HANS MATHISEN

3.7.1925-27.4.1996

Hans Mathiesen er død. Dermed har dansk botanik mistet en markant skikkelse, for nok var de ferske og brakke vandes økologi Hans Mathiesens forskningsfelt. Men Hans var samtidig botaniker og naturhistoriker med en bred og dyb viden om og kærlighed til den natur som omgav ham. Den natur han kendte så godt som nogen gennem sine utallige ekskursioner, alene, sammen med sin hustru, Lisbeth, selv algeekspert, eller i spidsen for en altid stor og forventningsfuld flok studenter. For knap et år siden, i en alder af 70 år, blev Hans pensioneret, allerede da mærket af den kræftlidelse, der tog hans liv og dermed hindrede det aktive otium, han havde set frem til et års tid forinden.

Hans Mathiesens universitetskarriere startede i 1952 med ansættelse som amanuensis ved Københavns Universitets ferskvandsbiologiske laboratorium i Hillerød. Det var under ansættelsen i Hillerød at han, som en af de første anvendte ¹⁴ C-teknik til måling af planteplanktons primærproduktion, en teknik, der skulle få stor betydning for hans fremtidige forskning. I 1963, det år Botanisk Institut blev etableret, blev Hans Mathiesen ansat som afdelingsleder ved Aarhus Universitet. Hans kom dermed til at forestå udviklingen af instituttets økologiske afdeling.

Den røde tråd i Hans Mathiesens forskning var udvikling, dynamik om man vil, afspejlet i den biologiske kvalitet i vore vande, kvalitativt og kvantitativt, fra eller imod en naturbetinget tilstand. Begrebet "anvendt økologi" var derfor for ham selvfølgeligt, og han følte en forpligtelse til at viderebringe sin viden og erfaring til brug i den praktiske naturforvaltning. Herom vidner også en lang række samarbejdsprojekter med amter og kommuner.

Hans Mathiesens undervisning optog fra instituttets start en væsentlig del af hans tid. Undervisningens tilrettelæggelse og fornyelse lå ham stærkt på sinde, hvilket bl.a. kom til udtryk i det store arbejde han lagde i sine år som formand for Biologisk Studienævn. Resultatet af hans undervisning har bl.a. sat sig dybe spor i den offentlige naturforvaltning, hvor de fleste af hans kandidater i dag beklæder stillinger som kommunalt og amtsansatte biologer.

Hans fik på sine ekskursioner her i landet, eller i Sverige med dets større rum for natur og længere tradition for naturforvaltning, lejlighed til at spille på alle sine registre. Med begejstring og dyb forståelse for sammenhængen mellem tid, land og vand, kulturpåvirkning i form af tidligere tiders og nutidig drift af landskabet, kombineret med Skandinaviens plantegeografi og planternes indvandringshistorie, gav han sine studenter en indsigt og en påvirkning de aldrig glemmer. Gamle studenters respekt for den naturopfattelse Hans havde bibragt dem kom måske tydeligst til udtryk ved deres massive fremmøde til den afskedsforelæsning, Hans afholdt ved sin fratræden i juni sidste år.

Hans Mathiesens ekskursioner var, som det er fremgået, fremragende. Alt var forberedt til mindste detalje. Når man ankom til en lokalitet, en sø f.eks., forsvandt Hans bag en busk og kom tilbage med et antal hvide bakker med søens vandplanter til udstilling og kommentering. I botaniske kredse havde vi håbet, at vi kunne trække på Hans som ekskursionsleder i mange år endnu.

Hans vil blive savnet, naturligvis først og fremmest af Lisbeth, der ikke blot har mistet sin mand, men også sin botaniske samarbejdspartner gennem mange år. Blandt kolleger vil vi savne Hans, ikke blot for hans faglige kapacitet, men også for hans menneskelige egenskaber. Hans havde aldrig for travlt til at høre efter, hvis der var problemer, det være sig faglige eller personlige.

Ved de botaniske afdelinger på Biologisk Institut vil vi huske Hans som loyal medarbejder og inspirerende forsker og lærer.

Hans-Henrik Schierup