiv. Anholtsgadekrøniken. En krønike om et kollektiv, et hus, en gade, et kvarter i hundrede år, (Anholtsgadefonden/Klim) Århus (1992), s. 179-195.

Se ovennævnte publikationers omslag