Aarhus Universitets segl

NEKROLOG: Jens Cramer (1.6.1940-16.6.2008)

Jens Cramer blev ansat på Nordisk
Institut i 1969 og fungerede her som
lektor indtil sin pension. Privatfoto.

Fra HUMavisen #63 | 2008


Lektor ved Nordisk Institut Jens Cramer er død - 68 år gammel.
Jens Cramer blev cand.phil. i Nordisk (Dansk) i 1969 og blev samme år
ansat ved Nordisk Institut, hvor han indtil sin pension fungerede som
lektor.
Her ydede han en stor indsats inden for universitetsadministration
og institutførelse og fungerede som kyndig studievejleder. Mange
studerende kan takke Jens for at være sluppet helskindet gennem
specialeskrivningens pinsler. Men det var ikke blot blandt de studerende,
Jens havde en høj stjerne. Han var lige så vellidt og respekteret blandt vip’er
og tap’er. Selv om han aldrig så sig selv som noget politisk menneske, var
det i høj grad hans smidige rådgivning og forhandlingstaktiske snilde, der
prægede administrationen og omgangstonen på Nordisk. Jens var ikke
stille af natur. Tværtimod luftede han bramfrit sine sym- og antipatier, men
aldrig på ubehagelig vis. Jens var i fundamental forstand elskelig. Trods
skrøbelighed fra ungdomsårene var han altid i stand til at skabe fest og
godt humør omkring sig.
En vigtig del af Jens’ institutvirke bestod i at pleje internationale kontakter.
Det var længe før ‘internationalisering’ blev et modeord. Således var Jens
i 1988 medstifter af et større netværk af nordiske institutter i Europa. En
anden bedrift var medindsatsen for udvikling af de nordiske netværk
NORDLIKS, som formidler udveksling af lærere og studerende mellem de
nordiske institutter, og NORDKURS, som hver sommer sender studerende
fra de nordiske institutter på sommerkurser ved søsterinstitutter andre
steder i Norden. Jens har i flere år været generalsekretær i NORDKURS.
Forskningsmæssigt har Jens helliget sig dialektforskning og sproghistorie.
Det startede ved Jysk Ordbog. Senere nyttiggjorde han sin viden om
nordiske sprogforhold i værker om dansk for nordmænd og norsk for
danskere. Jens var en stor jazzelsker og har i denne egenskab fungeret som
koncertarrangør og skribent. En anden interesse var kriminallitteraturen,
hvor Jens forstod at forene det behagelige med det nyttige som storlæsende
konsulent ved forlaget MODTRYK.
Jens var en social kapacitet i mere end én forstand. Han var generøs, havde
indfølingsevne, og var totalt usnobbet. Men først og fremmest havde han en
formidabel viden om alle, han mødte. Det sociale netværk, Jens rummede i
sit hoved, var uovertruffent, krydret med små karakteriserende anekdoter
om utroligt mange mennesker. Desværre er alt dette forsvundet med ham.
Jens vil være dybt savnet.


Peter Widell
Lektor ved Nordisk Institut