Historisk kursusejendom i Sønderjylland
|
I 1954 blev Sandbjerg Gods i Sundeved ved Alssund overdraget til Aarhus Universitet. Sandbjerg var i 1930 blevet købt af den københavnske overretssagfører Knud Dahl og hans hustru, Ellen Dahl, efter at Sandbjerg havde været i Reventlow-slægtens eje i ca. 250 år.
Dahlerne var stærkt engagerede i grænselandets forhold og problemer og havde oprindeligt tænkt sig at testamentere Sandbjerg til et nationalt formål for at styrke den danske indsats i Sydslesvig. Imidlertid døde Knud Dahl i 1945, men Ellen Dahl besluttede i 1954 at skænke Sandbjerg til Aarhus Universitet. Ved hendes død i 1959 overtog Universitetet den fulde dispositionsret over godset.
De smukke bygninger er gennem årene blevet renoveret og udvidet, så kursusejendommen i dag råder over 72 værelser, auditorier til henholdsvis 70 og 45 personer samt et større antal møde- og grupperum.




