NEKROLOGER 1997

AXEL FABRITIUS VOIGT

25.5.1908-4.2.1997

Axel Voigt, afdelingsleder og lektor ved Kemisk Institut, Aarhus Universitet, døde 4. februar 1997.
Axel Voigt var tilknyttet Kemisk Institut i 45 år fra instituttets oprettelse i 1933 – under det, ligeledes nyoprettede, lægevidenskabelige fakultet – til den uundgåelige afsked i 1978. Kemisk Institut havde da været del af Det Naturvidenskabelige Fakultet siden dettes oprettelse i 1954. Voigt har således levet med i det meste af den vældige udvikling, som Aarhus Universitet havde gennemgået, siden det efter årelange og svære fødselsveer kom til verden i 1928.
Axel Voigt fødtes i Varde som den yngste af en børneflok på seks. Faderen var af bondeslægt, men blev handelsuddannet, moderen kom fra et højskolemiljø, Testrup Højskole, som hendes forældre havde oprettet. Hjemmet var præget af talrige interesser, politik – faderen konservativ, moderen radikal – musik og sang, litteratur, kortspil, skak og sport. Dette blev helt afgørende for den unge Axels videre liv. I 1922 flyttede moderen med de fire yngste børn til Lyngby ved København, hvor Voigts videre uddannelse førte frem til skoleembedseksamen (cand.mag.) med hovedfag i kemi. De mange interesser var fulgt med, og især musikken med klaveret som instrument blev dyrket intenst. Voigt var livet igennem optaget af tilfældigheders spil med mennesker, og han var sikker på, at var den systematiske klaverundervisning, som han ved et tilfælde kom i gang med i 18-ars alderen, begyndt et tiår tidligere, var han blevet pianist.
Siden hen, i Århus-årene, føjede Voigt et nyt instrument, bratschen, til sin kunnen. Han deltog iøvrigt i det århusianske musikliv, også som medlem af kammerensembler og symfoniorkestre. Han tog også jazzen til sig og dyrkede den i nogle år.
Musikken havde dog en alvorlig konkurrent, bridgespillet: kontraktbridge dyrket som turneringsbridge, et felt hvor Voigt var med i forreste række langt op i alderdommen.
Hakon Lund var i 1932 blevet udpeget til professor i kemi ved Det lægevidenskabelige Fakultet i Århus og skulle tiltræde i 1933 for at forestå indretningen af det kemiske instituts lokaler i den bygning, den første, som rejste sig i den kommende universitetspark, og som skulle tages i brug i 1934, når det første hold lægestuderende meldte sig til den propædeutiske undervisning i kemi og fysik, "kantussen". Han bad Tage Langvad og Axel Voigt om at følge med som videnskabelige assistenter, et tilbud de tog imod med kyshånd.
I de følgende år øgedes tilgangen af studerende langt hurtigere end forudset, medens antallet af videnskabelige medarbejdere ikke fulgte med i samme takt. Undervisningsbyrden blev så stor, at det var vanskeligt for de videnskabelige assistenter at etablere en kvalificeret forskning i disse år, et forhold der hænger sammen med, at kemisk forskning, og især den gang, kræver langvarige ophold i laboratoriet, og den tid var ikke til rådighed. Voigt gav selv udtryk for det på følgende måde: "Forskning kræver sin mand 100%, og det kunne jeg ikke honorere på grund af mine mange aktiviteter af anden art, som jeg ikke vil opgive". Han besluttede derfor at lægge sine kræfter i undervisningen.
I december 1943 kuldkastedes alle planer. Voigt blev arresteret af Gestapo for at skjule sprængstof til modstandskampen i sit hus. Han sad fængslet i forskellige lejre i Danmark til november 1944, hvor han blev deporteret til Tyskland. Også her gik turen mellem forskellige lejre. Neuengamme var en af dem. Voigt overlevede og kom med Bernadottes bustransporter til Sverige, hvor hans kone Karen opholdt sig. De var blevet gift i 1938 og havde i 1943 to børn og et i vente. Siden kom det fjerde og sidste til. Voigt ønskede ikke at tale om det lange fangenskab, men efter at han blev alene, Karen døde i 1987, har han skrevet en beretning herom.
Etableringen af Det Naturvidenskabelige Fakultet i 1954 medførte forandringer på Kemisk Institut for både forskning og undervisning. Nu skulle hele kemiens felt tilgodeses. En ny gruppe af studerende, som skulle undervises på et helt andet niveau end de lægestuderende, stod for døren, den samlede stab af medarbejdere af alle kategorier voksede drastisk i de nærmeste år, og de snævre pladsforhold i det gamle institut førte til beslutningen om, at der skulle opføres en ny institutbygning.
Voigt engagerede sig stærkt i denne udvikling. Han skulle varetage undervisningen i forbindelse med den pædagogiske del af den eksisterende studieordning (skoleembedseksamen) og blev i 1958 tillagt et lektorat, og i 1961 udnævntes han til afdelingsleder i forbindelse med den nye studieordning. Hans optagethed af undervisningen førte til et par udadvendte tiltag. Danmarks Radio ville lave en serie TV-programmer med titlen "Kemi for millioner", ialt 16 udsendelser, og Voigt påtog sig opgaven. Det blev et meget stort arbejde og blev en solid succes med genudsendelse hver søndag efter seer-ønsker. Voigt skrev materialet om til en lille kemibog for 9.-10. klasserne, der vandt indpas i mange skoler. Det gav blod på tanden, og resultatet blev Kemi 1 og 2, en lærebog for "gymnasiet og seminariet m.fl.". Den fandt en del udbredelse, og adskillige lærere var begejstrede for den, men "den var generelt for svær, især for lærerne" konstaterede Voigt. Den nåede tre udgaver.
Voigt involverede sig også i politik både på universitetet og på landsplan. Han var, sammen med især Olaf Pedersen, primus motor i den bevægelse blandt amanuenserne ved Aarhus Universitet, som førte til dannelse af det uofficielle organ Amanuensisrådet, med Olaf Pedersen som formand og Axel Voigt som sekretær. Dette råds arbejde var af afgørende betydning for at amanuenserne opnåede medbestemmelse ved institutternes beslutninger, og på Kemisk Institut førte til en velfungerende ordning med 4 professorer og 4 amanuenser i bestyrelsen, og som i nogen grad kan ses som spiren til styrelsesloven af 1970. I landspolitikken var Voigt medstifter af partiet Liberalt Centrum, og han stillede op til folketingsvalget i 1966. Partiet kom i Folketinget, Voigt dog ikke. Ved valget i 1968 gled partiet ud af tinget og opløstes kort efter.
Axel Voigt var et følsomt og farverigt menneske, levende interesseret i verdenen om ham og altid god for en stærk debat. Han indtog ofte skarpe standpunkter, som "flertallet har aldrig ret!", men på en måde, der ikke skræmte andre bort. Han var et familiemenneske, satte familien over alt. Biskop Kjeld Holm karakteriserede ham ved bisættelsen som "en kristen hedning".
Arne Berg