Nekrolog: Nils Holdgaard Sørensen (1941-2009)

(Foto Universitetshistorisk Udvalg 11. juni 2007).

Professor Lars-Henrik Schmidt skriver mindeord om tidl. prorektor Nils Holdgaard Sørensen (6.5.1941-16.7.2009):

Med Nils Holdgaards død forleden har familien og de nære venner mistet deres kære, men også de akademiske kammerater og kolleger har mistet et på alle måder stort menneske. Den sygdom, der slog ham ned, kendte han ikke. Det private menneske var optaget af violinen og skakbrættet, men de musiske og analytiske egenskaber - der var forbundet hermed - fandt naturlig vej ind i hans akademiske virke. Man kan ikke sige om ham, at han var nogen stor mødeleder eller særlig snakkesalig. Han gjorde det, der kunne forventes af ham i de situationer, han havde placeret sig i i kraft af sit engagement eller var blevet placeret i af andres tillid til hans evner og integritet.

Som historiker havde han tidligt kastet sig over skolefaget samtidsorientering og dermed arbejdet for, at historiefaget skulle blive nærværende, og havde frem for alt interesseret sig for den didaktik, der knyttede sig til en sådan modernisering. Efter endt cand.pæd.-grad ved Danmarks Lærerhøjskole uddannede han sig til forsker og sluttede karrieren af som lektor; men i takt med at forhåbningerne til samtidsorientering dæmpedes og faget til sidst blev afviklet, engagerede Nils Holdgaard sig i arbejdet i Dansk Magisterforening og ledelsen af Danmarks Lærerhøjskole. Det stod ham klart, at nogen måtte påtage sig i at sikre betingelserne for forskning og uddannelse, og han satte en ære i at være med til at bære nye initiativer frem.

Således blev det også hans tort at afvikle Danmarks Lærerhøjskole – frem for alt at afvikle Danmarks Lærerhøjskoles lokalafdelinger rundt i landet. Det blev imidlertid også hans glæde at være med til at opbygge Danmarks Pædagogiske Universitet, hvor han i stedet for at være forsmået på sin institutions vegne med brask og bram påtog sig opgaven som leder af institut for curriculumforskning og som stedfortræder for rektor.

Da han lod sig pensionere, var han fortsat en søgende sjæl og indstillet på at ændre den omvendte proportionalitet mellem sin produktion og sin belæsthed. I sin stille kritik af snakkesaligheden var han imidlertid faldet tilbage på Heidegger. Alvoren betog ham. Bag det lune, nærmest joviale ydre var der egentlig en alvorsmand, der havde fundet sin kærlige måde at belære på.