NEKROLOGER 1995

CHRISTIAN WESTERGÅRD-NIELSEN

24.11.1910-26.8.1994

Christian Westergård-Nielsen var student fra Metropolitanskolen, årgang 1929, og blev mag.art. i nordisk filologi 1938. I studietiden og de nærmest efterfølgende år skaffede han sig ved studierejser til Island et fortrinligt kendskab til moderne islandsk sprog og samfundsforhold. 1937 vandt han Københavns Universitets guldmedalje med en afhandling, som i stærkt revideret og udvidet skikkelse blev til Låneordene i det 16. århundredes trykte islandske litteratur , 1946 (Bibliotheca Arnamagnæana VI), et grundigt leksikografisk arbejde af varig betydning for islandsk og nordisk sproghistorie. 1947 blev han undervisningsassistent i oldislandsk ved Københavns Universitet og udnævntes otte år senere til lektor. 1957 disputerede han her for doktorgraden med afhandlingen To bibelske visdomsbøger og deres islandske overlevering og samtidig udgav han det med doktorafhandlingen sammenhængende arbejde Gissur Einarssons islandske oversættelse af Ecclesiasticus og Prouerbia Salomonis , 1955 (Bibliotheca Arnamagnæana XVI og XV). Ligesom bogen om låneordene bærer disse værker præg af inspirationen fra hans hovedlærer Jón Helgasons forskningsvirksomhed og forskerholdning. 1. april 1957 blev han professor i vestnordisk ved Aarhus Universitet. Nye studieplaner for faget dansk omkring 1970 problematiserede imidlertid i stigende omfang det vestnordiske fagområdes stilling, en udvikling, Westergård-Nielsen forholdt sig særdeles kritisk til.

Fra sin ungdom var Westergård-Nielsen en energisk fortaler for det dansk-islandske samarbejde: han var sekretær for Dansk-islandsk samfund 1940-57, medlem af styrelsen 1940-59 og desuden redaktør af samfundets Islandsk Årbog 1946-52. Han skrev løbende informative kommentarer til udviklingen i Island og bidrog således til at gøre baggrunden for Islands endelige ophævelse af statsfællesskabet og personalunionen i 1944 mere forståelig for den danske befolkning. Desto mere overraskende var det derfor måske, at han over for ønsker om en udlevering til Island af islandske håndskrifter i Danmark meldte sig blandt modstanderne. Der vil næppe være enighed i den islandske og danske opfattelse af årsagen til hans stærke modstand mod udleveringen af håndskrifterne. Men der kan formentlig opnås enighed om, at begge parters holdninger var begrundet i ønsket om at skabe de bedste vilkår for udøvelsen af faget islandsk filologi.

I årene 1962-76 blev han som formand for den Arnamagnæanske kommission ikke uden en vis ret opfattet som indbegrebet af dansk modstand mod at udlevere håndskrifterne til Island. Da loven om udlevering endelig var vedtaget efter en række retssager og en højesteretsdom i 1971, virkede det naturligt, at han som ekspert blev udpeget som medlem af det udvalg af to danske og to islandske lærde, der efter udleveringsloven skulle stille forslag om, hvilke norrøne håndskrifter der efter lovens kriterier skulle overføres til Island.

Foruden de allerede nævnte poster var Westergård-Nielsen tillige inspector ved Nordisk kollegium fra 1946 og 1949-56 vice-efor, administrator af Aarhus Universitets kursusejendom Sandbjerg 1957-68, medlem af Dansk Sprognævns arbejdsudvalg 1961-81 og generalsekretær for de nordiske sprog- og litteraturkurser 1961-81. Fra 1963 var han associate editor af Bibliography of Old Norse-Icelandic Studies. Desuden har han skrevet talrige tidsskrifts- og leksikonartikler og leveret oversættelser af islandsk litteratur, bl.a. Halldór Laxness og Kristmann Gudmundsson. Han blev medlem af Vetenskaps-societeten i Lund 1961 og modtog 1975 festskriftet Nordiske Studier .

I sin forskning, såvel som i sine administrative opgaver, nedlagde Westergård-Nielsen et stort og tidkrævende arbejde. Han forlangte den samme grundige, filologiske arbejdsiver af sine medarbejdere som den, han selv udviste. Personligt kunne han være stejl, umedgørlig og rethaverisk, men var også i besiddelse af en karsk og ligefrem humor. Han var måske ikke elsket af mange, men dog respekteret.

Følgende historie fortalt af Ólafur Halldórsson illustrerer måske bedre end mange ord hans skarpe lune: "Kort efter Christian Westergård-Nielsen var flyttet til Århus skrev han i et brev til en ven i Island, at det han savnede mest fra København var, at han sjældent traf islændinge. Han omtalte de to første, der kom på besøg: "den ene var beruset, den anden ædru, og hvad der var værst skal forblive usagt"."

Hans syn blev svækket i hans ottende tiår og han var til sidst næsten blind. Trods dette foretrak han at forblive i sit store hus i Skejby i udkanten af Århus, hvor han havde boet siden 1958. Han døde der den 26. august 1994. Rolf Reitan