Mr. Nano himself
|
Aarhus Universitet er i den internationale superliga med iNANO, universitetets center for nanoteknologi.
Nano er ufatteligt småt, mellem atomer og molekyler. iNANO har tre vigtige missioner: Undervisning, forskning og innovation. I’et i iNANO står for det tværfaglige. Det interdisciplinære er vigtigt, og på iNANO (Interdisciplinært Nanoscience Center) mødes studerende og forskere med baggrund inden for de naturvidenskabelige fag fysik, kemi, molekylærbiologi og biologi netop i det tværfaglige.
Nanoteknologi ligger bl.a. bag så forskellige produkter som målrettet medicin, beklædningsgenstande, sportsudstyr og overfladebehandling.
Mr. Nano himself er centrets leder, professor Flemming Besenbacher. Han er af fagbladet Ingeniøren kåret i 2007 som den mest indflydelsesrige forsker i Danmark. Resultaterne skaber han ved at have rygende travlt, rejse rundt i hele verden og ved, at hans dør altid er åben. Også for de studerende.
– Vi gør en forskel, fordi vi har etableret et tværfagligt samarbejde – også til lægerne. Dette samarbejde giver resultater nu, og jeg synes, det er dansk studie- og forskningskultur, når den er bedst, fordi alle kan deltage, pointerer han.
Aarhus Universitet satser stort på nanoteknologi og er i gang med at bygge et helt nyt iNANO-hus på 8.500 m 2 . Det åbner næste år.
Flemming Besenbacher: den mest indflydelsesrige forsker i Danmark.
Nano kommer af det græske ord nanos, der betyder dværg, og nano refererer således til noget småt.
I moderne sprog betyder nano 10-9, så en nanometer er en milliontedel af en millimeter. Det er ca. 100.000 gange mindre end tykkelsen af et hår eller nogle få gange diameteren af et atom.




