NEKROLOGER 2003

Karen Juul-Olsen

29.1.1945-26.1.2003

Lektor ved Musikvidenskabeligt Institut Karen Juul-Olsen døde 26. januar 2003 efter længere tids sygdom, kort før sin 58 års fødselsdag. Aarhus Universitet, og Afdeling for Musikvidenskab i særdeleshed, har dermed mistet en engageret og til det yderste loyal og pligtopfyldende medarbejder.

Karen Juul-Olsen tog nysproglig studentereksamen ved Viborg Katedralskole i 1963. Herefter fulgte frem til 1971 studier i Musikvidenskab ved Aarhus Universitet, men allerede dengang stod sangen hendes hjerte meget nær, hvilket resulterede i en supplerende eksamen som statsprøvet musikpædagog i sang ved Det Jyske Musikkonservatorium 1974. Karen Juul-Olsen var i perioden 1971-77 adjunkt ved Viborg Amtsgymnasium, hvorefter hun blev ansat ved Musikvidenskabeligt Institut, først som adjunkt i 1977 og senere som lektor fra 1981. Karen Juul-Olsen kunne således fejre sit 25 års jubilæum som ansat ved instituttet i efteråret 2002.

Karen Juul-Olsens hovedområde var sangstemmen og dens funktionsmåde i teori og praksis, og hun underviste i såvel solosang som stemmeteori. Som forsker var hun initiativtager til et forskernetværk for nordiske stemmeforskere. Hun udviklede fagets teoretiske sider og efterlader sig et næsten færdigt manuskript til en bog om stemmeteori. Som underviser var hun særdeles respekteret og dybt engageret i sit faglige område og kæmpede for dets overlevelse som en uundværlig del af den musikvidenskabelige uddannelse. Karen Juul-Olsen holdt også flittigt sine egne kunstneriske færdigheder vedlige, og hun deltog ofte aktivt ved koncerter som sopransolist og korsanger.

Karen Juul-Olsen havde en særlig fornemmelse og interesse for administrative arbejdsområder, og dette resulterede bl.a. i, at hun i 1988 afsluttede en uddannelse som Master of Business Administration ved UCLA, USA. Hun var i lange perioder skiftevis institutleder og formand for studienævnet ved Musikvidenskabeligt Institut, ligesom hun i en længere periode var formand for Det Humanistiske Fakultetsstudienævn (senere Studieudvalget). Hendes ledelse var præget af stor ansvarsbevidsthed kombineret med loyalitet og menneskelig indsigt.

I de senere år var Karen Juul-Olsen dybt engageret i universitetspædagogik, og hun planlagde og underviste på adskillige universitetspædagogiske kurser. Som formand for Universitetspædagogisk Udvalg og Universitetspædagogisk Udviklingsenhed har hun i høj grad medvirket til, at universitetet har valgte opslå fire universitetspædagogiske stillinger til besættelse i foråret 2003. Man kunne have undt hende den glæde at være med til at færdiggøre dette værk og opleve stillingerne besat.

Karen Juul-Olsen døde så at sige midt i livet. Sygdommen satte sine tydelige spor og tog gradvist kræfterne fra hende, men hun var til det sidste medlevende i faglige og kollegiale forhold. Instituttets sociale dagligdag lå hende meget på sinde, og hun var altid klar til en kollegial snak af såvel faglig som mere personlig karakter.

Vi vil alle savne hende.

Jens Johansen