NEKROLOGER 1995

BIRGIR ISFELD KARLSSON

28.04.1937 - 16.07.1995

Med Birgir Karlssons død d. 16. juli 1995 mistede Aarhus Universitets Slaviske Institut en af sine ældste og mest skattede medarbejdere.

Birgir Isfeld Karlsson var født i Reykjavík den 28. april 1937 som søn af den fremtrædende islandske sprogkunstner og oversætter Karl Ísfeld. Birgir voksede op hos sine bedsteforældre på mødrene side i det dengang lille og temmelig afsides fiskerleje Ólafsvík yderst på nordkysten af den vestislandske halvø Snefellsnes. Han forblev livet ud i flere henseender præget af indtrykkene fra barneårene i dette barske fiskermiljø. Velfærdsbølgen var i Birgirs barndom og tidligste ungdom endnu ikke nået til Ólafsvík. Tilværelsen her, som han huskede den, beskrev han med ordene "armod og elendighed". Selv kom han tidligt på havet sammen med stedets fiskere, og fik man først Birgir "trukket op" til at fortælle, var han ikke karrig med sine beretninger om stærke, djærve og særprægede typer, som helt frem mod midten af århundredet ofte hentede deres magre fortjeneste hjem på farefulde færder med åbne både i Nordatlanten. Fiskeriet gik tidligt Birgir i blodet, og selv mange år senere, da han havde slået rødder i Danmark, drømte han sig formodentlig tilbage, skønt han nu måtte lade sig nøje med fiskedræt i Randers fjord eller ved de norske elve, hvor han i en årrække yndede at tilbringe sin sommerferie. Nogle af Birgirs lyseste barndomsminder var knyttede til bedsteforældrene, særlig bedstemoren, og han talte ofte med varme om, hvad hans "amma" havde gjort og sagt ved den og den lejlighed.

Begrebet storfamilje har stadig bevaret noget af sin gamle betydning på Island, hvor det ofte er slægten, der tager affære, når et ungt menneske uden egne midler skal holdes til bogen. Således også i Birgirs tilfælde - en onkel i Reykjavík tog sig af ham og sørgede for, at han kom på gymnasiet i hovedstaden. Herfra dimitteredes han som nysproglig student i 1958. Samme år fik han et sovjetisk udvekslingsstipendium til studier i Rusland og forlod Island om bord på en pakbåd fra Akureyri på nordkysten til Riga i Letland; herfra nåede han Moskva med tog.

I Moskva studerede Birgir ved Statsuniversitetet, fra hvis filologiske fakultet han tog den afsluttende eksamen i juni 1964. Som speciale skrev han en afhandling om "Analyse af farvernes betydningsfelt i russisk og islandsk". Samtidig med de russiske filologiske studier underviste han i en årrække i islandsk sprog ved Moskvas "Statsinstitut for internationale relationer". Minder fra studieårene i Moskva offentliggjorde han i "Samizdat 2" (1994).

Under det seksårige studieophold i Moskva lykkedes det Birgir at leve sig ind i russiske kulturforhold og russisk sprog i en forbløffende grad, således at han ved studiets afslutning nærmest kunne betegnes som tosproget. Hans suveræne beherskelse af moderne russisk, hans sans for de fineste sproglige detaljer og nuancer gjorde, sammen med hans undervisningserfaring og blik for den kontrastive tilgangs betydning for fremmedsprogsundervisningen, Birgir særdeles egnet til stillingen som russisklærer ved Aarhus Universitets Slaviske Institut, - først som undervisningsassistent i perioden 1964-65, fra og med 1. juni 1965 som amanuensis, fra 1972 som lektor. I hele ansættelsesperioden har Birgir på samtlige studietrin forestået alle former for oversættelse til og fra russisk samt en stor del af undervisningen i russisk konversation. Alle studerende ved instituttet er på et eller andet tidspunkt passeret gennem Birgirs hænder, og de fleste fandt ret hurtigt ud af, at der bag hans undertiden lidt bryske facon skjulte sig et både forstående og hjælpsomt menneske. Selv lagde han megen vægt på det rent medmenneskelige forhold til sine elever, og det var før hans død et ønske hos ham at blive udnævnt til de studerendes þsociale vejleder". En side af Birgirs administrativt-sociale funktioner ved instituttet er, at han i en lang årrække var formand for studienævnet.

Birgirs forskning nedfældedes hovedsageligt i hans løbende undervisning, men han fik derudover også stunder til i form af publikationer og arbejdspapirer at fremstille nyttige hjælpemidler til belysning og indøvelse af det russiske sprogs mere intrikate grammatiske problemer. Som en særpublikation udgav Birgir i 1978 bogen "Leksikalsk semantik", og i Slavisk Instituts serie af arbejdspapirer udkom "De upræfigerede bevægelsesverber i russisk" (1990), "De præfigerede bevægelsesverber i russisk" (1991); ved instituttet udgav han desuden et "Intensivt kursus i russisk" (1993), senere omarbejdet sammen med Lis Andersen og udstyret med en tilhørende ordbog (1995). I det nordiske slavisttidsskrift "Scando-Slavica" publicerede Birgir i 1970 artiklen "Om korrelationerne mellem de lange og korte adjektiver i prædikativ funktion" (db. 16) og i 1971 "Om spørgsmålet vedrørende adjektivsuffikserne -ejþ-/-ajþ- i moderne russisk" (db. 17). Birgir virkede endelig gennem flere år inden for Jysk Åbent Universitets russiskkurser, hvor han foruden at undervise deltagerne også var aktiv i arbejdet med at fremme det sociale samvær. Han benyttedes flittigt som eksamenscensor ved søsterinstitutterne i København og Odense.

Birgir havde fra sin islandske gymnasietid kendskab til dansk, som han både læste og forstod udmærket. De første år talte han endnu med "nordatlantisk accent", men hans fine sprogøre gjorde, at han efterhånden beherskede også dansk til fuldkommenhed og talte næsten, uden at man lagde mærke til, at han nok ikke var født her.

De lidt triste barndoms- og ungdomsminder fra Island gjorde, at Birgir i mange år var afvisende over for tanken om at vende tilbage, om det så blot skulle være for et kortere besøg. Denne indstilling ændrede sig. Han spidsede øren, da han hørte en kollega fortælle om fremgang, industrialisering og økonomisk opsving i det nye Ólafsvík. Det var antagelig det, som bevirkede, at han et par år før sin død foretog en længere rejse til Island, som han gerne ville vise sin datter. Det var en glad og opløftet Birgir, som vendte tilbage. I årenes løb blev Birgirs helbred imidlertid ret medtaget, nyrerne svigtede, og han måtte have dialyse to-tre gange om ugen. Til sidst bukkede han under. Æret være hans minde! Knud Jordal Gunnar Svane