NEKROLOGER 2001

AKSEL STENDERUP

21.4.1919 - 14.2.2001

Professor Aksel Stenderup døde den 14. februar, 81 år gammel. Professor Stenderup blev født på Langeland og blev student fra Ribe Katedralskole. Han tog sin lægeeksamen i 1947 fra Københavns Universitet og kom kort efter til Århus, hvor han først arbejdede på Århus Amtssygehus og Marselisborg Hospital, inden han i 1952 blev ansat på Aarhus Universitet, hvor han i 1961 blev professor i bakteriologi ved Institut for Almen Patologi, det senere Institut for Medicinsk Mikrobiologi og Immunologi. Her var han ansat, indtil han som 70-årig gik på pension. Professor Stenderup opbyggede dette institut. Med sin charme og sin ligefremme væremåde var han i stand til at tiltrække unge dynamiske forskere, som han gav stor frihed til at udvikle nye forskningsområder. Selv var han mykolog og opbyggede en landsdækkende diagnostisk afdeling for svampediagnostik, som fortsatte også efter hans pension med Lisa Dalby som ledende laborant. Dette var til Stenderups store glæde, og det gav ham anledning til ofte at besøge afdelingen, hvor han også bevarede et lille kontor.

Professor Stenderup var visionær og en særdeles dynamisk strateg. Han formåede at opbygge og udvide forskerstaben på sit institut, allerede før store årgange af studenter medførte, at de øvrige institutter voksede. Derfor blev han den første, der kunne etablere en medicinsk molekylærbiologisk afdeling. Vi kaldte den for DNA-afdelingen, og i den afdeling blev der først udført undersøgelser over mikroorganismers genetiske sammenhæng og senere meget avancerede molekylærbiologiske undersøgelser. Stenderup var i stand til at fremskaffe midler til det nye apparatur, der var nødvendigt for at påbegynde denne forskning, men allerede i de første år gik han med planer om at bygge et nyt og stort moderne institut. Dette var en umådelig stor udfordring, som ikke blev gennemført uden store vanskeligheder, men det lykkedes, og Bartholinbygningen står som det største minde om den dynamiske professor. Bartholinbygningen blev færdigbygget i 1974, og ved 25-års jubilæet i 1999 fremstod bygningen stadig som en af landets mest avancerede og velfungerende molekylærbiologiske universitets-laboratoriebygninger. Ved festsymposiet, som blev afholdt i forbindelse med 25-års-jubilæet, holdt Stenderup foredrag om bygningens tilblivelse til stor glæde for både unge og gamle medarbejdere.

Professor Stenderups store interesse for kunst medførte, at Bartholinbygningens forhal fik en fantastisk keramisk relief-udsmykning, udført af kunstneren Allan Schmidt. Udsmykningen, som fylder hele væggen i forhallen, og som derfor måtte udføres i Frankrig, da der ikke fandtes ovne, der kunne brænde de store keramiske stykker i Danmark, forestiller svampehyfer. Allan Schmidt blev inspireret til dette motiv under et besøg hos Stenderup, hvor han viste Allan Schmidt disse fantastiske mikroskopiske strukturer. Da instituttet bad om at få Stenderups portræt malet, var det lige så karakteristisk, at han selv ville vælge, hvem der skulle male ham. Det blev et pragtfuldt billede, malet af A. Fredslund Andersen, som hænger i auditoriet og dagligt minder os om hans virke og visioner.

Gunna Christiansen