NEKROLOGER 2005

Flemming Melsen

22.10.1938-20.03.2005

Professor, dr. med. Flemming Melsen døde 66 år gammel d. 20. marts 2005 efter få dages, akut opstået sygdom. Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Århus Universitet og Patologisk Institut, Århus Universitetshospital har mistet en internationalt anerkendt og banebrydende forsker, en højt værdsat underviser og forskningsvejleder, en bredtfavnende akademiker og værdsat kollega, samt tillige en enestående kapacitet indenfor klinisk, pato-anatomisk diagnostik.

Efter sin opvækst i Silkeborg, afsluttede Flemming Melsen lægevidenskabelig embedseksamen ved Århus Universitet i 1969. Han var determineret i sit valg af specialistuddannelse, og fik i 1982 specialistanerkendelse i patologisk anatomi og cytologi. Allerede tidligt i sit postgraduate forløb var Flemming Melsen motiveret for den akademiske side af lægegerningen, - et engagement, som han bevarede, plejede, og formidlede i resten af sit korte liv. Flemming Melsen interesserede sig især for metaboliske knoglesygdomme, og kort efter embedseksamen var han medvirkende til skabelsen af et enestående samarbejde omkring udforskning og diagnostik af disse lidelser, forankret ved Århus Universitet og Århus Universitetshospital. En forudsætning for den efterfølgende succes var dels Flemming Melsens aktive indsats i oprettelsen af et specialiseret laboratorium for udforskning af knoglevæv, dels hans inspirerende og motiverende samarbejdsevner på tværs af faggrænser. Flemming Melsen indså hurtigt nødvendigheden af ikke blot en kvalitativ vurdering af knoglevæv, men også en kvantitativt baseret evaluering, og han etablerede tidligt et frugtbart samarbejde med forskere ved såvel Århus Universitet som internationalt, forankret i udviklingen af objektive, kvantitative metoder til vurdering af normalt og sygeligt ændret knoglevæv. Dette initiativ skulle vise sig at få vidtgående internationale efterdønninger, med etablering af helt nye, banebrydende principper for udforskning af sygelige processer i knoglevæv, med afgørende betydning for klinisk håndtering af metaboliske knoglelidelser. Flemming Melsens disputats: Histomorphometric analysis of iliac bone in normal and pathological conditions (1979) blev modtaget i det internationale netværk for knogleforskning med stor interesse, og etablerede efterfølgende fundamentet for forskningsområdet. I perioden 1973 og frem til sin død har Flemming Melsens ca. 300 videnskabelige publikationer i internationale tidsskrifter og lærebogsafsnit bibragt nyorientering og standardisering i udforskningen af knoglevæv, ikke mindst i henseende til hans dynamiske state of the art beskrivelser af basale, biologiske processer i forbindelse med knogleremodellering. Naturligvis var Flemming Melsen også blandt initiativtagerne til stiftelsen af The International Society for Bone Morphometry, og dyrkede det internationale samarbejde, bla. som præsident for The Fourth International Bone Morphometry Meeting i Århus 1984, samt som medarrangør af andre nationale samt internationale faglige møder og sammenkomster. Flemming Melsen formåede at udvide sit forskningsområde, og ikke mindst at motivere yngre forskere, hvilket udmøntede sig i et stort antal disputatser og Ph.D. afhandlinger med Knoglelaboratoriet som arnested. Samtidig formåede Flemming Melsen at formidle forskningsresultater via foredrag ved adskillige internationale møder og kongresser.

Flemming Melsen var en højt værdsat underviser ved Århus Universitet. Han beklædte diverse undervisningsstillinger fra 1970. Fra 1984 fungerede han som klinisk lektor i patologisk anatomi og cytologi, og blev i 1990 udnævnt til adjungeret professor i patologisk anatomi ved Århus Tandlægehøjskole. Tillige var Flemming Melsen dybt engageret i den postgraduate undervisning indenfor patologisk anatomi og cytologi samt knoglebiologi og ortopædi. Mange studenter, kommende speciallæger og forskere har oplevet Flemming Melsens afsmittende entusiasme. Hans evne til med enkelte midler, tavle og kridt, at forvandle vanskeligt tilgængeligt lærestof og forskningshypoteser  til enkle budskaber vil blive husket, og blev undervejs forståeligt honoreret med prisen som årets underviser ved Århus Universitet.

Flemming Melsens mange evner blev benyttet flittigt. Han var en yndet bedømmer af akademiske afhandlinger, reviewer ved flere internationale tidsskrifter, og i udpluk kan nævnes medlemskab af Osteoporoserådet, Fakultetsrådet ved Århus Universitet, og formandsskab for Dansk Selskab for Knogle- og Tandforskning.

Flemming Melsen formåede ved siden af sine mange akademiske aktiviteter at varetage en fuldtidsstilling som overlæge ved Patologisk Institut, Århus Universitetshospital siden 1986, hvor han især engagerede sig indenfor diagnostikken af lidelser i knogler, brystkirtlen, skjoldbrusk- og biskjoldbruskkirtlen. Hans glæde ved pato-anatomisk, diagnostisk arbejde og interaktionen med kliniske samarbejdspartnere har for patienter betydet hurtig og optimal diagnostik, og for yngre, uddannelsessøgende læger samt kollegaer tjent som rollemodel.

Flemming Melsens umiddelbarhed i socialt samvær, berigende bemærkninger, evne til indføling, hans hjælpsomhed og gæstfrihed vil blive husket af alle. Tabet af ham, og hans mangefacetterede væsen er stort, for hans familie, venner, samarbejdspartnere, kollegaer, - for alle, som kendte og samarbejdede med ham.

Æret været Flemming Melsens minde.

Flemming Brandt Sørensen