NEKROLOGER 1995

GUSTAV ALBECK

5.6.1906 - 13.6.1995

Fra min studietid husker jeg, at Gustav Albeck ikke billigede den ny grundlovs afskaffelse af Landstinget. Og jeg har hørt ham i en tale til nordiske gæstestuderende rømme sig behørigt over såvel afståelsen af Skåne, Halland og Blekinge som tabet af Norge. Men, tilføjede han så med et glimt i øjet, som en gestus havde svenskere som nordmænd i forbindelse med afståelserne grundlagt et universitet i hvert af danskekongens tabte lande: lærdomssæderne i Lund og Christiania.

Carl Gustav Albeck var nationalhistorisk tænkende, han var patriot - lokalt, nationalt og nordisk. Han var positiv. Og han var konservativ. Så konservativ at det som oftest ikke gjorde noget, hvilket nok skyldtes hans diplomatiske sans og hans humor, som sjældent var langt væk. Men som især kom af, at han jo i så mange gøremål var pioner: at han i sit lange virksomme liv hele tiden var engageret i sager, der var fremadrettede, ting der skulle op at stå her i Århus - de behøvede vel ikke at have monopol på det hele i København? Ved hans død er hans fremtrædende, blivende, indsats i det århusianske kulturliv - symfoniorkester, opera, folkeuniversitet - da også blevet vurderet og påskønnet af kunstnere og politikere. Her skal den anden side af hans arbejde mindes.

Gustav Albeck blev student fra Aarhus Katedralskole 1924 og tog magisterkonferens i nordisk filologi fra Københavns Universitet 1932. Han underviste ved forskellige skoler i Århus og knyttedes senere til universitetet, hvor han 1946 blev dr. phil. på afhandlingen Knytlinga (med den forfattertypiske undertitel: Sagaerne om Danmarks Konger ). 1942-49 var han teaterkritiker ved Jyllands-Posten. I 33 år var han ansat ved Institut for Nordisk Sprog og Litteratur: som adjunkt, lektor og senere docent. Fra 1958 til pensioneringen 1976 var han professor i nordisk litteratur ved Aarhus Universitet.

Albeck var elev af Vilh. Andersen, det akademiske danskstudiums grundlægger, som han satte højt. Som for Vilh. Andersen var faget for Albeck filologi og litteraturhistorie, dvs. udgivervirksomhed og kultur-, personal- og åndshistorisk orienteret forskning. Sin litterære hjerteregion fandt han i det nittende århundredes første halvdel. Af de to brændpunkter i forrige århundredes åndsliv, Grundtvig og Brandes, søgte Albeck så afgjort til den første. Han har udgivet flere bøger og mange artikler om digteren; han skrev således bogen Omkring Grundtvigs digtsamlinger (Acta Jutlandica 27), 1955, han var aktiv i Grundtvig-Selskabet gennem alle årene fra dets stiftelse i 1947 og var redaktør af dets årbog Grundtvig-Studier fra sjette bind 1953 til årgang 1995. Om den danske romantik skrev han for en videre læserkreds i Politikens litteraturhistorie, og ved sin 6o-årsdag, på karrierens højdepunkt, fejredes han med et festskrift, der da også hed Guldalderstudier. Han kunne imidlertid også tage nyere temaer op, lad mig nævne redaktionen af Storm P. som samfundskritiker , 1972, genudgivelsen af tidsskriftet Vagten , 1982, og - et rigtigt Albeck-emne - artiklen om Herman Bang og Aarhus Teater , 1968.

En del af Albecks produktion er by- eller institutionshistorie: Æbeltoft Købstads Historie , 1951, eller Hovedtræk af den jyske Universitetssags Historie, 1933. Da universitetet i 1978 fyldte 50, var Albeck emeritus, men han var den selvfølgelige redaktør og hovedforfatter af jubilæumsbogen Aarhus Universitet 1928-78 ; i samme anledning redigerede han antologien Student i Århus. Femten erindringsbilleder, 1979. Som søn af en af Aarhus Universitets founding fathers følte Albeck en særlig tilknytning til sin mangeårige arbejdsplads, og efterhånden som professorerne af første slægtled faldt fra, fremstod han som den, der i sin person samlede det længste stræk af universitetshistorien. I en del år var det også ham, der udadtil tegnede Institut for Nordisk Sprog og Litteratur, hvor han indadtil respekterede forskningens frihed - i forventning om at folk så også gjorde, hvad de efter hans mening skulle: forvalte den faglige tradition og (med hans egne ord) værne om dansk litteratur. Men universitetet ændrede sig radikalt i hans ansættelsestid, og selvfølgelig kunne studenteroprøret i 68 ikke være Albecks livret. Han var bekymret og følte vel, at der kastedes vrag på meget af det, hans generation stod for. At det alligevel gik, hænger sammen med hans indsigt i nødvendigheden men skyldes også hans forsonlighed og fundamentale venlighed.

Albeck fik et langt og aktivt otium. Men skønt han vel holdt sig orienteret om anliggender på sit gamle institut, kom han selv så godt som aldrig hos os. Idag er det derfor kun den ældre gruppe af medarbejdere, der har kendt ham personligt. De vil, som i øvrigt de danskstuderende fra den gang, huske ham - og hans timer - men kan også tænke på, at han med sine borgerdyder og sit elskværdige gemyt dog var den fremkommeligste repræsentant for professorvældet, så længe det fandtes.

Gustav Albeck var traditionens mand. Men der var også meget af en livsnyder i ham. Kjole og hvidt, cigar og vinglas. Han var en scenevant selskabsmand og foldede sig gerne ud. Og holdt længe ud. Men enhver, der bliver så gammel som han, får alderen at mærke. Da han et par uger før sin død måtte melde afbud til en fødselsdagsmiddag, undskyldte han sin udebliven i et brev til fødselaren. Det blev læst op ved bordet, var morsomt og veloplagt og sluttede med et "Ak ja, hvem der blot var firs" ! Jens Aage Doctor