NEKROLOGER 1997

JENS LINDHARD

26.2.1922-15.10.1997

Jens Lindhard døde den 15. oktober, 75 år gammel. Han virkede til sin halvfjerdsårsdag som professor i teoretisk fysik ved Institut for Fysik og Astronomi, og han var også efter sin pensionering fagligt særdeles aktiv og fortsatte sit daglige arbejde på instituttet.
Jens Lindhard blev internationalt kendt for væsentlige bidrag inden for flere af fysikkens hovedområder. I et stort arbejde fra begyndelsen af halvtredserne, da han arbejdede på Niels Bohrs Institut for Teoretisk Fysik i København, beskæftigede han sig med den såkaldte frie elektrongas, som danner basis for beskrivelsen af elektroners opførsel i et metal. Opgaven var at beregne, hvorledes et sådant system reagerer på en udefra kommende elektromagnetisk forstyrrelse hidrørende fra for eksempel lys eller en indtrængende ladet partikel. Han påviste, at al information herom er indeholdt i en dielektricitetsfunktion, som i dag i litteraturen benævnes Lindhard-funktionen. Såvel dette resultat som den benyttede metode har fået stor betydning for udviklingen af almene metoder til analyse af systemer bestående af mange identiske partikler.
Niels Bohr havde i slutningen af fyrrerne udgivet en stor afhandling om hurtige, ladede partiklers indtrængning i et materiale, og Jens Lindhard blev som hans assistent inddraget i den videre udforskning af dette felt. Det førte blandt andet til en fælles afhandling om hurtige ioners indfangning og tab af elektroner. Som alle, der kom i nær kontakt med Niels Bohr, blev Jens Lindhard stærkt præget af samarbejdet med ham. Alle sider af problemerne blev nøje gennemtænkt, og konklusionerne blev formuleret med stor omhu. Jens fortalte gerne en lille anekdote herom: Vi er i færd med at løse et vanskeligt problem og udforme vore tanker i afhandlingen. Efter lang tids rygning i stilhed tager Bohr piben ud af munden og siger: "Nu har jeg det, vi begynder sætningen med ordet ?notwithstanding'". Efter at dette ord er nedskrevet, tændes piberne, og i tavshed overvejes og gennemtænkes den nye situation i endnu længere tid, hvorpå Bohr siger: "Jeg er overordentlig glad ved at mærke, hvor godt vort arbejde skrider frem i dag."
I denne periode indledtes også et samarbejde med Morten Scha rff. Det begyndte med, at de to i fællesskab skrev kantater til Parentesen, den matematisk-fysiske studenterforening. Jens skrev teksten og Morten musikken. Senere kom det til at dreje sig om ladede partiklers nedbremsning, under udnyttelse af blandt andet resultaterne fra afhandlingen om elektrongassen. Samarbejdet blev afbrudt af Morten Scharffs tidlige død i 1961, men Jens fik færdiggjort de fleste af de fælles arbejder i en serie "Notes on Atomic Collisions". Emnet var beregning af energitab og rækkevidder i materialer for tunge ioner med relativt lave hastigheder. Under disse forhold er behandlingen særlig kompliceret, men det lykkedes at udvikle en generel beskrivelse, som har dannet grundlag for det meste af det senere arbejde på området.
På dette tidspunkt var Jens Lindhard for længst flyttet til Århus, hvor han i 1956 var blevet udnævnt til professor ved det nyoprettede naturvidenskabelige fakultet. Fra første færd indførte han og Povl Kristensen, som kom året efter, et moderniseret fysikstudium, som de sammen med andre unge fysikere netop havde planlagt i København. De matematisk- fysiske fag ekspanderede kraftigt i disse år, og det krævede en stadig kamp for nye ressourcer. "Vi kæmpede som løver med Svend Bundgaard (matematik) som løvernes brøl", fortalte Jens i sin fratrædelsesforelæsning for seks år siden. Selv ydede han måske ikke de største bidrag til de mange ansøgninger og planer, men til gengæld blev hans forskningsindsats helt afgørende for udviklingen af fysikken i Århus.
I 1961 blev Karl Ove Nielsen ansat som ny professor i eksperimentalfysik, og han satsede målrettet på at udnytte Jens Lindhards teoretiske arbejde som basis for udviklingen af den eksperimentelle fysik ved instituttet. Der blev skabt nær kontakt mellem teoretikere og eksperimentalfysikere, og ved ugentlige "lørdagsmøder" blev de seneste resultater og forslag til nye eksperimenter gennemdrøftet, med Jens Lindhard som det naturlige midtpunkt. Af stor betydning blev også gæsteforskerne, ikke mindst canadieren John Davies, som havde udviklet en ny metode til nøjagtig bestemmelse af rækkeviddefordelinger for tunge ioner skudt ind i faste stoffer. For krystallinske stoffer havde han fundet væsentlige afvigelser fra det forventede, og også andre eksperimenter tydede på, at materialers krystalstruktur kunne være af betydning for ioners nedbremsning. Efter at have været særdeles skeptisk over for de udførte målinger og deres fortolkning blev Jens overbevist, og han gav sig med stor iver i kast med at finde en forklaring. I løbet af forbavsende kort tid havde han udviklet en fuldstændig beskrivelse, som stadig står som det centrale teoretiske arbejde inden for feltet. Han påviste, at det grundlæggende fænomen er "strengeffekten", en styring af ionbaner ved korrellerede stød med atomer, som sidder på rad og række som perler på en snor ("string"). Han forudsagde en dramatisk konsekvens af strengeffekten, en total udslukning af kerneprocesser i stød mellem den indtrængende partikel og atomkerner i krystallen, og denne forudsigelse blev hurtigt bekræftet eksperimentelt på instituttet.
Afhandlingerne om strengeffekten og dielektricitetsfunktionen for elektrongassen udgør sammen med Notes on Atomic Collisions hovedværkerne i Jens Lindhards forskning. Men han leverede også en række væsentlige bidrag inden for andre områder som relativitetsteori og termodynamik, ofte med det formål at afklare uoverensstemmelser eller paradokser. Hertil kom arbejderne inden for den statistiske fysik. Disse var inspireret af spørgsmål opstået i forbindelse med strengeffekten, men de behandlede problemstillinger var langt mere almene. Centrale begreber var irreversibilitet, entropi og ikke mindst sandsynlighed. Han redegjorde for sine overvejelser om disse begreber i et foredrag ved overrækkelsen af Ørsted-medaljen i 1974 og citerede her Wessel: "Der er i Verden et Uhyre, som stopper Halvveis tit Geniets Fyre, ? det er Sandsynlighed". Handlingen i en af digterens fortællinger var blevet for usandsynlig! Sandsynlighed er et særlig vigtigt begreb i kvantemekanikken, hvor det er forbundet med Heisenbergs usikkerhedsrelation og Bohrs komplementaritetsprincip. Men som fremhævet af både Bohr og Heisenberg kan man allerede i den klassiske fysik finde eksempler på komplementære størrelser, og ved Bohrs 100-årsdag i 1985 bidrog Jens med en lille afhandling om komplementaritet mellem energi og temperatur. Det var hans opfattelse, at mange af problemerne vedrørende fortolkningen af forbindelsen mellem målinger og kvantemekanikkens matematiske formalisme skyldes manglende forståelse af sandsynlighedsbegrebet eller manglende accept af dette som et grundlæggende begreb i fysikken, eksemplificeret ved Einsteins udtalelse: "Jeg tror ikke, at Vorherre kaster med terninger!"
Jens Lindhards videnskabelige produktion er meget betydelig, skønt den i omfang indskrænker sig til knapt et halvt hundrede afhandlinger. Han nedskrev ofte sine overvejelser og beregninger som "tanker", der senere kunne tages op til fornyet overvejelse. Offentliggørelse kunne først komme på tale, når et emne var fuldt belyst, og løsningerne på problemerne var opnået på flere måder. Et særkende var hans evne til gennem en original betragtningsmåde at indkredse det væsentlige i en problemstilling og at sætte et observeret fænomen ind i en større og mere basal sammenhæng. Ofte udledte han sine resultater ud fra få, enkle forudsætninger, hvis konsekvenser blev analyseret med stor skarpsindighed og konsekvens. Alle hans arbejder omhandler grundvidenskabelige problemer, men alligevel har mange af de opnåede resultater fået stor praktisk betydning. Således har beskrivelsen af ioners nedbremsning og af den særlige strengeffekt i krystaller været afgørende for den teknologiske udnyttelse af ionbestråling til fremstilling af integrerede kredse, mikrochips.
Jens Lindhard modtog adskillige udmærkelser for sin forskning, Rigmor og Carl Holst-Knudsens videnskabspris i 1965, H.C. Ørsted-medaljen i 1974, Filtenborgs æreslegat i 1978 og Dansk Fysisk Selskabs Fysikpris i 1988. Han blev udnævnt til æresdoktor ved Odense Universitet i 1996 og ved Fudan Universitetet i Shanghai i 1997. Han var medlem af Akademiet for de tekniske Videnskaber, af Hollandsche Maatschappij der Wetenschappen og af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, hvis præsident han var i perioden 1981-88.
Jens havde mange interesser ud over fysikken. Han var en ivrig og dygtig skakspiller, og han var meget belæst. I sin studentertid havde han selv forsøgt sig i digtekunsten, og hans videnskabelige afhandlinger blev formuleret med stor omhu og udpræget stilistisk sans. Han var en kender af Holberg og Shakespeare og en stor beundrer af Winston Churchill! Han havde en selvstændig og original mening om mange ting og kunne være meget stædig! Men frem for alt var Jens en stor personlighed og et venligt og levende menneske, som vil blive savnet.
Jens Ulrik Andersen