NEKROLOGER 1995

ERNST DITTMER

13.6.1921 - 10.7.1995

Med Ernst Dittmers død er et enestående virke ved Institut for Germansk Filologi ophørt.

Dittmer var født og opvokset i Odense. Umiddelbart efter studentereksamen fra Odense Katedralskole påbegyndte han sine studier ved Aarhus Universitet. Han studerede tysk som hovedfag og dansk og latin som bifag og blev cand. mag. i 1947. Det var, som han selv fortalte, en sælsom tid at studere tysk i. Dittmer oplevede tyskernes overtagelse af parkkollegierne og på allernærmeste hold englændernes bombning af universitetets bygninger. Efter sin eksamen besvarede han prisopgaven "En redegørelse for terminologien og ordforrådet i de thyringske diplomer indtil 1350, jævnført med de samtidige latinske diplomer fra de samme kancellier" og modtog i 1949 universitetets guldmedalje for sin besvarelse på 155 store håndskrevne sider. I denne afhandling ligger kimen til det, der skulle blive en hovedhjørnesten i Dittmers videnskabelige arbejde, nemlig beskrivelsen af forholdet mellem latinen og det ældste tysk.

Fra 1949 til 1958 var Dittmer ansat på Marselisborg Gymnasium som adjunkt, en tid, som Dittmer selv altid mindedes med glæde, og som hans elever fra dengang med samme glæde tænker tilbage på. I samme periode var Dittmer på forskellig vis knyttet til Institut for Germansk Filologi, fra 1952 som universitetsadjunkt. I 1958 fik daværende professor H. Bach udvirket, at landets første stilling som amanuensis (nu lektor) i et humanistisk fag blev oprettet ved instituttet. Stillingen var fra første færd tiltænkt Dittmer, der beklædte den fra 1958 indtil 1971, hvor han blev udnævnt til professor.

Dittmer beherskede som få alle områder inden for den germanistiske sprogvidenskab. Han arbejdede med tysk (højtysk og nedertysk) sprog fra ældste tid til i dag, både beskrivende og historisk, samt med gotisk og urgermansk. Hovedvægten i hans arbejde lå på to vidt forskellige områder, nemlig dels på en undersøgelse af den latinske indflydelse på middelalderens tysk i syntaks og ordforråd som et led i den sproglige udforskning af det fælles vesteuropæiske kulturmønster, dels på empirisk behandling af moderne tysk grammatik og ordforråd efter nyere metoder.

I den række af afhandlinger, der udgik fra Dittmers hånd, er det hovedsagelig sproghistoriske forhold, der behandles, men det er karakteristisk for Dittmer, at det gamle stof analyseres ud fra moderne sprogvidenskabelige principper og med en metodisk stringens, der lader mange sproglige fænomener fremtræde i et nyt lys og med større klarhed end hidtil. Dittmer har således bl.a. ydet væsentlige bidrag til beskrivelsen af en række vigtige orddannelsesforhold i det ældste tysk. Som medlem af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab medvirkede Dittmer i en lang årrække ved oversættelsen af nedertyske tekster til selskabets udgivelse af Danmarks Riges Breve. Herudover publicerede Dittmer sammen med yngre kolleger ved instituttet en række arbejder inden for moderne dansk-tysk synonymik. Disse arbejder var frugterne af det næsten 25 år lange samarbejde i instituttets "synonymgruppe", hvor Dittmer var primus inter pares.

Undervisningen af de studerende stod Dittmers hjerte nær, og hans indsats på dette felt er betydelig. Dittmer introducerede i tidens løb mange af de elementer i fagets sproglige undervisning, som idag anses for selvfølgelige. Det gælder først og fremmest undervisningen i moderne tysk grammatik i den systematiske og velfunderede form, som kendes i dag. En sådan undervisning gaves ikke tidligere, men blev opbygget af Dittmer i takt med fremkomsten af egnede fremstillinger. Dittmer var ligeledes foregangsmand med hensyn til at forbinde den tyske grammatik med udviklingerne inden for den almene sprogvidenskab. Det var en oplevelse for os studerende i 60'erne at blive konfronteret med Borgstrøms "Innføring i sprogvidenskap" og Porzigs "Das Wunder der Sprache" og at læse Louis Hjelmslevs "Omkring sprogteoriens grundlæggelse". Senere kom den generative transformationsgrammatik til med dens stærkt formaliserede beskrivelsesapparat, og også den blev indpasset i undervisningen i tysk grammatik, bl.a. i form af en lille lærebog, som Dittmer forfattede sammen med to andre af instituttets medarbejdere.

Det var kendetegnende for Dittmer, at han altid var lydhør over for nye strømninger og altid var parat til at afprøve nye teoriers bæredygtighed. Men han lå aldrig under for modeluner. Alt nyt skulle bestå sin prøve som en udvidelse og uddybelse af den hidtidige erkendelse.

Den store spændvidde i Dittmers arbejde nød både hans studerende og hans kolleger godt af. Allerede som studerende mærkede man, i hvilken grad Dittmer beherskede faget, men som kollega oplevede man det i endnu højere grad, allerstærkest når man havde ham på tomandshånd. I den kollegiale samtale gik hans viden, hans fantasi og hans kombinationsevne op i en højere enhed. Synspunkter blev formuleret, diskuteret, omformet, forkastet, genoptaget osv., i reglen under udfoldelse af stor munterhed. En faglig diskussion med Dittmer var altid frugtbar for begge parter. Der var ikke tale om en ensidig belæring, men om en gensidig given og tagen og en fælles stræben efter ny indsigt og dybere forståelse. For kollegerne på instituttet var Dittmer den ideelle vejleder og samtalepartner. Det glædede ham at se sine yngre kolleger udfolde sig både i individuelle projekter og i forskellige forskningsgrupper. Selv var han, også efter pensioneringen i 1991, med i flere grupper. Da sygdommen det sidste halve år hindrede ham i at komme på universitetet, blev arbejdsmøderne henlagt til hans hjem, hvor de fandt sted lige til det sidste.

Dittmer var en ivrig deltager i instituttets årlige symposier på Sandbjerg med kollegerne fra Kiels universitet og havde i forlængelse heraf været gæsteprofessor i Kiel. Desuden havde han holdt gæsteforelæsninger ved en række universiteter i Tyskland og Østrig. Han var tillige medlem af Kommissionen for Deutsches Wörterbuch under Videnskabernes Akademi i Göttingen.

På Institut for Germansk Filologi vil vi savne hans store viden, hans inspiration og hans gode humør. Per Bærentzen