Kristian Ringgaard

30.7.1918-7.4.1998

K. Ringgaard, professor emer., dr.phil., var ansat ved Institut for Nordisk Sprog og Litteratur størstedelen af sit liv. Han blev født i Give som søn af et hotelejerpar, blev student i Herning 1939 og begyndte at læse dansk og engelsk ved Aarhus Universitet. Han var i krigens sidste år i Sverige, hvor han var stipendiat ved Institut för nordiska språk, Uppsala Universitet, og senere medarbejder ved Landsmålsarkivet samme sted. Herfra vendte han tilbage med den danske brigade i maj 1945, og i juli samme år blev han gift med sin norskfødte kone Nini, som han havde mødt på instituttet i Uppsala.

Han blev cand.mag. i dansk og engelsk 1948 og tiltrådte som adjunkt først ved Høng Studenterkursus 1948-50, senere ved Th. Langs skoler i Silkeborg 1950-52. Derefter vendte han tilbage til Sverige og var 1952-57 rejselektor for Foreningen Norden og 1953-57 universitetslektor i Göteborg. 1957 blev han videnskabelig assistent og 1959 amanuensis for professor Peter Skautrup ved Institut for Nordisk Sprog og Litteratur og Institut for jysk Sprog- og Kulturforskning, Aarhus Universitet. Han blev dr.phil. 1960 på en afhandling med titlen Vestjysk stød , et emne, han i 1946 havde skrevet speciale om. 1962 blev han docent, og 1966 efterfulgte han Skautrup som professor i nordiske sprog - en post, han forblev på, til han blev pensioneret i 1988. Han var gæsteprofessor ved universitetet i Kiel 1972-73 og holdt gæsteforelæsninger ved universiteter rundt om i Norden. 1986 fik han tildelt Kungl. Gustaf Adolfs Akademiens pris og samme år Helsingfors Universitets bronzemedalje.

K. Ringgaard var en internationalt anerkendt dialektolog. Han var medarbejder ved Jysk Ordbog fra 1957 til 1973 og sammen med Skautrup og Niels Åge Nielsen redaktør af tidsskriftet Sprog og kultur 1967-73. Allerede i studietiden var han begyndt at optegne jyske dialekter. Han har fortalt, at han kedede sig så meget som soldat i Oksbøllejren, at han fandt på at gå ud med notesblokken og interviewe gamle fiskere. Det blev begyndelsen til ordbogens dialektsamlinger fra Ål sogn. Også i barndomssognet Give foretog han omfattende optegnelser. Derigennem skaffede han sig tillige empirisk materiale til specialet og senere disputatsen, som forener hans interesse for sprogets lydsystem med hans studier af dialekterne ved at behandle det særprægede vestjyske stød. Dette stød adskiller sig fra det rigsdanske ved at falde umiddelbart foran de spændte klusiler p, t og k i indlyd; fx findes det i flertal af ordet stok , altså stokke , som hedder [sdå'g], og i flertal af kat , altså katte : [ka'd]. Gennem instrumental-fonetiske undersøgelser, foretaget på Århus Kommunehospital med Ringgaard selv som forsøgsperson, kunne det vises, at det vestjyske stød i modsætning til det rigsdanske har et fuldstændigt stemmebåndslukke; sproghistorisk set må det være opstået i 1200-tallet i forbindelse med accentforskydningen, da svagtryksvokalerne faldt bort ved den jyske apokope. Ringgaards øvrige forskning handler også om de danske dialekter og om dansk fonologi, både i dag og historisk set. Her kan nævnes "Can functional load explain some Danish sound developments?", trykt i André Rigault & René Carbonneau (eds.): Proceedings of the Seventh International Congress of Phonetic Sciences 1972, "Anton Berntsens jyske dialekt", trykt i Anton Berntsen - liv og digtning 1973, "Rules in Conflict", trykt i C.-C. Elert et al. (eds.): Dialectology and Sociolinguistics 1977, "Flektionssystemets forenkling og middelnedertysk", trykt i ANF 101 1986. Han tog gerne til kongresser og konferencer for at udbrede kendskabet til disse fænomener. Selv var han en vittig og vellidt vært ved The Fifth International Conference of Nordic Languages and Modern Linguistics i 1983 og 1. Møde om Udforskningen af Dansk Sprog i 1986, der begge resulterede i bredt benyttede konferencerapporter.

Interessen for kollegialt samarbejde udmøntede sig også i deltagelsen i den danske komité for det internationale dialektatlas og i mange års arbejde i ledelsen af Dansk Sprognævn, Det lærde Selskab og Dansk Magisterforening.

Som underviser huskes han for sit rolige gemyt; han fortsatte urokkeligt sine timer om det danske sprog selv i de meget stormomsuste år fra slutningen af tresserne til begyndelsen af firserne. Ligesom han selv var blevet draget ind i dialektologien på ekskursioner med Skautrup, sådan tog han sine egne studenter med ud for at optage dialekter på bånd; vi var fx i Agger, på Fur og i Ladelund i Sydslesvig - og opdagede, at Ringgaard var glad for musik og god til at spille klaver. Også institutadministration tog han sig af, og han var i halvfjerdserne og firserne institutbestyrer i længere perioder.

Han var en god og trofast ven, der nok kunne komme med en skarp bemærkning og irettesættelse, men var hjælpsom og forstående, når det gjaldt.

Mette Kunøe