Aarhus Universitets segl

Polonaise ved Rusfesten 4. september 1950

Omdatering af kendt foto fra aulaen 

Fra lektor emeritus, dr.theol. Thorkild C. Lybys private fotoalbum. (Foto Johannes Fossgreen).

Indtil for ganske nylig har vi antaget, at billedet herover stammede fra Vårfesten 1950 - ikke mindst fordi dette er, hvad der meddeles i bogen Universitetskollegierne i Århus 1935-1985 , hvor billedet blev præsenteret i 1985. Nu viser dette sig imidlertid ikke at holde stik. Billedet stammer nemlig ikke fra Vårfesten 1950, men fra Rusfesten senere samme år.

Det er lektor emeritus i kirkehistorie, dr.theol. Thorkild C. Lyby, der har reddet os ud af vildfarelsen - og med et rigtig godt argument: Han var som nyimmatrikuleret stud.theol. selv blandt efterårets russer i september 1950, og han optræder på billedet herover. Og fordi han aldrig tidligere havde sat sine ben på universitetet, kan billedet umuligt være taget ved en tidligere afholdt fest.

Hertil kommer, at Thorkild C. Lyby i sit fotoalbum har nedfældet ordene til højre for billedet ganske kort tid efter, at begivenheden havde fundet sted.

Fotografiet er - på trods af beskeden teknisk kvalitet - et af de oftest anvendte, når der har skullet findes et stemningsfuldt billede, der kunne illustrere svundne tiders forlængst afskaffede skikke. Det har kunnet ses i ovennævnte bog om kollegiernes historie og har siden været vist i en række blade udgivet på universitetet, og det findes såmænd gengivet to - med ovenstående tre! - steder på Aarhus Universitets hjemmeside, nemlig i forbindelse med omtale af Studenterforeningen i Aarhus på Aarhus Universitets "officielle" historieside og som Månedens billede i maj 2006 på Universitetshistorisk Udvalgs egen hjemmeside.