Aarhus Universitets segl

NEKROLOG: Otto Steen Due (3.5.1939-16.1.2008)

Otto og ordene

Oversætteren, professor, dr.phil. Otto Steen Due er død, 68 år.

En sensommerdag for 20 år siden stod han pludselig i døren til mit

kontor på Forlaget Centrum – selvsikker grænsende til det arrogante,

men med et glimt i øjet, der siden skulle vise sig at være uløseligt

forbundet med den ræv, han altid havde bag øret.

Otto havde netop lagt sidste hånd på sin nyoversættelse af Ovids

Forvandlinger og bad mig – efter en kort og overflødig præsentation

af sin egen alt andet end ydmyge person – overveje at udgive

værket, som andre danske forlag havde takket nej til. Og da jeg et

par dage senere begejstret takkede ’ja!’, var grunden lagt til det, der

skulle udvikle sig til et nært venskab. Ovids Forvandlinger udkom i

1989, og det efterfølgende samarbejde kom til at omfatte udgivelsen

af Ottos nyoversættelser af Vergils Aeneide (1996), Homers Iliade

(1999), Homers Odyssé (2002), Sofokles’ Antigone (2004) og

Aischylos’ Orestien (2007), i hvilke samspillet mellem Ottos oversættelser

og Peter Brandes’ illustrationer efterhånden antog næsten

symbiotisk karakter.

Og jeg lærte med tiden, at hvad der ved første øjekast kunne opfattes

som kølig arrogance, i virkeligheden dækkede over en næsten

rørende sårbarhed hos et stort og varmt menneske, og at glimtet i

øjet og ræven bag øret udsprang af Ottos ufattelige, ja, næsten altomfattende

viden og ikke mindst af hans aldrig svigtende trang til

at udtrykke den med sit uforlignelige sproglige mesterskab. Hele

hans intellekt var båret af subtil humor og kompromisløst engagement

– og af dyb afsky for smålighed, falskhed og fordomme.

Men det var viddet og biddet og ikke mindst beatet, der var Ottos

kunstneriske adelsmærke. Selv i den højstemte 23. Sang af Homers

Iliade – Patroklos’ Bålfærd – kan han ikke nære sig:

“Opad og nedad og henad og fremad gik det derudad.

Men da de nåede op på Idas skovrige skrænter,

Fælded de skyndsomst ege der stod med løvrige kroner,

med deres hvæssede malm, så de med en forfærdelig knasen

faldt. Og de kløved dem op og bandt dem på mulernes rygge.”

Otto var en gudbenådet sprogkunstner, men det, der mere end

noget andet forlener hans oversættelser med denne uudgrundelige,

næsten påtrængende selvfølgelighed, er timingen. Hans sprog har

et rytmisk drive, så man som læser og lytter nærmest bliver “kørt

over” af de hæsblæsende heksametre med deres pumpende puls.

Otto viede sit liv til den klassiske litteratur og gjorde den til hver

mands eje. Otto og ordene! Lige nu er det vanskeligt at forstå –

endsige acceptere – at vi fremover må nøjes med ordene.

Claes Hvidbak, Aarhus Universitetsforlag