| | |
Østersøen er ved at bukke under af forurening, og det gør Aarhus Universitet og Stockholms Universitet nu noget ved. Det er første gang i verden, at der over så bred en front sættes fokus på forurening både fra landjorden, fra luften og fra havet i projektet ”Baltic Nest Institute”.
Baltic Nest Institute opbygges med en afdeling ved Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) i Roskilde og en i Stockholm. Den danske afdeling er i første omgang sikret 7 medarbejdere, men DMU forventer, at den danske afdeling vil komme op på en 10-12 mand i løbet af 1-2 år. Derudover er der ca. 140 beslægtede forskere med, som blandt andet skal være med til at udvikle nye modeller. For at sikre tyngde i forskningen er det bl.a. planen at etablere to professorater på Aarhus Universitet inden for henholdsvis økologiske modeller og forvaltningsmodeller.
Finansieringen er sikret ved tilsagn fra Aarhus Universitet (12 mio. kr.), Danmarks Fiskeriundersøgelser ved Danmarks Tekniske Universitet og Danmarks Meteorologiske Institut. Herudover regner DMU med at kunne tiltrække betydelige midler fra danske og EU-forskningsprogrammer og fonde.
Symptomerne på Østersøens dårlige tilstand er mange: Hyppige opblomstringer af giftige blågrønalger, store områder med iltsvind, dannelse af metan (sumpgas), fisk der ikke må spises på grund af for højt indhold af dioxin og andre miljøgifte, fiskebestande der truer med at bryde sammen, og syge sæl- og fuglebestande. Og det er blevet væsentligt værre gennem de seneste hundrede år. Hertil kommer, at mange af Østersøens dårligdomme vil blive forværrede som følge af de forventede ændringer i klimaet.
| Kernen i Baltic Nest Institute udgøres af et sæt af modeller, som tilsammen kan fortælle politikerne præcist, hvor de skal sætte ind for at få et bedre miljø i Østersøen – og hvad det vil koste. |
Henvendelse om denne sides indhold:
Revideret 03.10.2011