NEKROLOGER 2001

SIGVARD KAA


30.10.1913 - 11.11.2001

Sigvard Kaae blev født og voksede op på Frederiksberg. Han bestod embedseksamen ved Københavns Universitet i 1940, og efter turnus på Amtssygehuset i Gentofte kom han i 1944 til Radiumstationen i København, hvor afdelingens chef , Jens Nielsen, hurtigt fik øjnene op for hans usædvanlige evner og vakte hans interesse for radioterapien, hvorved den faglige livsbane blev grundlagt. Bortset fra en periode som afdelingslæge i Århus 1953-55 blev han uddannet i København, indtil han i 1962 tiltrådte som overlæge ved Radiumstationen i Århus og samtidig blev udnævnt til professor i radioterapi. Denne stilling besad han i næsten 25 år indtil sin afgang i 1984. Han efterfulgte professor Carl Krebs, der havde haft stillingen i næsten 40 år, men hvor Krebs havde været en udadvendt og offentligt kendt person, var Sigvard Kaaes aktiviteter betydeligt mere indadrettede i afdelingen og fokuserede på den faglige udvikling.

Sigvard Kaae var på mange måder en foregangsmand og en banebryder inden for dansk onkologi, idet han tidligere end de fleste så nødvendigheden af, at kræftbehandlingen kræver et tværfagligt samarbejde. Hans initiale interesse var behandlingen af brystkræft, hvor hans disputats fra 1953 var en omfattende analyse af mange års erfaringer fra Finseninstituttet i København. På det grundlag initierede han en af de første randomiserede undersøgelser inden for onkologien. Denne undersøgelse dokumenterede klart, at man kunne opnå de samme resultater i brystkræftbehandlingen ved at give strålebehandling kombineret med et mindre kirurgisk indgreb end den hidtidige omfattende og ofte invaliderende operation. Dette projekt, der var udført i et samarbejde mellem radioterapeuter og kirurger, står i dag som et mønstereksempel på en kontrolleret klinisk undersøgelse, og resultatet var en væsentlig årsag til en global ændring af behandlingen for brystkræft og skabte samtidig fundamentet for en lang række senere internationale undersøgelser, der har givet basis for en kontinuerlig behandlingsudvikling.

Foregangsrollen kom også til udtryk derved, at han var den første specialist i faget stråleterapi, men selv om han søgte at fremme dette fagområde, forstod han betydningen af tværfagligt samarbejde og fordelene ved interaktion mellem de forskellige behandlingsmodaliteter. Kaae var tidlig til at introducere "evidence based medicine" og praktiserede dette i væsentligt omfang, bl.a. ved en fremsynet rolle inden for den multidisciplinære kræftbehandling, hvor han var en drivende kraft i etableringen af brede samarbejdsrelationer med andre specialer. Således var han gennem årene stærkt medvirkende til at udvikle Sarkomcentret i Århus, der har været et mønstereksempel på fagligt samarbejde til gavn for patienterne, og tilsvarende i et mindre, men lige så fagligt udfordrende samarbejde om behandlingen af øjensvulster.

Sigvard Kaae fattede hurtigt interesse for universitetets funktioner og udvikling og var i mange år medlem af fakultetsrådet og konsistorium, hvor han var respekteret for sin store flid, samarbejdsvilje og for sine diplomatiske evner, som der tit var brug for. Han var i perioden 1966-67 dekan for Det Lægevidenskabelige Fakultet, men ikke mindst som prorektor (1967-70) i den hektiske periode omkring studenteroprøret var han med til at sikre, at Aarhus Universitet kom gennem denne fase på en såvel nyudviklende som en undervisningsmæssigt og videnskabeligt forsvarlig måde. Der er ingen tvivl om, at han med sine evner til både at kigge fremad og bagud var universitetet en stor støtte i denne periode.

På afdelingen var han meget afholdt af patienter og sygeplejersker. Han arbejdede hurtigt og fik afviklet tingene og var samtidig uhyre flittig og var på afdelingen alle ugens syv dage. Han var den første, der mødte op om morgenen, og den sidste, der gik hjem, oftest med tasken fuld af dagens post, som så blev fuldført hjemme. Han krævede meget af sine yngre medarbejdere, som så til gengæld nød glæde af hans hjælp og interesse, hvad enten det drejede sig om kliniske problemer eller vejledning i udarbejdelsen af videnskabeligt arbejde.

Selvom Sigvard Kaae lagde næsten hele sin arbejdsindsats i Radiumstationen og i universitetets virke, arbejdede han mest indadtil, hvor han tilsyneladende nød at se tingene udvikle sig, uden at han havde et behov for selvpromovering. Han fandt tydeligt tilfredshed i sin plads som grå eminence og var i den egenskab utroligt loyal, hjælpsom og støttende for de mange personer, der jævnligt høstede af hans store erfaring. Således kunne man hver lørdag formiddag konsultere ham på hans kontor, hvor han sad og syslede med sine videnskabelige data på store folioark, men kunne lide at blive afbrudt for at snakke om faglige og universitetsrelaterede ting. På tilsvarende vis indgik han i mange år også i inderkredsen omkring Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, hvor mange problemer ligeledes blev afklaret på en uformel måde, der ofte involverede Sigvard Kaaes næsten grænseløse hjælpsomhed.

Sigvard Kaae fik 25 års virke som professor i Århus og var i den periode meget medvirkende til, at faget ændrede sig fra traditionel stråleterapi til bredspektret onkologi. Hans stilfærdige lederskab, der dog ikke manglede markante synspunkter eller et enkelt raserianfald i ny og næ, hvis tingene ikke gik hans vej, skabte basis for, at Radiumstationen i Århus i den periode fortsat udviklede sig som den førende afdeling i Danmark. Sigvard Kaae var på sin lidt konservative måde meget åben for nye initiativer, hvis de var velargumenterede. I den forbindelse støttede han konsekvent igennem hele sin periode den klinisk relaterede forskning, bl.a. ved at sikre, at Kræftforskningsinstituttet, der var oprettet af Kræftens Bekæmpelse, forblev en integreret del af Radiumstationens virke.

Kaaes tilværelse efter pensioneringen var i øvrigt ikke let. Han mistede sin hustru et års tid efter, at han var flyttet tilbage til Københavnsområdet, og få år senere omkom hans søn ved en tragisk bådulykke. Selvom han i de seneste år var svækket af sygdom, var hans åndelige evner i god behold, og han havde til det sidste en usvækket interesse for onkologiens rivende udvikling. Således bevarede han kontakten med afdelingen og aflagde mindst en årlig visit, hvor han interesseret nød at følge udviklingen inden for de områder, han havde beskæftiget sig med.

Ved Sigvard Kaaes død har vi mistet ikke blot en god ven, men også en enestående kollega og læremester, moderne dansk radioterapi sin nestor og Aarhus Universitet en af sine trofaste støtter.

Jens Overgaard