Aarhus Universitets segl

Willy Munck (1892-1981)

Efter at have virket i 20 år ved Retsmedicinsk Institut i København blev Willy Munck i 1943 ansat som prosektor ved Århus Kommunes hospitaler og som statsobducent for Jylland. I 1952 blev han udnævnt til professor ved Aarhus Universitet. Willy Munck fungerede som rektor for Aarhus Universitet i årene 1955-1959. Da professor, dr.med. Willy Munck i 1962 fyldte 70 år, blev han hædret ved, at der blev slået en medalje til hans ære. Den er udformet af medaljøren Harald Salomon (1900-1990).  Klik her eller på billedet og se medaljens anden side.

At der slås en medalje til ære for en ansat ved Aarhus Universitet er - så vidt vides - kun sket denne ene gang. 1 Ellers hædres fremtrædende forskere oftest med udgivelsen af et festskrift - gerne ved den pågældendes 60- eller 70-årsdag. (Det viste eksemplar af medaljen har tilhørt professor, overkirurg, dr.med. Povl Holm-Nielsen (1915-2001) og er efter dennes død blevet overdraget til Universitetshistorisk Udvalgs samling).