Aarhus Universitets segl

Thorkild Bjørnvig (1918-2004)

Ved Thorkild Bjørnvigs død kaldte Nils Gunder Hansen ham i sin nekrolog i Berlingske (5. marts 2004) for "en af det tyvende århundredes største danske lyrikere, men også en kulturpersonlighed, der formåede at spænde sin bue over filosofi, samfundsdebat [og] de fleste litterære genrer."

Thorkild Bjørnvig (1918-2004) påbegyndte sine litteraturstudier ved Aarhus Universitet i 1938 og afsluttede dem som mag.art. i 1947.

På opfordring af professor, dr.phil. Gustav Albeck (1906-1995) skrev Bjørnvig en erindringsartikel om årene ved Aarhus Universitet. Den udkom som led i markeringen af Aarhus Universitets 50-års jubilæum i 1978, nemlig i bogen Student i Århus. Femten erindringsbilleder samlet af Gustav Albeck (der let forsinket udkom i 1979).

Da Thorkild Bjørnvig nogle år senere påbegyndte nedskrivningen af sine livserindringer, lagde han ikke skjul på, at arbejdet med universitetserindringerne havde givet ham blod på tanden, og det tidsrum i hans liv, som i første omgang havde affødt en fremstilling på et halvt hundrede sider - altså så nogenlunde årene 1938-1946 -  kom i 1986 til at fylde et helt bind på over 300 sider: Jordens hjerte. Erindringer 1938-46.

Om de 500 studenter, der gik på universitetet, skriver Bjørnvig, at "man syntes man kendte de fleste, og alle af udseende", men derudover var der som en åndebygning bag ved og oven over begrebet universitet, og "[u]niversitetets idé var for mig en sidste rest af noget sakralt i civilisationen, og fordi jeg tog det hele så alvorligt, var jeg særlig kritisk. Altså ikke ud fra en negativ, men en positiv holdning."

Fremstillingen giver et levende billede af stemningen på universitetet på den tid, både når fremstillingen angår samværet med studiekammerater og begivenheder i Studenterforeningen, og når der berettes om konkrete undervisningssituationer, f.eks. filosofikumstimerne hos professor Svend Ranulf (1894-1953):

"Det var da også tydeligt, at mine medstudenter, i al fald langt de fleste, blot betragtede filosofikum som et overflødigt mellemspil, en irriterende hurdle, og undertiden som en art folkeforlystelse. Det sidste ytrede sig i rene excesser af barnlighed og skoledrengeløjer. Forelæsningerne foregik i det store auditorium, som med sine amfiteatralsk opadstigende stolerækker indbød til en særlig sport: afsendelse af kyndigt forarbejdede velsvævende papirflyvere. Det begyndte med en enkelt, derefter et par stykker - og endte med hele præcist og samtidigt afsendte angrebsbølger mod den sagesløse professor og elev, der var oppe. Først prøvede han at ignorere dem og snakke videre, som om det var helt i sin orden  - derefter tav han og gav sig, ganske ubegribeligt for os, til at smile. Først senere erfor jeg (hvis det ellers har noget på sig, men det er den eneste rimelige forklaring) at professor Ranulf, som ved en betinget refleks, smilede, når han blev rasende."

(s. 59)

Den slags fandt ikke sted under litteraturforelæsningerne hos Ernst Frandsen, hvor adskillige linjer til debutdigtsamlingen Stjærnen bag Gavlen i øvrigt iflg. Bjørnvig blev konciperet, og heller ikke i timerne hos Jens Kruuse, der kom til at fungere som en slags guru og inspiration for den kreds af senere kendte digtere og litteraturfolk, som i første omgang gjorde sig bemærkede i (og med) tidsskriftet Heretica, men som senere hver især opnåede en høj litterær status, dvs. - ud over Bjørnvig - først og fremmest Bjørn Poulsen (1918-2000) og Tage Skou-Hansen (1925-2015). Kruuses indflydelse stammede ikke kun fra timerne i auditoriet, men også fra foreningen Musiske Studenter.

 

 

 

 

Under sidste del af sine studier ved Aarhus Universitet havde Thorkild Bjørnvig skrevet prisopgave om Rilke, men det var sket i regi af Københavns Universitet. Da Bjørnvig skulle forsvare sin disputats om Martin A. Hansen, foregik det derimod ved Aarhus Universitet (Det Humanistiske Fakultet). Forsvarshandlingen fandt sted i Store Auditorium.