Aarhus Universitets segl

Udvalgets første www-velkomstside

[Denne velkomstside, der var i anvendelse 2005-2007, er nu principielt arkiveret, men fungerer stadig]

Universitetshistorisk Udvalg ved Aarhus Universitet er oprettet i 1987 og har til opgave at indsamle og registrere materiale med henblik på etablering af et universitetshistorisk arkiv/museum, som kan belyse Aarhus Universitets historie så alsidigt som muligt, og samtidig at formidle universitetets historie på denne baggrund. Anvend menuen øverst ude i venstre side og se bl.a. hundredvis af billeder fra universitetets historie - eller gå i Auditorium C og hør en række fags første professorer fortælle om deres fagområders etablering ved Aarhus Universitet. Man kan følge med i sidens løbende udvidelse ved at besøge Nyheder, hvor væsentlige tilføjelser til siden som regel vil være nævnt.  Om billedmaterialet.

Aarhus Universitets første bygning set fra sydøst 1934. Afdelingsleder Axel Voigt (1908-1997), der blev ansat ved Kemisk Institut som videnskabelig assistent allerede ved dette instituts oprettelse i 1933, fortæller her om de græssende får, som han havde daglig udsigt til. Lydoptagelsen stammer fra et erindringsinterview, som Voigt gav til Universitetshistorisk Udvalg i 1992. Foto i Århus Kommunes Biblioteker, Lokalhistorisk Samling.

OBS! Mange steder på hjemmesiden findes - som i billedteksten herover - links til lydfiler med autentiske stemmer fra universitetshistorien. Når man har hørt en lydfil, kan det anbefales, at man anvender browserens "tilbage"-knap for ikke at "falde af" siden. Anvender man Windows Media Player, kan man placere "afspilleren" nederst på skærmen, så man stadig kan se siden samtidig med, at man hører lydfilen. God fornøjelse!