Rekrutteringskampen har skiftet hjemmebane
|
For selv de store og velrenommerede virksomheder er det blevet en udfordring at skaffe kvalificeret arbejdskraft. Det har fået flere markante danske virksomheder til at rykke rekrutteringen ud af deres store hovedkontorer og ind på Handelshøjskolen, hvor de kan møde de fremtidige medarbejdere i deres egne omgivelser.
Hundredvis af studerende bevæger sig hver dag gennem forhallen på Handelshøjskolen. De fleste er på vej til timer, andre skal mødes med deres læsegruppe, og nogle er på vej ind i skolens karrierecenter for at få en snak med en potentiel kommende arbejdsgiver. Siden april har de studerende nemlig en gang om ugen haft mulighed for at møde en ny dansk virksomhed ved virksomhedsbordet i ASB Karrierecenter. Scenariet er afslappende og uformelt: fire røde lænestole og et bord med kaffe og te. Der er ikke tale om deciderede jobsamtaler, men blot et forum, hvor de studerende kan få svar på spørgsmål om alt fra karrieremuligheder hos den specifikke virksomhed til et gennemtjek af deres CV.
Den rekrutteringsudfordring, som mange virksomheder må forholde sig til i dag og i fremtiden, betyder, at virksomhederne er nødt til at være proaktive i deres tilgang til rekruttering, hvis de skal kunne tiltrække den mest kompetente arbejdskraft. Virksomhederne kan ikke længere regne med, at de nyuddannede akademikere kommer til dem. Rekrutteringskampen har skiftet hjemmebane, og i dag har en række virksomheder valgt at rykke rekrutteringen ud af deres eget miljø. At bruge en dag på Handelshøjskolen og dermed blive en naturlig del af de studerendes studiemiljø tjener – ud over den oplagte rekrutteringsmulighed – også et mere langsigtet og strategisk formål.
– Denne form for uformel dialog med de studerende gør, at vi som virksomhed kan have en finger på pulsen i forhold til, hvilke forventninger fremtidens medarbejdere har til de job, de snart skal ud og bestride – en viden, der kan have afgørende betydning, når kampen om arbejdskraften spidser til, siger HR-konsulent Line Bjelsdorf Frost fra Arla Foods, som er en af de virksomheder, der har besøgt virksomhedsbordet i karrierecenteret.




