Du er her: AU » Om AU » Profil » Informationsmateriale » Aarhus Universitet 07-08 » Aarhus Universitet 07-08 » Overblik » Fra forskningsstøtte til Bygherreprisen

Fra forskningsstøtte til Bygherreprisen

 

Aarhus Universitets Forskningsfond er en privat, erhvervsdrivende fond, hvis midler stammer fra virksomheden Auriga Industries A/S. Fonden har som formål at støtte den videnskabelige forskning ved Aarhus Universitet og uddeler årligt ca. 75 mio. kr. til forskning. Den blev stiftet i 1944, da den daværende ejer af A/S Cheminova, civilingeniør Gunnar Andreasen, forærede virksomheden til Aarhus Universitet. Cheminova er i dag ejet af Auriga-koncernen, hvor forskningsfonden er hovedaktionær.
FEAS – Forskningsfondens Ejendomsselskab A/S – er oprettet i 1987 som et helejet datterselskab af Aarhus Universitets Forskningsfond. FEAS har op gennem 1990’erne været bygherre og drivkraft bag opførelsen af bl.a. Forskerpark Aarhus og den biomedicinske forskerpark i Skejby, IT-byen Katrinebjerg, Nobelparken og gæsteboliger til udenlandske forskere.
FEAS fik i 2004 Bygherreprisen for sin imponerende bygherreindsats i Århus, først og fremmest udviklingen og opførelsen af Nobelparken. ”Dette her er ikke Nobelprisen. Men det er den eneste og fornemste hæderspris, en bygherre i Danmark kan få, og i år var der ikke tvivl om, at prisen skulle gå til Nobelparken,” sagde Palle Adamsen fra Bygherreforeningen i sin motivering for pristildelingen.

”Porten til Århus” er Nobelparkens arkitektonisk spændende huse, der rummer bl.a. sprogfag, Psykologi, og Den Sociale Højskole.

 
Hyldest til C.F. Møller

Med Bygherreprisen fulgte 100.000 kr. til en kunstnerisk udsmykning, og i det centrale trapperum ved Studentertorvet hænger nu fire kæmpestore malerier med titlen ”Monokrom, Hommage à C.F. Møller”. De meget store og farverige kunstværker er udført af kunstneren Vibeke Lawaetz, der under stor publikumsbevågenhed har malet billederne på kunstmuseet ARoS – i fuld offentlighed, så museets gæster på nærmeste hold fulgte med Vibeke Lawaetz’ arbejde.
  Idéen i de fire malerier har været at koncentrere sig om fire farver til fire malerier: Den gule farve er en hyldest til arkitekten C.F. Møllers gulstensbyggeri i Universitetsparken, den røde refererer til Nobelparkens brug af røde mursten, den grønne til Universitetsparken og den blå til symbolet på et universitet: Tanken.

C.F. Møller, universitetets arkitekt gennem 70 år, hyldes ved et maleri af Vibeke Lawaetz.


 
Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 03.10.2011

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk