NEKROLOGER 1999

STEEN FOLKE LARSEN

29.08.1944 - 27.03.1999

Steen Folke Larsen, professor, Psykologisk Institut, Aarhus Universitet er død. Ikke blot er en vellidt kollega nu borte; men tillige har dansk og international kognitionspsykologi mistet en meget kompetent og fremtrædende forsker.

Steen var uddannet mag.art. i psykologi fra Københavns Universitet. Herefter kom han til Århus i 1968 først som adjunkt og senere som lektor. I 1972 fik han Aarhus Universitets guldmedalje. Gennem årene var han gæsteforsker på universiteter i udlandet, bl.a. som Fulbright Visiting Scholar ved Department of Psychology, Emory University, Atlanta, USA. I 1998 blev han professor i kognitionspsykologi ved Psykologisk Institut, Aarhus Universitet.

Steen har som forsker været levende optaget af bl.a. autobiografisk hukommelse - den måde, hvorpå mennesker tænker, kategoriserer og erindrer hverdagsagtige fænomener. Man mindes f.eks. hans studier af, hvad vi husker af en almindelig radioavis, mindeværdige bøger, erindring af usædvanlige begivenheder, og hans undersøgelse af, hvordan en boghandler husker placeringen af tusinder af bøger i sin forretning. Afsløringen af disse principper var for ham nøglen til forståelsen af den menneskelige tænkning og hukommelse. Steens seneste forskning skulle have banet nye veje i vor forståelse af menneskets tænkning: Sammen med kolleger ved Instituttet fik han i 1998 1.9 millioner kroner i støtte fra Det Humanistiske Forskningsråd til det stort anlagte rammeprojekt 'Emotion, hukommelse og sprog'. Hans videnskabelige produktion var meget omfattende; de mange artikler og kapitler affattet både på dansk og engelsk og udgivet i anerkendte tidsskrifter og bøger vidner om hans store gennemslagskraft både nationalt og internationalt. Steen var også flere gange bidragyder til Den Store Danske Encyklopædi, f.eks. med artiklen 'Erindring'. Her demonstrerede han sit store overblik og klare stil.

Steens faglige tillidshverv var mange; blot for at nævne nogle få: Han var i en periode redaktionsmedlem for Scandinavian Journal of Psychology og fra 1991 for International Journal of Psychology. Han var desuden medlem af European Society for Cognitive Psychology og Society for Text and Discourse.

Steen var desuden dybt engageret i uddannelsen af psykologer og var selv et eksempel på en formidler af forskningsbaseret undervisning på højeste niveau. Også ph.d.-studiet optog ham, hvor han har været en af instituttets drivende kræfter i implementering af forskeruddannelsen.

Helt fra instituttets grundlæggelse sidst i 1960-erne satte Steen sit præg på stedet, f.eks. var han formand for det daværende Fagråd. Gennem årene var han stadig aktiv i administrerende organer, bl.a. som medlem af Fakultetsrådet. Han nåede også at være institutleder i et enkelt år, inden han i efteråret 1998 blev udnævnt som medlem af Statens Humanistiske Forskningsråd.

Steen blev af kolleger oplevet som et engageret menneske, seriøs, humoristisk, og der stod stor respekt om hans person. Han havde en selvfølgelig beskedenhed, og fandt det aldrig nødvendigt at hævde egne kvaliteter på bekostning af andre. Steen var også et meget privat menneske. Arbejde og privatliv blev holdt skarpt adskilt, og han gav kun få et indblik i sit liv uden for Instituttets verden. Steens død er en smertelig overraskelse, et stort tab for alle, der kendte ham.

Dion Sommer, Institutleder
Ole Steen Kristensen, Studieleder