Du er her: AU » Om AU » Profil » Informationsmateriale » Aarhus Universitet 07-08 » Aarhus Universitet 07-08 » Overblik » Et nyt og større universitet, der dækker hele Danmark

Et nyt og større universitet, der dækker hele Danmark

 

Aarhus Universitet er i dag et landsdækkende universitet. Som en blomst folder universitetet sig ud og favner næsten alle samfundets områder. Aarhus Universitet er i 2006 og 2007 fusioneret med en række markante danske uddannelses- og forskningsinstitutioner. Udvidelsen er både en dansk og en global udfordring. Danmark er som nation kendt for sit råstof af mennesker, der uddanner sig og forsker på højt, internationalt niveau i samspil med det omgivende samfund. Denne tradition vil blive fastholdt og styrket på Aarhus Universitet, forankret i en ny strategi for universitetet.
Fusionerne giver allerede i dag unikke og anderledes muligheder for at forske og uddanne sig på tværs af fagene til gavn for både studerende og forskere og for myndigheder og erhvervsliv. De tværfaglige kombinationsmuligheder er enestående. Universitetet kombinerer kvalitet i ydelserne med mangfoldighed – en mangfoldighed, der også sikrer, at universitetet har en meget bred kontakt med alle vigtige samfundssektorer.
Aarhus Universitet er mere end forskning og fokus på uddannelser i verdensklasse. Det nye Aarhus Universitet vil levere en forskningsbaseret rådgivning af myndighederne på miljø-, natur-, landbrugs- og sundhedsområderne. Århus som bysamfund udmærker sig ved et socialt, varmt og pulserende studiemiljø med en stor befolkningsgruppe af unge mellem 17 og 34 år. Her møder 34.000 studerende fra universitetet andre unge fra ind- og udland og deler med dem naturen og de kulturelle oplevelser i Danmarks næststørste by. De samles i et særligt Campus Århus-miljø. Derudover har Aarhus Universitet uddannelsesmiljøer i Herning og København og forskning og forskeruddannelse i en række andre danske byer – og med mere end 20 lokaliteter i landet er Aarhus Universitet blevet Danmarks nye landsdækkende universitet.
Med den brochure, som du har i hånden, vil vi give et indblik i Aarhus Universitet, som det ser ud i dag. Det er naturligvis ikke muligt at give et fuldt dækkende billede af alle de spændende aktiviteter inden for uddannelse, forskning, videnspredning og myndighedsbetjening. Derfor håber jeg, at du som læser vil bruge publikationen som inspiration til at dykke dybere ned i det, der måtte interessere dig, f.eks. ved at søge yderligere viden i nogle af de andre publikationer, Aarhus Universitet udgiver, via nogle af universitetets mange hundrede tusinde websider, eller ved at kontakte nogle af universitetets ansatte.

Lauritz B. Holm-Nielsen
Rektor

Et rektorat rustet til fremtiden

Med Niels Højbergs tiltrædelse som ny universitetsdirektør i september 2007 faldt det nye samlede rektorat for Aarhus Universitet på plads.


På billedet ses fra venstre rektor Lauritz B. Holm-Nielsen, universitets­direktør Niels Højberg, prorektor for videnspredning Mette Boch samt prorektor for det akademiske område Nina Smith.


 
Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 03.10.2011

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk