Tage Skou-Hansen om "Musiske Studenter"

Nedenstående stammer fra et erindringsinterview, som forfatteren Tage Skou-Hansen gav til Universitetshistorisk Udvalgs medarbejder den 1. oktober 1999

- Vidste du, at foreningen ”Musiske Studenter” eksisterede, da du kom på universitetet i 1942?

- Nej, ikke før jeg så den omtalt i Studenterhaandbogen. Der havde Bjørn [Poulsen] skrevet sådan en lille meddelelse, hvor han præsenterede foreningen. Og der stod også noget i retning af ""Musiske Studenter" - en allerkæreste lille forening, hvis love er blevet væk for over to år siden", sådan i den stil. Så jeg skulle selvfølgelig undersøge, hvad det var for noget, og det spurgte jeg ham også om, da jeg havde besøgt ham første gang.

Næste gang, jeg besøgte ham, var Henning Kirkegaard og Thorkild Bjørnvig der. De sad og oversatte et skuespil, som skulle op på teatret, og kom op. Men de to første gange, jeg mødte de der studiefolk, det var i Nørre Allé 86 hos Fru Klinge, som hun hed. Men nej, jeg kendte ikke foreningen; jeg læste om den.

- Var du teaterinteresseret i forvejen?

- Ja, sådan da. Skolescenen. Man kom i Aarhus Teater, og der er da nogle forestillinger, jeg ubetinget kan huske der, Shakespeares Helligtrekongersaf­ten med Inge Hvid Møller og sådan nogen. Men jeg kan ikke huske, hvornår den lå. Men altså, det var ikke hovedsagen med min teaterinteresse.

- Og foreningen var [Jens] Kruuses opfindelse?

- Ja, det var det. Det er i hvert fald svært at komme uden om, at han har en andel i den. Men det har de skændtes noget om, Bjørn og han især. For Bjørn føler, at det er hans. Navnet er Kruuses, den der fandt på navnet var Kruuse: Musiske - ikke musikalske - Studenter, men altså "Musiske Studenter". Det tror jeg også Bjørn siger. Og så gik det ellers sådan til - ifølge Bjørn - at de havde fundet fem mand, der skulle i bestyrelsen. De havde også fundet ud af, hvem der skulle være formand. Kruuse - eller var det Bjørn? - pegede så på den mand: "Nå, du vil så godt være formand?" "Nåeeeh," siger manden beskedent og trækker lidt på det - hvem, det var, ved jeg ikke. "Nå, jamen så vil jeg", sagde Bjørn, "jeg kan godt være formand." Så det blev han så. Og det blev han ved med at være.

Men altså, man kan godt sige, at det er Kruuses opfindelse. Man kan i hvert fald sige, at uden Kruuse havde den ikke fået det navn. Og foreningen havde altså det der dobbelte sigte: dels nogle møder, som var morsomme i sig selv, og dels de der opførelser, som man lavede efter aftale med Studenterforeningen. Og det er i hvert fald noget, Kruuse har haft sin hånd i, det der.

Man skulle lave noget til jul, en revy eller Ulysses von Ithacia, som var den første, jeg så. Den blev opført der i december 1942, i Haandværkerfore­ningens sal. Noget morsomt der til jul, og så noget mere seriøst om foråret, ikke i Haandværkerforeningens sal, men ovre på den rigtige scene - ovre på Aarhus Teaters scene. Jeg tror, de spillede Spøksonaten derovre, af Strindberg. Og så spillede de Mord i Værtshuset af Sophus Claussen. Det var også til en juleforestilling.

Så kom der en kæmpesatsning med den, der hed Kampen om F.6 - The Ascent of F.6 - af Auden og Isherwood, de to englændere. Og det var Kruuse, der fandt det stykke og fortolkede det, så han er altså med i det. Men de oversatte det sgu selv, Thorkild [Bjørnvig] og Bjørn og så Henning Kirkegaard, som blev kaldt for brødrene Kirkegaard, fordi han var så umådelig fed. Det syntes jeg var flot. Det er på vers meget af det. Kirkegaard var ham, der spillede, som jeg også har brugt sammen med Niels Viggo Bentzon i De nøgne Træer. Han var en herlig fyr, trefags-cand.mag. Han havde både dansk, tysk og engelsk - og flot, flot, flot, for han kunne fandeme engelsk. Og der faldt jeg ind, engang før studiet begyndte, netop da de tre sad dér og oversatte. Og det var altså morsomt, kan jeg love dig.

- Hvilke stykker blev sat op i din egen formandstid fra og med 1945?

- Der var de to sider i "Musiske Studenter", og vi lavede Chestertons Magi i 1945 som juleforestilling, og så lavede vi til foråret '46 et irsk stykke af en mand, som hed Sean O'Casey; det hed Skyggen af en sabotør eller The Shadow of a Gunman. Chestertons Magi var oversat i forvejen, men det der stykke af O'Casey oversatte jeg sammen med [Erik] Lembo og Mogens Rasmussen. Skyggen af en sabotør. Det gik på Aarhus Teater.

Den næste forestilling, vi havde, var Stig Dagermanns Den dødsdømte. Det var en noget Kafka-epigonagtig forestilling, men vi spillede så godt så godt så godt. Og jeg skal sige dig, hvorfor det var: det var, fordi vi fik en rigtig instruktør, nemlig Erik Henning-Jensen. Bjørn og de andre var uvenner med Erik Henning-Jensen. De lagde sig ud med ham, og jeg ved ikke, hvad det gik på. Jeg har hørt dem skændes i Studenterforeningen. Men han syntes selvfølgelig, at de var for elitære, og de syntes, at han var for tarvelig eller for populistisk. Og så havde Erik Henning-Jensen i et interview til sin fødselsdag sagt, at han ville sgu da gerne iscenesætte en forestilling for de der studenter. Og så skrev jeg til ham: Ja tak, det vil vi gerne have! Og han gjorde det. Han gjorde det!

Vi fandt et stykke. Den dødsdømte. Han syntes, det var et rædselsfuldt stykke. Han gjorde nar ad det, alle dets dybsindigheder og sådan noget. Men han kunne instruere, og vi spillede brandgodt. Vi spillede virkelig godt. Og så af amatører at være. Der har jeg ikke været ude for noget lignende, før jeg oplevede Klaus Hoffmeyer, som var dramatiklærer på Askov et år. Det var god instruktion. Rigtig god. Stykket var måske ikke noget, men det lavede vi i hvert fald. Den dødsdømte af Stig Dagermann og Sean O'Caseys Skyggen af en sabotør og Chestertons Magi.

Og så var jeg med til en revy også. Der var altså den side af "Musiske Studenter", knyttet til Studenter­foreningen, der havde brug for to opførelser - en på Aarhus Teater om foråret, det blev ikke hvert år, men hvert andet år, og så en juleforestilling. Men den største forestilling, det var ubetinget Kampen om F.6 - det var virkelig noget. Og det var altså i mit rusår, og jeg kom med som statist. Det var jo pragtfuldt. Miskow Makwarth var instruktør på det. Thorkild spillede hovedrollen, Inger Jølver var moderen, og Bjørn var med, og alle var med. N.C. var med, og selv var jeg munk i et kor og bar en krystalkugle frem, og ellers var jeg talentløs som skuespiller. Men jeg fik altså lov at være med alligevel i foreningen. Så man skulle også bruge andet end skuespiltalenter. Men det var en stor sag. Og vi blev inviteret til Askov og spillede den dernede, for på det tidspunkt var Kruuse rykket derned, og han skulle jo lige se den.

Så vi var dernede med den også. Mogens Rasmussen var regissør. Det var en stor, stor sal den der, syntes vi. Ubetinget den største opgave. Ja, så kom T.S. Eliots Mordet i domkirken bagefter. Det var Jens Aggebo, der satte den op. De spillede den i Frue Kirke. Og det skal have været brandgodt, men det er altså længe efter min tid, og Lembos og [Hans] Ahlers tid. Og så holdt den vist op og kom til at hedde noget andet end "Musiske Studenter".

- Ja, Århus Studenterscene, omkring 1964 er det vist. Du nævnte en "N.C.", hvem var det?

- Det er Niels Christian Petersen, Plastik-Petersen, som han hedder. Han er overlæge. Han er gået af nu for nylig. Og det er en af vores ældste venner fra - ja, vi hænger ved endnu fra den tid. Han bor herinde i Skovfaldet, og vi har stadig en slags forbindelse. Det bringer mig så hen på den anden side af "Musiske Studenter". Fordi en ting er det udadvendte med de to forestillinger der med hver sin art. Man havde altså også nogle møder, almindelige med­lemsmøder, og der chokerede N.C. forsamlingen ved at bestille smørrebrød og øl engang. Det var noget, man ikke gjorde. Man drak kaffe. Men det gjorde N.C. altså - 3 stykker smørrebrød og en bajer til - sammen med Otto Dohn, som også var mediciner. De gjorde det der. Det havde man ikke set før, og det vakte altså en vellystig forargelse.

- Hvor foregik det?

- Også i Haandværkerforeningen, i den lille sal der.

- Hvad plejede man at bestille?

- Kaffe og blødt brød, ligesom det, vi har her, værsgod! Kaffe og blødt brød og ingenting ellers. N.C. og Dohn er min årgang, og det er de andre også, som jeg nævnte og flere andre. Men de der møder var altså gode. Der kunne også være musik. Jette Tikøb fra Musikskolen kom og gennemgik Don Juan på plader. Det var sgu ikke dumt. Vi havde også en aften om Nordahl Grieg, den norske dramatiker. Et foredrag og oplæsning af udvalgte scener. Det var jeg med til. Det var en aften, jeg sådan fik lov at være formand på prøve. Det gik ad helvede til, sagde de, men jeg blev altså alligevel formand senere.

Så var der en aften om Rainer Maria Rilke. Det var Knud Jensen, der lavede den. Og det var fuldstændig enestående arrogant. Han holdt et foredrag, det var fremragende, og de tilstedeværende havde så rigelig besvær med Rilke i forvejen, så man forstod ikke en lyd. Og for at gøre komedien fuldendt, så læste han digtene op på tysk uden at oversætte dem. Simpelthen, lige fra bladet, ud i hovedet på folk. Jeg tror, det var det, der fik N.C. til - hvis det var den samme aften - at bestille smørrebrød og øl. Nu måtte han have noget, han kunne forstå, og noget, han kunne tygge. Lad os lege, at det er den samme aften. Det ville jeg i hvert fald, hvis jeg skulle skrive det, gøre det til. Det er ikke sikkert, det var den aften. Men altså, han holdt det foredrag, og det var brandgodt. Ingen tvivl. Det var ham, der satte Bjørnvig på sporet med Rilke, der var en masse idéer i Knud Jensen.

Hvad var der mere? Bjørn har gennemgået T.S. Eliot. Der var [Ad.] Stender-Petersen også inviteret - det var en forårsfest til en afveksling; det var ellers kun vinterfester, der foregik ude på Sjette Frederik. Men Bjørn havde jo forbindelser, bl.a. til Oliemøllen [: Aarhus Oliefabrik], - der var en direktør der [Carl Jacobsen], som støttede foreningen en gang imellem med nogle garantier, når der skulle være store teateropførelser - og så var Heinrich Bach medlem, og Stender-Petersen var medlem og kom også.

Og jeg overtog dem også, da jeg blev formand, og sendte postkort til dem hver gang, vi holdt et lille møde, men de kom aldrig mere. Men jeg husker Stender fra dengang, da Bjørn tog en T.S. Eliot-tekst. Han lavede et speciale i T.S. Eliot og udsendte også nogle af hans essays i Hasselbalchs Kulturbibliotek. Men han gennemgik "Gerontion", tror jeg, og da sad Stender jo altså og hørte på. Det var nærlæsning af et stort digt af Eliot, og det var duplikeret og delt rundt også. Det var altså brandgodt. Det niveau lå det også på, Rilke og T.S. Eliot. Det var virkelig to kanoner på det tidspunkt. Det kunne de godt være bekendt. Så arrangerede vi en aften om Nis Petersen, da han døde, hvor Morten Ruge holdt foredrag om ham, og hvor vi læste op af Nis Petersen. Han døde der i foråret '43, så vidt jeg husker.

Noget af det første, vi lavede, da jeg selv kom til, var Jean Anouilhs Anti­gone. Vi læste den op på det første møde i sæsonen det efterår. Det foregik i Koncertpalæet. Vi kunne ikke spille det, men vi sad ved bordene og læste det der stykke op. Det var et modstandsstykke efter den græske tragedie. Og der var stuvende fuldt hus. Der kom masser af mennesker. Det var ikke tit, vi lavede noget, der trak, men det var tilfældet her. 

- Men det har vel taget tre timer eller sådan noget?

- Ja, i hvert fald to. Og det var den elskelige Karen Kjærgaard, det er derfor jeg husker det. Hun døde tidligt. Jeg oplevede hende som tennisspil­ler. Hun begyndte i B-rækken, hendes bror trænede hende, og hun blev brandgod. Smukke, rene grundslag og hun var oppe i A-rækken i AGF. Og hun læste altså til cand.mag. og var veninde med Inger Jølver. Hun var en vidunderlig oplæser. Nej, hvor var hun god! Nej, hvad hun havde af følelser og disciplin. Så det var det bedste, vi lavede, synes jeg.

Men vi havde også en aften om André Malraux, hvor Børge Olesen, der senere blev bibliotekar på Statsbiblioteket, holdt foredrag om Malraux. Og jeg snakkede selv om Morten Nielsen. Og hvad så mere? Jo: "Berømte breve". Vi skulle have et eller andet at læse op til en juleforestilling, så det blev udpluk af breve - elskende til hinanden eller venner til hinanden. Eller Spoon River-antologien af Edgar Lee Masters, det er sådan en antologi, hvor der ikke er nogen for­bindelse mellem digtene andet end kirkegården i den landsby, hvor de allesammen ligger og så efter tur rejser sig op og fremsiger et digt hver om, hvem de var. Og det er jo fundet til sådan en forsamling. Man lader bare folk sidde, hvor de sidder. Og så begynder man, og så rejser de sig op og læser digte. Sådan kan man godt blive ved en lille times tid. Det var vellykket. Sådan noget gjorde vi til medlemsmøderne.

- Man kunne ikke bare melde sig ind i "Musiske Studenter"; der var en optagelsesprøve, som skulle bestås?

- Ja, man skulle til prøve for at blive medlem, og det var noget så højrøvet, men det skulle man altså, fordi man skulle bruge nogle talenter. Og det foregik dernede i Haandværkerforeningens sal eller senere [efter schal­burgtagen] i Koncertpalæets sal. Og det kom i Aarhuus Stiftstidende. Det var jo noget! Der sad så Henning Kirkegaard, Bjørnvig og Bjørn Poulsen og bedømte de der folk, der ville være medlemmer. Og så måtte man op på scenen alene, og Miskow Makwarth, instruktøren, var der også. Så måtte man op og læse et eller andet op eller spille et eller andet. Og det gjorde jeg meget dårligt. Men de tog mig altså, fordi jeg læste litteratur. Jeg havde ikke taget det alvorligt, havde tænkt, at det var noget fis det der, fordi det jo var noget andet, de egentlig gik efter. Men de tog det alvorligt nok.

- Og det var straks, da du begyndte på universitetet?

- Ja, det var med det samme, i september. Men der kom altså N.C. ind, og der kom flere andre ind af vores årgang. Vi var temmelig mange fra 1942-årgangen, der kom ind.

- Hvad var baggrunden for, at du blev formand?

- Ja, hvornår pokker var det egentlig, jeg blev det? Var det før eller efter befrielsen? Det kom i hvert fald ikke til at fungere før '45. Jeg tror nok, jeg blev valgt engang i foråret '44, hvor jeg snakkede om det irske teater. Det var det, der senere blev til O'Casey-forestillingen.

- I Kraks Blå Bog har Bjørn Poulsen opgivet, at han var formand 1941-45.

- Ja, så passer det. I hvert fald begyndte jeg ikke før. Det er det, jeg kan sige. For '45, der kan jeg huske, at der stod jeg som formand for det der Antigones-arrangement. Det var det første. Godt. Og så blev jeg valgt sammen med N.C. Petersen, mediciner, og så Dohn, der var en fremragende skuespiller, som også var mediciner. Og så en historiker: Finn H. Lauridsen. Jeg mener, vi var os fire. Men det smuldrede ret hurtigt, for N.C. og Dohn ville ikke lave det, de gamle ville lave. Jeg var kommet til at sige, at vi ville træde varsomt i deres spor. Vi ville gerne gøre det på samme måde. Lige så godt som dem, måske lidt bedre, men det samme ville vi gøre. Det samme. Det var ikke noget for N.C., så han trak sig ud af bestyrelsen, og det gjorde Dohn også, han havde ikke tid. Og Finn gjorde ikke rigtig noget ved det - og det gjorde jeg sgu sådan set heller ikke. Vi var sådan sporadisk aktive. Idealet var fire møder per semester, men tre blev nok højden, man nogensinde kom op på. Og vi lå nok på to, men vi gjorde altså noget ved det de første år. Og da jeg så fik det Lysebu-legat, kom Hans Ahlers og Erik Lembo til. Og det har været i efteråret '48 eller sådan noget. Ja, for i '49 har jeg i hvert fald ikke været der. Så jeg har været formand fra '45 til '48, for jeg var i Norge fra januar '49.

- Hvad sagde Bjørn Poulsen og Bjørnvig til, at du havde alliereret dig med Henning-Jensen i forbindelse med Dagermanns Den dødsdømte?

- Jeg tror ikke, de så den forestilling. De var vist flyttet til København. Jeg tror ikke, de så den. Men det kan jeg sgu ikke huske. Derimod kan jeg huske, da vi lavede det der Sean O'Casey-stykke; da fik vi Christian Balslev fra Aarhus Teater til at instruere, og det var altså dumt af ham, og det var en møgdårlig forestilling fra vores side. Det var det virkelig. Den var halvt færdig og mindre end det. Og der fik vi grusomme tæv af dem, og heller ikke nogen god omtale i pressen. Det var Mogens Rasmussen og mig, der spillede hovedrollerne og så Ina Haxens datter. Men altså, det var ikke godt. Det kan ikke nytte noget. Vi var bedre i [Chestertons] Magi; det satte Ras op selv, altså en student, der satte det op som instruktør, og det gik nogenlunde, men det der O'Casey var altså noget lort. Min far syntes, det var forfærdeligt, at han skulle sidde og være vidne til sådan noget lort. Og jeg var i hvert fald ringe, virkelig ringe.

- Hvad sagde Jens Kruuse, var han ikke anmelder for Jyllands-Posten?

- Nej, det var ikke ham, der anmeldte det. Svend Schmidt-Nielsen anmeldte det i Aarhuus Stiftstidende, kan jeg huske. Og så har det formentlig været hollebolle, altså Holger Kristensen, der har anmeldt i Jyllands-Posten. Og det må have været ... det er opført i maj, årsdagen for 5. maj, er det blevet opført, cirka, altså 1946, 4., 5., eller 6. maj, der omkring. Og [Bertil] Molde, den svenske lektor, var dødelig forarget over, at vi brugte sådan et stykke som Sean O'Caseys til at fejre modstandsbevægelsen med, fordi det altså er et antikrigsstykke. Det hænger sabotørerne ud som fantaster, og det var ikke noget at komme med, mente Molde. Så vi fik altså en helvedes masse klø for den forestilling. Og Krüger var ikke ædru, da han så det, det kan jeg i hvert fald huske. Men han morede sig meget godt. "Næ, men det er jo Tage Skou-Hansen," sagde han, "ham kender jeg!"

- Sad han og råbte det under forestillingen?

- På scenen kan man ikke høre, hvad folk sidder og siger, men det fik jeg at vide bagefter af én, der havde siddet ved siden af ham […]. Men altså, med Stig Dagermanns Den dødsdømte gik det godt. Selv jeg var god i den. Det var fint, og det var fandeme Henning-Jensens fortjeneste, Ahlers og Aase Slyngborg (gift Bjerre) - som var Ellens veninde - i disse to store roller. Men altså udmærket. Så tror jeg ikke, jeg kan komme på flere opførelser. Ja, der var også en revy - ud over det her har jeg været med til at lave en revy. Det var Ras, der satte den op, jeg var regissør på den, og vi brugte også andre end "Musiske Studenter" til den.

- Der var andre end universitetsstuderende med i "Musiske Studen­ter", ikke sandt?

- Jo, der er nogen med udenfor. Niels Viggo Bentzon var medlem. Og Lars Bentzon og en yndig pige, Harriet Bentzon, som var hans kone. Niels Viggo Bentzon havde også en kone med dengang. Og visse professorer var også medlemmer. Men der var ingen kontingent, det var ikke derfor, de var med. Vi krævede ikke penge af dem. Og så ham direktøren fra Aarhus Oliemølle, Carl Jacobsen, som Bjørn havde forbindelse med. Der var altså de folk der uden for universitetet, som var med i "Musiske Studenter", men de kom aldrig i min tid. Men vi ville jo gerne have piger med.

Altså den der optagelsesprøve! Brugte vi den en enkelt gang eller to? Jeg tror, at vi skammede os lidt ved at gøre det. Jeg tror, vi plukkede af dem, vi havde, og holdt op med at holde optagelsesprøve. Og i hvert fald Ellen, min kone, blev medlem uden videre. Og Bent tog Aase med, eller Aase tog Bent med, eller hvordan det var. Vi tog altså dem, vi kendte fra de daglige møder. Dem, der kunne læse op. Vi tog og brugte dem. Og så lod vi instruktøren vælge, hvem han ville have af dem. Nej, jeg har ikke lavet de der optagelsesprøver, det tror jeg ikke. Men jeg har været med til en, som Bjørn lavede, været med på fløjen sammen med Dohn og N.C., altså været blandt dommerne. Men jeg tror ikke, vi lavede den selv. Det gjorde vi ikke, det tror jeg ikke.

- Den allerførste gang, man træffer Holger Mikkelsen i De nøgne Træer, er han inviteret med som gæst til et arrangement i "Musiske Studenter" ude på Nilles Strandkro eller ...

- Sjette Frederik ...

- Ja, var det almindeligt med "gæster" til møderne?

- Jeg ved ikke, om det var almindeligt, men jeg havde selv Svend Aage [Olsen] med derud engang, og jeg kunne bare spørge, om jeg måtte tage ham med, og det gjorde jeg så. Det var til den Nis Petersen-aften, tror jeg. Og det gjorde folk. Hvis det var en, de kendte, som spurgte pænt forinden, så fik man lov. Så kunne man godt. Jeg husker tydeligt Svend Aages indtryk af Bjørn og Thorkild, nemlig. Det var ret flot. Han sagde om Thorkild: "Den mand kan få held med hvad som helst". Den anden, Bjørn, kunne han ikke lide, men da han så Thorkild! Men altså, man måtte godt have gæster med, så det er sandt nok. Men det næste er så Holgers vinkel. Det er Holger Mikkelsens vinkel og Kjelds - og jeg er et eller andet sted midt imellem - men hverken helt den enes eller helt den andens.

- Og man førte "dæmpet samtale" i denne "lille" studenterforening?

- Ja, "dæmpet samtale"; jeg ved ikke, hvorfor det egentlig står der. "Dæmpet samtale"? Altså, vi syntes nok, lige som jeg kan synes den dag i dag, at små teatre er morsommere end store teatre. Man kommer tættere på, de spiller bedre, man har en bedre kontakt med dem, og de tør ikke lave så mange fiduser, som de kan lave på den store scene. Så jeg foretrækker altså de små scener. Det gør jeg.

Dengang tror jeg også, vi foretrak den "lille" for den "store" forening, fordi - ja, jeg ved sgu ikke - vi var litteraturstuderende. Det var litterære folk og medicinere - musikere, folk der kunne spille. Vi havde mange, der kunne spille. Men også jurister, bevar mig vel, og altså medicinere. Der kom alle slags, som havde den der musiske interesse. N.C., for eksempel, som senere blev overlæge, var den der skrev bedst af hele banden, af hele min jævnaldrende bande. Han kunne fandeme skrive. Men han ville ikke satse på det. Han kunne også male og tegne, men han ville ikke satse på det. Han ville være noget ordentligt. Han ville være læge, og det blev han. Han var et kæmpetalent, som ung, som student skrev han glimrende digte og også udmærket prosa. Men altså, det var ikke seriøst. Han mente ikke noget med det, om man så må sige. De prøvede ham senere til Heretica, fik ham til at rykke ud med noget. Og det var ikke noget. Men han var altså meget talentfuld. Han kom til at redigere Den jydske Akademiker senere - Mogens Rasmussen var også redaktør af den - og stud.med. redigerede N.C. og sådan noget. N.C. var en mand med mange talenter, men han ville altså ikke være noget dilettantisk. Han ville fandeme tjene sine penge, og det kom han til. Men det sjove ved det var - ja, jeg vil ikke sige, det var folkeligt - men det sjove ved det var, at det trak altså folk fra forskellige faggrupper. Selv en økonom havde vi - eller to.

- Du sagde før, at der var professorer med i "Musiske Studenter". Hvem var det?

- Stender-Petersen og Heinrich Bach, mener jeg, at jeg har skrevet til. Ikke Frandsen, nej. Blinkenberg? Måske. Men i hvert fald de to: Heinrich Bach og Stender. Men det smuldrede altså, fordi jeg var alene om det, syntes jeg, eller de gad ikke rigtig, eller man interesserede sig for noget andet. Altså, det var ikke rigtig til at holde det i gang, og det nytter jo ikke, at man bærer nag til kollegianerne, fordi de bæster ikke ville tage ned i byen, vel? Hvis der skulle laves noget, så skulle det foregå deroppe. Og det var ikke morsomt deroppe. Det er ikke morsomt at sidde i et auditorium der og høre sådan noget - hvad enten det nu er ord omkring et bord, eller det er på skrå brædder. Vi kunne ikke få dem til at komme ned i byen.

Vi gik også over til at mødes privat nogle gange - for eksempel hos Carl Emil Ruge. Men som regel var vi altså i Koncertpalæet. Og vi betalte ikke andet for det, end at vi bestilte kaffe, og så kunne det gøre det. Men altså, kollegianerne kom ikke. Alt, hvad der foregik på universite­tet, efter at den nye hovedbygning var opført, skulle foregå deroppe, ellers kunne vi lige så godt lade være. Og det var et stort tab for en forening som "Musiske Studenter", fordi vi skulle altså have lidt atmosfære. Så bortset fra på Sjette Frederik kunne vi ikke rigtig samle folk, vel? Men med julemøderne gik det som regel.

- Og der var det altid medlemmer, der optrådte?

- Ja, men det var det jo altså jævnt hen. Man satte en ære i, at man selv kunne lave det. Og det var almindeligt dengang. I min gymnasieforening var det det samme. Vi lavede det sgu selv. En gang eller to havde vi en lærer i løbet af en sæson til at gøre det, men vi lavede det selv. Og det gjaldt altså også her. Jeg nævnte Jette Tikøb, hun kom ind, og det kunne vi ikke selv have gjort, det hun gjorde, men hun var medlem eller også blev hun medlem på det. Bjørn havde jo et navn og en myndighed, også Thorkild. Men især Bjørn dengang. Han kunne få folk til noget.

- Og det er ham "rent", om jeg så må sige, du har beskrevet der i første kapitel af De nøgne Træer?

- Ja. Jeg tror, jeg har sat en ære i, at det er nogenlunde præcist. Og det er det med Thorkild også. Og jeg skal sige dig grunden. Altså, der er et opgør med Kjeld og med poesien i den bog, og det er det, den handler om. Det kan slet ikke nytte noget. De blev da også behørigt gale i skralden. I hvert fald Thorkild. Men jeg ville ikke have, at det skulle gå ud over dem, så det vil sige, at den, jeg gør op med, er Kjeld, eller det er mit eget dårlige jeg, eller - hvad skal vi sige - det er en epigon, det er efterligneren. Det er den side af mig, som ligner Kjeld, der bliver gjort op med i bogen. Og det er ikke Thorkild eller Bjørn eller Henning Kirkegaard, og derfor tænkte jeg, nu laver jeg portrætter, som er fuldstændig genkendelige. En, to, tre. De skal kunne genkendes. Jeg gør dem så godt som jeg kan. Så kan folk sige: "Der er de jo!" De er ikke andre steder. Hvem Kjeld så er, det må folk selv finde ud af. Og hvem Holger er og de andre personer, men de tre: Nej, det er ikke dem. Og det forklarede jeg på udgivelsesdagen til Ekstra-Bladet, men det var der sgu ikke nogen, der troede på. Men det var altså meningen, at det var sådan, det skulle fungere.

- Du er måske glad for, at du har understreget, hvor håbløst upraktisk digteren, den sorte student, er med den taske, og at han ikke kan finde ud af noget så elementært, fordi man skal se, at det er ham - at lige netop han er Bjørnvig? 

- Ja, sådan har jeg nu ikke engang læst det. Men det er rigtigt. Uha, hvor er den god! Og folk grinede, og den er autentisk. Han er simpelt hen taget på kornet der, både med latteren og med den der fjollen rundt med tasken, ja. Altså, den er god nok. Det var med vilje, og jeg gjorde mit yderste for at det skulle være præcist - og morsomt.

- Og pianisten er altså Henning Kirkegaard og Niels Viggo Bentzon?

- Ja ...

- Lidt pletter på jakken fra den ene og en fed nakke fra den anden?

- Netop, det er de to. Men alligevel havde jeg nok mest Henning Kirkegaard i tankerne, for Niels Viggo Bentzon havde jeg ikke set så tit, hvorimod jeg kendte Henning ret godt. Og han tog mig det ikke ilde op. Han var ikke ked af det. Han vidste godt, at han var tyk. Så der var ikke noget der. Og det er Niels Christian - det er ham, vi kalder for N.C. - det var ham, der læste det første op. Ham der med flyveørene - det er ham. Og han har også været meget glad for senere hen, at det var ham. Han har ikke haft noget imod det. Og efter N.C. kom så Bjørn og læste nogle digte, som var ret gode. Han var også digter. Og de var gode, de digte. Faktisk ret gode. Han lavede ikke så mange, men han havde jo også lavet en digtsamling færdig, ved du, før Bjørnvig - og næsten fået den antaget på Gyldendal.

[…]

- I De nøgne Træer omtaler Kjeld Studenterforeningen som "den fjollede diskussionsklub". Var det den typiske holdning i "Musiske Studenter"? Noget med at oplevelse og fremførelse af "kunst" og "ånd" var vigtigere end fx diskussioner om samfundsforhold?

- Altså, det med Kjelds "fjollede diskussionsklub" må du tage for Kjelds upolitiske eller apolitiske indstilling. Om det var typisk i "Musiske Studenter"? Nej, det tror jeg såmænd ikke. Vi kom begge steder. Men det er da rigtigt, at oplevelser og kunst og ånd var noget andet og vigtigere for den kreds i almindelighed end samfundsforhold for slet ikke at tale om illegalt arbejde. 

- Ifølge Kjeld var folk med "armsved og fedtet hår" udelukket fra "Musiske Studenter"; der ønskede man folk med "tone i livet"? Var der også et uudtalt ønske om en vis standard i påklædning?

- Det med "armsved og fedtet hår" er sådan noget, som Bjørn kan have fundet på at sige, at sådan nogen vil vi ikke have med. Sådan nogen vil vi ikke have. Det er en harmløs kynisme - eller ikke harmløs, det ved jeg ikke - men der var hvert fald ingen standard i påklædning. Det gik mest på poesien. Bjørn ville meget gerne se lidt poesi, og så kunne han sige: "Der var én der på det hold, som så rimelig poetisk ud." Sådan kunne han sige. Og så var vedkommende nok god nok til de musiske studenter. På den måde. Og pæne piger, vi havde kønne piger - de var meget efter de kønne piger eller meget interesserede i dem.

- Så de kønne piger slap måske uden om optagelsesprøverne allerede i hans tid?

- Ja, det gjorde i hvert fald både Ellen [senere Ellen Skou-Hansen] og Grethe [senere Grethe Bjørnvig]; det er med garanti. De har aldrig været til optagelsesprøve.

- Men det er så Bjørn Poulsen og hans væsen, du har truffet på kornet, når du skriver: "Formanden var ikke nogen grønskolling at se til. Han lignede et voksent menneske. Høj, mager og rank. Måske nok lidt anspændt og en smule stiv i bevægelserne, men med den usædvanlige holdning, der kendetegner en fri og uforfærdet mand. Øjnene under det tætte, rødblonde hår og den lave pande var vagtsomme og kloge, men det smukkeste og mest bemærkelsesværdige hos ham var alligevel hans stemme. Den var på én gang distinkt og klangfuld, og den havde tillige i sig selv så megen myndighed, at han kunne være aldeles uformel i sin lille velkomsttale uden at sætte noget af sin naturlige overlegenhed til"?

- Jeg tror nok, det er tilfældet. Nu vil jeg ikke lige læse det igen, fordi så løber jeg bare sur i det. Men jeg mener, at det der med Bjørn kan jeg godt gå ind for.   

- I 1979 skrev Vagn Steen i nogle erindringer fra sin studietid, at der ikke forekom bifaldstilkendegivelser i "Musiske Studenter"? Han skrev, at man var så selvimponeret, at man i stedet for at klappe udøvede "betydningsfuld tavshed" ...

- Den karakteristik kan jeg ikke gå ind for. Altså at man ikke klapper - jamen herregud, og når man sidder tredive mennesker og klapper, så er det jo lidt komisk. Og hvor længe skal man klappe? Vi gjorde det heller ikke på højskolen [Askov]. Man klappede ikke efter foredrag. Der var nogle elever, der kom og gjorde det, og så sagde Knud Hansen engang: "Hvorfor gør I det? Det er jo ikke et cirkus. Det er jo ikke en cirkushest, der optræder. Hold op med det. Vi vil ikke have det klapperi." Det var den fornemmelse. Og så det, at man ikke skal overdøve. Der kan være, at man har et meget godt indtryk af noget, og det er rart med stilheden lige efter. Og det indtryk behøver ikke at blive overdøvet lige med det samme. Det var sådan noget, man tænkte.

- Men det var ikke ligefrem forbudt at klappe?

- Det ved jeg ikke, om det var. "Vi plejer ikke at klappe ad vores egne præstationer," som Bjørn Poulsen sagde. Sådan omtrent den tone.

[…]

- Har du selv optrådt ved møder på Sjette Frederiks Kro?

- Ja, det har jeg jo selvfølgelig som formand, men jeg har aldrig læst noget, for jeg skrev ikke digte. Men jeg har holdt foredrag i "Musiske Studenter" om det irske teater og om Morten Nielsen og sådan noget. Men på Sjette Frederik var vi kun til jul. Måske til foråret, men ellers kun til julefesten med Lucia og med lys i håret måske.

- Du har aldrig skrevet digte?

- Nej. Jeg prøvede engang. Jeg kunne ikke få det til at rime. Så holdt jeg op, og det var overstået på en eftermiddag. Så det har jeg ikke. Nej!

- "Musiske Studenter"s betydning for dansk åndsliv?

- Det er ikke min sag. Det er Kruuses. Han har fremhævet sine elever: Se! De laver Heretica, skriver De nøgne Træer og Stjernen bag Gavlen osv., og de kom fra mit kateder! Det har han lov at ræbe lidt af. Det synes jeg da.

 

[Interview 1999 og redaktion 2000 og 2015 v/Palle Lykke]

 

 

Tage Skou-Hansen på Aarhus Teaters scene i 1945. Fotograf uoplyst.

Billedet herover af Tage Skou-Hansen på Aarhus Teaters scene i foreningen "Musiske Studenter"s opførelse af G.K. Chestertons Magi er blot et mindre udsnit af et opslag over to sider i bladet Den jyske Akademiker fra december 1945.