NEKROLOGER 2001

SØREN SØRENSEN

29.9.1920 - 20.11.2001

Med tidligere rektor, professor, dr.phil. Søren Sørensens død har ikke bare Aarhus Universitet, men også det danske kulturliv mistet en overordentlig virksom og indflydelsesrig skikkelse. Hans poster i bestyrelser og råd - ofte som formand - nåede et antal, som næsten kan tage vejret fra én. Flere af dem lå uden for hans sædvanlige virkefelt, musikvidenskaben, og mange af hans tillidshverv strakte sig over meget lange tidsrum. Han var således i en årrække formand for Den Jyske Opera, for Aarhus Teater og for Statens Humanistiske Forskningsråd; et opslag i "Blå Bog" vil kunne forøge disse få, men betydelige, poster med mange flere.

Søren Sørensen var født i København, og hans skolegang kom til at foregå i tilknytning til "Københavns Drengekor" og den sangskole, som lededes af dirigenten og organisten Mogens Wöldike. Som en del andre inden for den ældre generation af musikforskere i Danmark uddannede han sig som praktisk musiker parallelt med den videnskabelige skoling, og her - ligesom det oftest var tilfældet - med orglet som sit hovedinstrument. Men selvom han i 1940'erne var yderst aktiv især som cembalist i det af ham og dirigenten Lavard Friisholm grundlagte københavnske "Collegium Musicum", viste forskningen sig at have det stærkeste tag i ham. Emnet for hans konferensspeciale om Diederich Buxtehudes vokale kirkemusik blev udvidet og uddybet til en disputats, der forsvaredes i 1958. Samme år blev han udnævnt til professor ved Aarhus Universitet som efterfølger for Knud Jeppesen, grundlæggeren af det musikvidenskabelige institut - ganske som han i 1947 havde overtaget Jeppesens embede som organist ved Holmens kirke i København.

Det kan næppe have føltes ganske let at overtage lærestolen efter den verdensberømte Palestrinaforsker og desuden med undervisningserfaringer, som var ret beskedne i forhold til Jeppesens mangeårige lærervirksomhed på Musikkonservatoriet i København inden for fagene musikhistorie og musikteori. Søren Sørensen viste dog hurtigt, at han var mand for at fylde sin plads ud, og ikke blot det, men desuden at ekspandere sit endnu ganske unge institut kraftigt. Det gjaldt de fysiske rammer - udvidelsen af den lille bygning over for Naturhistorisk Museum stod netop klar, da instituttet var vært for en nordisk musikforskerkongres i sommeren 1966 - og ligeledes personalemæssigt samt med hensyn til diverse udstyr. Til denne ekspansion, som gjorde at instituttet i Århus i en årrække gik for at være det optimalt dimensionerede i Norden, bidrog selvfølgelig også den efterhånden kraftigt stigende tilstrømning af studerende, foruden at de første på stedet uddannede magistre efterhånden stod parat til at give deres besyv med.

Til trods for den dengang endnu rådende respektfulde afstand til lærerne, og helt specielt til de nærmest enerådende professorer, kaldtes Søren Sørensen blandt studenterne aldrig andet end Søren . Det var især udtryk for, at vi kunne lide ham, helt elementært. Der var ingen tvivl om, at vores trivsel og ligeså vores faglige vækst lå ham på sinde, men derudover havde han en udtalt sans for at skabe en undertiden næsten familiær stemning - især ved festlige lejligheder - omend med en vis patriarkalsk betoning: Søren var, jævnsides med sit udadvendte og joviale væsen, over for sine studerende præget af en vis blufærdighed; den kunne virke som distance, men var snarere udtryk for noget fornemt, et undertiden næsten aristokratisk præg over hans personlighed. Denne for så vidt mærkelige bagside af hans karisma - en egenskab han ellers besad en god del af - lod sig også spore i hans optræden i den populære udsendelsesrække i fjernsynet "Spørg Århus" i midten af 1960'erne; Søren markerede sig her ikke som én af de mere udprægede skærmtrolde. Men udsendelserne gjorde ham landskendt, ligesom de øvrige "lærde doctores", og bibragte ham et medietække, som kom til at holde sig i årtier derefter.

Søren Sørensens valg til rektor for Aarhus Universitet fulgte i 1967. Det kom ikke overraskende for dem, der kendte hans gennemslagskraft og smidige forhandlingsevner; desuden havde han i et par år fungeret som prorektor. Det faldt på denne måde i hans lod at lede universitetet gennem de turbulente omskiftelsernes år, som førte til en ny, mere demokratisk styrelseslov, den der gjorde det af med professorernes ledelsesmæssige privilegier. Den ballade, som "studenteroprøret" ind imellem bød på, var ikke så forligelig med Sørens opfattelse af universitetets idé, og han kunne i sådanne situationer enkelte gange reagere overilet, følelsesmæssigt dirigeret. Men ellers indstillede han sig på de nye tider, som også nærmest havde forvandlet hans institut under hans fireårige fravær. Selv forandrede han sig ikke, han forblev den alment forståelige underviser og forsker af den gamle skole: præget af en soliditet, hvori man her og der nok kunne efterlyse egentlig faglig nytænkning; på den anden side forfaldt han aldrig nogensinde til det pedantiske.

En bibliografi over Søren Sørensens produktion findes ikke, heller ikke i det festskrift, han fik overrakt i 1990, da han som 70-årig blev emeritus. En foreløbig granskning udviser fem bøger og dertil svarende bidrag, et halvt hundrede egentlige artikler samt en lang række nodeudgivelser - frem for alt rekonstruktionen af de såkaldte "Clausholm-fragmenter" sammen med professor Henrik Glahn, København - anmeldelser og kronikker. Hertil kommer at par større leksikonprojekter, som han i 1980'erne engagerede sig stærkt i, navnlig redaktionelt; til disse knytter sig også hans sidste store fuldførte arbejde med lærebogen Gads Musikhistorie (1990). Lægger man denne produktion sammen med alle de administrative opgaver, han til stadighed var optaget af, kan man kun sige, at Søren var myreflittig alle dage.

I hans otium begyndte kræfterne snart at tage af, men han foretog dog fornyede undersøgelser i Düben-samlingen på Universitetsbiblioteket i Uppsala, på jagt efter yderligere ukendt musik af Buxtehude og hans samtidige. Her blev han bistået af Lene Ravnbøl, hans nære og trofaste veninde gennem årene efter hustruen Jyttes død i 1985. Han fortsatte også i nogen tid med arbejdet på den biografi om Carl Nielsen, som han havde under udarbejdelse gennem hele sit sidste tiår på universitetet, men han blev ikke færdig hermed - Alzheimer-sygdommen tærede for stærkt på ånden.

Af mere tragiske omstændigheder omkring Søren Sørensens liv i musik - hvis man overhovedet kan bruge så stærkt et ord om én, der havde lykken så meget med sig - kan højst gælde det forhold, at den glimrende musiker, som han var, blev sat i skyggen af forskeren og underviseren. Det forum, hvori han uden tvivl havde bedst lejlighed til at fortsætte med at udfolde sig både som videnskabelig formidler og som musiker, var "Samfundet Dansk Kirkesang", som han til stadighed var én af hovedkræfterne i, og hvorfra mange af hans arbejder udsprang. Dette engagement forklarer også en del af hans dybe beundring for Knud Jeppesen (der også var komponist, elev af Carl Nielsen og Thomas Laub) og for Mogens Wöldike, to forgrundsfigurer i hans samtids danske musik, som han har givet detaljerede og levende skildringer af i skriftlig form. Men ikke mindst var Søren en rig kilde til mundtlige informationer om snart sagt alle betydelige skikkelser i de brede kulturelle kredse, som han kom i nærmere kontakt med.

Vi, som kendte Søren Sørensen ikke bare som kollega, men også som en umådeligt generøs og varmhjertet ven, har savnet det, efter at han ikke længere kunne underrette os ud fra sit vide, også historiske netværk og den hukommelsesevne, han havde for sit fond af sammenhænge og detaljer. Og ikke mindre vil vi savne ham selv, så længe vi er i stand til at mindes ham.

Bo Marschner