Du er her: AU » Om AU » Profil » Informationsmateriale » Årsberetning 2005 (informat/info)

ÅRSBERETNING 2005

Informationsvirksomhed

Grundlaget for universitetets formidlings- og informationsvirksomhed er universitetets formålsparagraf, der bl.a. fastslår, at det er en af universitetets hovedopgaver at formidle viden om forskningens resultater. Denne formidling sker først og fremmest gennem de enkelte forskeres indsats, men også gennem en fælles indsats på området. Desuden dækker informationsvirksomheden en række aktiviteter og initiativer, der generelt informerer om universitetets virke til interne og eksterne målgrupper.

Kommunikationsområdet

I maj 2005 blev Anders Frølund konstitueret som kommunikationschef og Ingeborg Christensen som souschef. Ingeborg Christensen ønskede at ændre arbejdsopgaver ved at gå bort fra ledelsesopgaver og i stedet få flere faglige opgaver. Anders Frølund blev pr. 1. marts 2006 ansat permanent efter opslag.

Året 2005 var bl.a. præget af arbejdet med udvikling af PURE, ”Find en forsker”, u-days, og Forskningens døgn.

Informationskontoret

Informationskontoret skal præsentere universitetet udadtil. Et af vore store arbejdsområder er at udarbejde informationsmateriale og elektronisk information om universitetet og at hjælpe andre med at tilrettelægge deres materiale.

Et andet hovedområde er orientering til universitetets egne faglige miljøer. Vi kanaliserer henvendelser, der kommer udefra, videre til relevante personer og institutter, ligesom vi informerer om forskningsprogrammer i EU, Norden og Danmark.

Kontoret varetager sekretariatsarbejde for foreningerne Aarhus Universitets Venner og International Spouses Group. Desuden er der ansat et antal studentermedhjælpere til at passe universitetets reception, stå for rundvisninger og varetager afgrænsede opgaver.

I receptionen, der er placeret ved indgangen mellem bygning 1430 og 1431, sælges varer med universitetets navn og segl.

I 2004 har der været ansat 4 AC’er, 2 BA’er, 2 korrespondenter og 1 it-medarbejder.

World Wide Web

I 2005 blev universitetets CMS (Site in a Box) udbredt til et stort antal fakulteter, institutter og centre. 16 instituttet er aktive brugere af CMS’et, mens yderligere 5 Institutter forbereder ibrugtagningen af CMS’et. 1 fakultet bruger CMS’et men 3 andre er i gang med at forberede ibrugtagningen. Derudover benytter CMS’et til hjemmesider for 36 biblioteker, forskningsprojekter og centre.

I slutningen af 2005 blev det besluttet at igangsætte et projekt med udvikling af nyt visuelt design for universitetets web. Projektet vil blive gennemført i 2006.

PURE – registrering af forskningspublikationer, aktiviteter og forskningsområder.

I 2005 begyndte Informationskontoret arbejdet med tilretning af systemet PURE, der skal anvendes til indtastning af forskeres publikationer, forsknings- og formidlingsaktiviteter, forskningsområder og øvrige oplysninger til medarbejderhjemmesider. Oplysningerne skal bruges til en række formål: årsberetning, statistisk indberetning bl.a. til Videnskabsministeriet og Rektorkollegiet, visning på enhedernes web og visning på medarbejderens hjemmeside. I efteråret blev afholdt et pilotprojekt med deltagelse af fem enheder.

På en hjemmeside kaldet ”Find en forsker” skal det være muligt for brugere – f.eks. journalister – at finde frem til forskere, der har kompetencer inden for et bestemt område. Brugeren finder frem til forskerne ved at søge på emneord, som forskere har valgt som deres kompetenceområder. Som en del af projektet skal den enkelte forsker derfor vælge forskningsområder ud fra et nærmere defineret sæt af emneord i tre niveauer. ”Find en forsker” lanceres i 2006.

I 2005 åbnede vi en ny indgang – Information til pressen – hvor hensigten er, at pressen lettere skal kunne finde vej til relevant information. ”Find en forsker” vil blive et væsentligt bidrag hertil.

Pressekontakt

I 2005 har Informationskontoret udsendt 93 pressemeddelelser. Pressemeddelelserne er samtidig tilgængelige på universitetets web.

Besøgstjeneste

I 2005 har Informationskontorets studentermedhjælpere været guider ved 21 rundvisninger med i alt ca. 590 gæster. De besøgende har været grupper fra virksomheder, private foreninger, gymnasiale uddannelser, folkeskolder, højskoler og andre videregående uddannelser.

EU’s rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration

Også i 2005 har Aarhus Universitet haft en samarbejdsaftale med det engelske rådgivningsfirma Helix. Aftalen betyder, at forskere kan modtage personlig rådgivning i forbindelse med forberedelserne til at lave ansøgning til EU’s rammeprogram. Den engelske rådgiver træffes 6 gange årligt og kan desuden kontaktes via email. Aarhus Universitet har desuden indgået en aftale med Århus-kontoret i Bruxelles om information og rådgivning inden for de EU-områder, der rækker ud over rammeprogrammet. Begge aftaler administreres af Informationskontoret.

Årsfest

Informationskontoret havde atter i 2005 ansvaret for universitetets årsfest. Som en del af årsfesten inviteres 25-, 40- og 50-års kandidatjubilarer. I 2005 deltog 256 jubilarer i årsfesten eller det faglige arrangement, som jubilarer bliver tilbudt:

25-års

40-års

50-års

HUM

41

2

0

SUN

66

14

13

SAM

46

16

7

TEO

13

7

3

NAT

26

8

0

 

 

 

I alt

192

41

23

Forskningens døgn

Informationskontoret arrangerer på opfordring fra Videnskabsministeriet Forskningens Døgn, der skal løbe af stabelen 5. maj 2006. I samarbejde med fakulteterne er valgt temaet ”Hjernen”.

Presseguide Århus

Informationskontoret har i 2005 indgået i et samarbejde med andre uddannelsesinstitutioner i Århus om at udvikle en netbaseret presseguide, der skal gøre det muligt for pressen at finde eksperter inden for et fagområde på tværs af institutioner. Presseguiden blev lanceret i slutningen af 2005.

U-days

Kommunikationsområdet  havde i 2005 ansvaret for og den daglige projektledelse af u-days – fælles åbent-hus-arrangement for 26 uddannelsesinstitutioner i Århus. En væsentlig del af arbejdet har bestået i markedsføring af u-days, mens de enkelte institutioner selv står for den praktiske planlægning af de respektive åbent-hus-arrangementer. I 2005 blev der valgt en meget utraditionel markedsføring byggende på, at målgruppen – primært unge – selv skal aktiveres og være med til både at skabe kampagnen og være med til udbrede den til andre unge.

Nyhedstjenesten

CAMPUS

I 2005 byggede Nyhedstjenesten videre på succesen med den nye universitetsavis CAMPUS , der blev lanceret i 2004. At dømme efter tilbagemeldinger det første år er det lykkedes at skabe en flot og seriøs avis, der kan medvirke til at opbygge et fællesskab og en identitet blandt studerende og medarbejdere på Aarhus Universitet.

CAMPUS udkommer hver anden mandag i semestermånederne, ca. 21 gange om året.

AU-gustus

Universitetets alumnemagasin, AU-gustus udkom i 2005 som planlagt med fire numre – alle indholdende et til to spændende temaer, blandt andet Kina og Aarhus Universitets Forskningsfond,

Redaktionen har i årets løb modtaget mange positive tilbagemeldinger på AU-gustus fra læserne.

AU-foto

AU-foto har i 2005 fortsat koncentreret sig om pressefotografering som en væsentlig del af det daglige arbejde. Pressefotos leveres til Campus og AU-gustus , og fotograferne indgår i et tæt samarbejde med redaktionen om billedsiden til de to publikationer. I årets løb er der blevet leveret billeder til en række pjecer, plakater og foldere, ligesom flere institutter har brugt AU-foto bl.a. til portrætbilleder af ansatte til webben. Der har desuden været opgaver for eksterne kunder.

Erhvervskontakten

Efter etablering af universitetets netsted for erhvervslivet, af webstedet Projektzone.dk og det tilknyttede konsulentkorps samt af den lokale kontaktenhed for ForskerKontakten – alt sammen i 2004 – er arbejdet med at udfylde disse rammer gået i gang.

Netstedet for erhvervslivet har medført et større antal henvendelser fra virksomheder angående samarbejde med forskere og studerende, og disse henvendelser har Erhvervskontakten sagsbehandlet. Desuden er netstedet blevet yderligere udbygget fx med flere kompetenceprofiler, hvor erhvervslivet kan overskue kandidaternes færdigheder.

Arbejdet med Projektzone.dk har i det første år medført oprettelse af 750 praktik- og projektaftaler i virksomheder. Der har været mere end 50.000 besøgende og 570.000 sidevisninger på www.projektzone.dk, og hjemmesiden kom i 2005 op på at indeholde 700 studenterprofiler og 400 virksomhedsprofiler. 80 % af brugervirksomhederne har færre end 50 ansatte. En evaluering af arbejdet i september 2005 viste stor tilfredshed med initiativet både hos studerende og virksomheder, bl.a. udtalte 89 % af virksomhederne, at tilknytningen af en studerende havde medført et mere positivt syn på akademisk arbejdskraft, og alle virksomhederne udtalte tilfredshed med de studerendes faglige kvalifikationer.

Konsulenterne har udover talrige møder med virksomheder og studerende deltaget i erhvervsmesser, konferencer og erhvervsrådsmøder. Desuden blev der – som det første sted i landet – gennemført 2 virksomhedsdating-aftener, hvor i alt 140 studerende og 37 virksomheder kunne tale praktik- og projektforløb 5 minutter af gangen. Dette medførte omkring 500 individuelle samtaler.

Den lokale repræsentant for Forskerkontakten er placeret i Erhvervskontakten. Forskerkontaktens styregruppe har ved udgangen af 2005 bevilget i alt 42 ansøgninger om dannelse af netværk. 13 af disse netværk har udgangspunkt i Århus-området – svarende til ca. en tredjedel. Og Aarhus Universitet er involveret i 8 af disse netværk – svarende til ca. en femtedel af alle de bevilgede netværk.

Den lokale repræsentant deltager i styregruppemøder og andre tværinstitutionelle aktiviteter, rådgiver og vejleder ansøgere, forestår markedsføring og opsøger relevante målgrupper på universitetet og i erhvervsservicesystemet. Den lokale repræsentant deltager desuden i netværk og i driften af netværk.

Erhvervskontakten har i 2005 deltaget i udarbejdelsen af PURE-hjemmesiden, bl.a. med Find en Forsker -delen, hvor virksomheder og presse hurtigt og enkelt skal kunne få kontakt til universitetets forskere. Arbejdet har bl.a. været at opstille dækkende emnekategorier til søgningen.

Herudover har Erhvervskontakten deltaget i det konkrete arbejde i 3 forsknings-/erhvervslivsnetværk og holdt oplæg om virksomhedssamarbejde på generalforsamlinger i erhvervsråd og andre virksomhedsorganisationer. Afdelingen har også medvirket til opstart af Humanistisk Kursusvirksomhed for erhvervslivet under Det Humanistiske Fakultet og til udarbejdelse af en OECD-rapport om højere uddannelsesinstitutioners betydning for regional udvikling.

Telefonomstillingen

Telefonomstillingen omfatter fire fakulteter: Humaniora, Samfundsvidenskab, Teologi og Naturvidenskab, samt den centrale administration. Omstillingen indgår i stigende omfang i løsning af ad-hoc-opgaver, der kan indpasses i den primære opgave at betjene kunder, der ringer til universitetet.

Pr. 31.12.2005 var der på Aarhus Universitet 5975 aktive lokalnumre, inkl. 757 mobiltelefoner.

Aarhus Universitets Venner

Medlemsstatus pr. 30.6.2005 var 51 virksomheder og 212 enkeltpersoner. Ved generalforsamlingen talte rektor Lauritz B. Holm-Nielsen om sine ideer og ønsker til samarbejdet med AUV.

International Spouses Group

ISG havde i 2005 50 deltagere. I gennemsnit mødes ca. 30 ægtefæller her onsdag formiddag i semestermånederne på universitetet eller til arrangementer ude i byen. Informationskontoret sørger for, at alle nyansatte udlændinge får et velkomstbrev fra rektor med engelsksproget materiale om ISG, universitetet og byen. Desuden hjælper Informationskontoret ISG med de praktiske ting ved arrangementerne.

Aktiviteter i udvalg, kurser og konferencer

Ingeborg Christensen er medlem af bestyrelsen for Aarhus Universitetsforlag og formand for universitetets terminologiudvalg. Hun fungerer ved sommereksamen for sidste gang som censor ved de erhvervssproglige bachelor- og kandidatuddannelser i engelsk.

Anders Frølund er medlem af styregruppen for ”Modernisering af AU-web”, formand for den nationale arbejdsgruppe for PURE og medlem af styregruppen, formand for styregruppen for u-days, medlem af TV2-Østjyllands repræsentantskab og han var i foråret 2005 medlem af en arbejdsgruppe under Rektorkollegiet, der har fastlagt en kategorisering af forskningspublikationer og formidlingsaktiviteter.

Steffen Longfors er medlem af planlægningsgruppen for den årlige nationale konference for informationsmedarbejdere ved universiteterne i Danmark.

Kia Throen er Aarhus Universitets lokale repræsentant for Forskerkontakten, et initiativ under det jysk-fynske erhvervssamarbejde. Kia Throen deltager i Forskerkontaktens styregruppemøder som repræsentant for Erhvervskontakten ved Aarhus Universitet.

Udgivelser

Følgende fælles publikationer er udgivet af Aarhus Universitet i 2005:

Aarhus Universitet i ord og billeder 2004, redigeret af Informationskontoret

Acta Jutlandica, Aarhus Universitets årsskrift, der udgives af Aarhus Universitetsforlag for Det Lærde Selskab, er udkommet med 1) Aarhus Universitet 1978-2003(A.J. 78:2, serie u12), 2) Litteraturen og det hellige(A.J. 80:1, Teologisk serie 21) 3) Roman Imperial Status Bases( A.J. 80:2, Humanistisk serie 78).

AU-gustus, universitetets alumnemagasin, udkom 4 gange.

AU i tal 2004, redigeret af Budget- og Planlægningskontoret.

CAMPUS, universitetets avis, udkom hver 2. uge i semestermåderne, indeholdende artikler, debatstof og meddelelser fra Aarhus Universitet.

Facts and Figures og Tal og Tabeller, foldere i lommestørrelse med oversigtstal for 2004, organisationsdiagram og historie, redigeret af Informationskontoret.

Kortfoldere, kort over Aarhus Universitet, dels på dansk og dels på engelsk, redigeret af Informationskontoret.

Studier ved Aarhus Universitet, Optagelse 2005 og Velkommen 2005, 2 velkomsthæfter til de nye studerende, redigeret af Studiekontoret.

Universitetets årsberetning 2004 og Universitetets engelsksprogede årsberetning 2004, redigeret af Informationskontoret.

Årsrapport 2004, redigeret af Budget- og Planlægningskontoret.     

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 03.10.2011

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk