NEKROLOGER 2000

HANS ERIK MATHIESEN

Hans Erik døde d. 26. januar 1993, kun 43 år gammel. Han døde af AIDS efter et sygdomsforløb, der blev relativt kort. For ham selv var dette givetvis godt - han afskyede tanken om sygdom og forfald.

Ved sin død var han adjunkt ved Institut for Klassisk Arkæologi, altså under forskeruddannelse. Og dog kunne han se tilbage på en forskerkarriere, der længst havde etableret hans navn, nationalt som internationalt.

Han publicerede det første bind af de danske udgravninger på Failaka, den lille ø udenfor Kuwait ( The Terracotta Figurines , 1982). Antikmuseets græske mønter blev publiceret i to bind i serien Sylloge Nummorum Graecorum (1986 og 1987). En lang række artikler om parthiske klipperelieffer førte frem til disputatsen Sculpture in the Parthian Empire. A Study in Chronology , som udkom posthumt (1993). Andre videnskabelige artikler (med Jane Fejfer som medforfatter), behandler det arkæologiske feltprojekt på Akamas-halvøen på Cypern, hvoraf første bind af den endelige publikation, Ancient Akamas I, vil udkomme dette efterår. Endnu et større forskningsprojekt, publicering af den attiske rødfigurskeramik i Villa Giulia museets Castellanisamling foreligger kun delvist færdigt. Flere af hans forskningsmæssige projekter gav sig afkast i populærvidenskabelige artikler og bøger, som Grækernes mønter (1988) og Til bords med de homeriske helte , udgivet knapt et år efter hans død.

Hans Erik kom som student i 1969, og blev meget hurtigt en del af instituttet. I enhver henseende var han en ideel student. Gradvist påtog han sig stadigt flere arbejdsopgaver, og allerede under studiet gled han over i den forskerkarriere, der skulle slå hans navn fast i den faglige verden. Som det fremgår af de allerede nævnte titler, kom denne produktion emnemæssigt til at forme en meget bred vifte, og flere af dens blade blev behandlet såvel i videnskabelig som i mere populær form. Meget blev også formidlet i foredragsform og gennem rejsevirksomhed for faglige foreninger. Som foredragsholder og rundviser formåede han i sjælden grad, at holde sit publikum fanget og at trække de lange linier. Antik-receptionen var for ham en væsentlig omstændighed ved erkendelse af antikken, og han var en af de relativt få klassiske arkæologer, som havde en dybere forståelse for den kunsthistoriske dimension.

Hans Erik var et meget privat menneske. Han kunne blive helt perpleks ved tanken om, at nogen ville besøge ham. Til gengæld gjorde han instituttet til sit hjem. Han var der altid, og han havde en hånd med i alle instituttets aktiviteter: forskning, formidling, museet, Sfinx, og han var altid nærværende. I vid udstrækning var det hans kolossale arbejdsindsats, som sikrede kontinuiteten og skabte den følelse af familiemæssig samhørighed, der har været et så karakteristisk træk ved vort institutmiljø. Han levede og åndede for sit institut, men endnu mere blomstrede han op, når instituttets Cypernprojekt bragte ham ud af de daglige rammer. Udgravningsdelen blev efterhånden hans et og alt. Det var et område, hvor hans talent for organisation og systematik kom til fuld ret. Feltlivets spejderagtige atmosfære øvede også sin ubetingede tiltrækning.

Han sikrede sin privatsfære med en helt speciel sarkasme, og ingen skulle føle sig sikker for hans vid. Samtidig med at han undgik rampelyset, elskede han at forevise. Han afskyede at få besøg på udgravningen på Cypern, men ikke desto mindre nød han at vise kolleger såvel som FN-personnel rundt. Derfor var han også i sit es som rejseleder. For ham var det en fantastisk oplevelse, hver gang han så Akropolis eller Olympia skulpturerne. Han viste den græske kunsts storværker frem for andre, som var de hans kæreste eje. Da han havde erkendt, at han aldrig skulle gense dem, fandt han trøst i at kalde dem frem på nethinden, når han døsede.

Han klynkede ikke over sin skæbne. I sit inderste var han en sand stoiker. Med rette mente han, at det var for tidligt at dø. Som han sagde, så havde han drømt om at blive gammel og sidde i sin egen have. Sådan skulle det altså ikke være. En af hans største bekymringer var de uindfriede forpligtelser, han havde, og det til trods for, at han kun havde få i forhold til så mange andre. Hvordan det skulle gå hans elskede Cypern projekt, og hvem der skulle publicere hans del - sådanne spørgsmål nagede ham meget.

Som han var stærk i modgang, brød han sig ikke om medynk. Han tålte ikke nogen flæben omkring sin situation, og hans sarkasmeniveau var højt til det sidste. Han var glad, da han kunne se sin disputats næsten færdigtrykt, men hævdede at graden var ham ligegyldig. Han fik den tildelt, ikke fordi han selv pressede på, men som han sagde til formanden for bedømmelsesudvalget: "Nå, du vil have, at jeg skal være doktor inden jeg dør". Systemet handlede hurtigt. Han fik ringen, og han var glad for den. I hans sidste dage blev den for ham et symbol på, at han havde markeret sig fagligt, og han bar den, da han døde.

Han var allerede syg den sidste sommer og begyndte ikke at kunne holde sit sædvanlige arbejdstempo. Havde vi ikke vidst det før, begyndte vi at sande, hvor stor en del af instituttet han bar. Nu ved vi det til fulde, og samtidig står vi med savnet. Niels Hannestad