Pas på vandflasken

At genfylde den købte vandflaske med postevand for at spare et par kroner er en rigtig dårlig og beskidt ide. I samarbejde med fem kreative studerende fra Bioteknologi giver CAMPUS læserne et godt sommerråd.

 

Bakteriebombe

Sidder du og nyder en varm solskinsdag med din yndlingsavis i den ene hånd og en af de der smarte vandflasker genfyldt med postevand i den anden, bør du måske overveje, om du er ved at udsætte dig selv for en bakteriebombe – og det er ikke fra CAMPUS.

Fem piger fra Bioteknologi på Aarhus Universitet har sat sig selv og deres vandflasker på spil for videnskaben og har fundet ud af, hvor beskidt sådan en genbrugt engangsflaske egentlig er.

– Vi tog 15 vandflasker, som vi drak af og genfyldte med postevand hver dag i fem dage. Da vi så målte bakterieindholdet bagefter, var det umiddelbart så højt, at vores måleudstyr i første omgang ikke kunne klare det. Det var virkelig klamt, forklarer den bioteknologistuderende Marie Skovmøller,  

Efter den første test, og med noget nyt måleudstyr, prøvede de alle mulige rengøringsformer, men intet kunne gøre engangsflasken egnet til genbrug – i hvert tilfælde ikke, hvis vandværkets grænseværdier for bakterieindhold skulle være i nærheden af at være overholdt.

Men selvom pigerne altså selv agerede forsøgskaniner undervejs, slap de fra mødet med de beskidte vandflasker uden at opleve andet end en enkelt irriteret mave.

– Det er ikke decideret farligt, medmindre du er spædbarn, gravid eller har nedsat immunforsvar. Det er bare ulækkert, og heldigvis kunne vi ikke se, hvad det var, vi hældte ned, smiler Anne Overmark Jørgensen

Både medstuderende og familie og venner har været meget interesseret i at høre om pigernes noget kreative eksamensprojekt, og de fleste har været overrasket over, hvor ulækkert vandet egentlig bliver.

– Nogle synes næsten, det er for klamt, andre er vildt interesserede, og de fleste siger, at de vil tænke sig om lige en ekstra gang, inden de genfylder deres engangsflasker. Så vi har da opnået lidt, siger Camilla Thomsen.

Når man måler bakterieindhold i f.eks. vand, måler man det såkaldte kim-tal. Grænseværdien for vandværksvand er 200 kim/ml, og pigernes flaskevand havde kim-tal, der i gennemsnit var 8 gange højere, når de havde prøvet at rense flaskerne, og 16 gange højere, når de bare lod dem stå – og jo længere flaskerne stod, jo højere blev tallene.

– Der er stor forskel på, hvor meget bakterierne når at vokse, alt efter hvordan man behandler vandet. Det værste, man stort set kan gøre, er at fylde flasken om morgenen i en fart uden at skylle den og så have den i en varm taske hele dagen. Og det er jo desværre ofte det, vi gør, smiler Marie Skovmøller.

Kristian Serge Skov-Larsen / ksl@adm.au.dk