Prisregn over unge forskere
|
Fem lovende forskere blev hver belønnet med 50.000 kr., da Aarhus Universitets Forskningsfond i 2007 uddelte ph.d.-priser på baggrund af afhandlinger, som prismodtagerne forsvarede i 2006. Det var femte gang, priserne blev uddelt efter indstiftelsen i 2003.
| Skelsættende kulturhistorieMed et skelsættende kulturhistorisk studie afdækkede Thomas Lyngby i sin afhandling sammenhænge mellem overklasseboligers indretning og organiseringen af beboernes bevidsthed, og hvordan disse størrelser ændrede sig fra 1570 til 1870. Den 36-årige historiker har ikke alene kastet nyt lys på boligens stilistiske og materielle indretning, men også på beboernes sanse-, føle- og bevidsthedsliv i den periode. |
| Usædvanlig publiceringSom den måske første nogensinde fik den 31-årige molekylærbiolog Christian Brix Folsted Andersen inden for to dage publiceret forskning i både Nature og Science – de to mest anerkendte og prestigefyldte tidsskrifter inden for naturvidenskab – begge gange med udspring i sit ph.d.-projekt om krystalstrukturer. Nature publicerede hans strukturelle studier af proteinet elongeringsfaktor 3. |
| Nyskabende modelPia Moltke Jensens ph.d.-afhandling om formueret får efter al sandsynlighed en central plads i den juridiske litteratur. Hendes afhandling bidrager nemlig med en nyskabende model for modregning, som også kan bruges i det praktiske retsliv. Den 30-årige jurist har undersøgt det formueretlige konneksitetsbegreb, som dækker over, at flere parters fordringer udspringer af samme retsforhold. Hendes forskning tager udgangspunkt i en lang række afsagte domme og kendelser, da området ikke er lovreguleret. |
| Jesus og Dionysos34-årige Kasper Bro Larsen påviser i sin ph.d.-afhandling om genkendelsesscenen i Johannesevangeliet, hvordan det er opbygget af typiske genkendelses- eller erkendelsesscener. Ligesom Odysseus i Odysséen eller guden Dionysos i Bacchanterne ankommer også Jesus til sine egne som en fremmed i forklædning og udfordrer fortællingens personer til at anerkende hans sande identitet bag masken. |
| Aldring på genniveauMedicineren Kasper Kyng har forsket i årsager til, at vi ældes. Viden om det er nødvendig for bedre at kunne forebygge hjerte-kar-sygdomme, kræft, sukkersyge, slidgigt og andre sygdomme, som ofte opstår med alderen. Derfor undersøgte 31-årige Kasper Kyng i sit projekt aldringsforandringer på genniveau, og han fandt flere hundrede nye gener, der ikke tidligere har været forbundet med aldring. Resultaterne kan bruges til at teste, hvordan nye typer medicin, ændret kost eller ændret levevis kan indvirke på aldringsprocessen. |




