NEKROLOGER 2001

JOHANNES SLØK

27.4.1916 - 30.6.2001

Den 30. juni døde professor, dr.theol. Johannes Sløk, 85 år gammel. Man kunne sige, at hans liv er fortalt til ende, for han insisterede altid selv på at forstå sit liv som en historie, Gud fortæller. Og i den fortælling er enden ikke et ophør, men en pointe, fortællingens spids.

Sløk var i øvrigt selv en mesterlig fortæller med veludviklet sans for tilspidsede pointer. Enhver, der har hørt ham forelæse, vil kunne bevidne det. Når han fremstillede Platons Symposion , Shakespeares King Lear eller Becketts Vi venter på Godot , nærmede det sig en opførelse. Man forstod, hvorfor den daværende kirkeminister Bodil Koch - engang hun havde hørt ham prædike - undrede sig over, at han sluttede med et "Amen" og ikke et "Voilà!"

Han havde da heller ikke noget selvfølgeligt forhold til det kirkelige liv. Allerede fra barndommen betragtede han den borgerlige Gud som en papfigur, der afmægtigt skulle skjule, at tilværelsen er absurd, fordi den ikke er i stand til at imødekomme elementære menneskelige forventninger om "mening". Det er sådan set en tragisk indsigt, men Sløk gjorde det til sin livsopgave at se komikken i den.

Det blev et ungdommeligt møde med Søren Kierkegaards forfatterskab, som omvendte ham. Her fik han belyst, at mennesket i grunden er et lidenskabeligt væsen, der er tvunget til at leve i en bestemt forståelse af sig selv. Denne lidenskab skulle blive drivkraften i hans videnskabelige karriere ved Aarhus Universitet.

Karrieren begyndte dog sent og blev til tider møjsommelig. Efter kandidateksamen i 1943 virkede Sløk i et års tid som højskolelærer. Derefter var han i tre år undervisningsassistent på universitetet og hjælpepræst ved Skt. Lukas Kirke. Samtidig skrev han sin disputats om forsynstanken, som blev forsvaret i 1947.

Forskellige legater gjorde det muligt for ham at foretage studierejser til Paris, Cambridge, Basel og Rom. Men det blev Århus og byens universitet, som efter hans eget udsagn gav ham en følelse af at have fundet sin rette hylde: "Da jeg stod ved universitetets bygning og så ned i parken, havde jeg en dybt forsonende overbevisning om, at jeg var nøjagtigt, hvor jeg skulle være, at dette var stedet."

I perioden fra 1952 til 59 fungerede han som lektor. Dengang ikke en stilling, som man havde meget andet end æren ud af. Så Sløk underviste samtidig på Marselisborg Seminarium og andre steder i byen. Det siges, at han i perioder var oppe på noget nær 40 konfrontationstimer om ugen. Samtidig skrev han bøger om bl.a. Kierkegaard, Platon og Spinoza, så man kan forestille sig, at det næppe er blevet til megen nattesøvn.

Det Teologiske Fakultet oprettede i 1959 et ekstraordinært professorat i systematisk teologi til Sløk. Han skulle blot lige skrive en bog mere. Det blev til afhandlingen om Pico della Mirandola, som er dikteret fra sygesengen under et af hans utallige hospitalsophold.

Siden har han til stadighed lige skrevet en bog mere. Mere end 60 er det blevet til. Kristen moral før og nu (1959) er formodentlig hans mest udbredte. Men også den lille bog om Eksistentialisme (1964) er nået langt uden for universitetet. Og uden for Det Teologiske Fakultet, for dengang troppede en stor skare af studerende fra alle fakulteter op til hans efterhånden legendariske forelæsninger.

I 1967 grundlagdes Institut for Idéhistorie, hvor Sløk blev professor. Et hjertebarn, som han dog snart fik sine problemer med. Han fandt ikke mange lighedspunkter mellem den marxisme, som fulgte med '68, og den Karl Marx, han havde læst i trediverne. Den generøsitet han udviste - bl.a. da han ansatte Rudi Dutschke som undervisningsassistent - blev ikke altid gengældt.

Stridigheder på instituttet blev anledningen til, at han 1972-74 tog orlov, hvor han blandt andet skrev to bøger om renæssancefilosoffen Nicolaus Cusanus og videreførte sit omfattende oversættelses- og kommentararbejde med Shakespeare.

Da han vendte tilbage til instituttet, var der ikke mange, der nød godt af hans blændende forelæsninger. Jeg tror, at vi var omkring seks, der fulgte dem, der skulle blive til en af hans bedste bøger: Kierkegaard - humanismens tænker (1978). Men Sløk var ikke bitter. For - som han sagde - "hvis jeg bliver sur over et-eller-andet, så skriver jeg bare en kronik."

Det gjorde han tit. Men der var altid en forsonende humor over det. Det var det ganske vist ikke alle, der syntes. Mange opfattede ham i stedet som arrogant og flabet. De så ikke, at attituderne også dækkede over generthed og en blufærdig følsomhed.

Fra 1977 vendte han tilbage til teologien som professor i etik og religionsfilosofi, hvor han blev en skattet forelæser og samtidig videreførte sit allerede omfattende forfatterskab. Det blev bl.a. til Teologiens elendighed (1979), Det religiøse sprog (1981) og Da Gud fortalte en historie (1985). I 1986 holdt han sin afskedsforelæsning med titlen "Det komiske som teologisk kategori".

Sløk havde medlidenhed med de forskere, som gennem deres afsked bliver forhindret i at fortsætte deres forskning, f.eks. fordi de ikke længere har adgang til det nødvendige apparatur. Selv fortsatte han ufortrødent, til trods for at hans tilværelse for en medicinsk betragtning blev mere og mere plagsom. "Jeg ser og hører meget dårligt, og jeg kan ikke gå. Men jeg er jo ikke syg. Det er en lykke for mig, at jeg er blevet invalid, for så er jeg tvunget til at sidde her og skrive," kunne han sige.

Men han blev syg. Cancer i halsen. Formodentlig en følge af, at han altid havde røget, for ellers var man ikke en ordentlig teolog, mente han. Han havde altid spottet dem, der hævdede, at tobaksrygning er årsag til kræft, for han, der altid havde røget, havde ikke kræft. Nu fik han det så et års tid før sin død. Med henvisning til de omsiggribende retssager mod tobaksindustrien kunne han nærmest triumferende sige: "Nu har jeg fået kræft - og jeg er selv skyld i det."

Vi véd, at vi skal dø; men vi tror det som bekendt ikke. Det er derfor, vi ikke kan tænke det. Sløk troede det, og han forsøgte at tænke det. Det er godt, at vi har haft ham, og at vi stadig har hans omfattende forskning.

Æret være hans minde!

Niels Grønkjær

Institutleder

Institut for Systematisk Teologi