NEKROLOGER 2006

Gunnar Sørensen

1935 – 01.04.2006

Den første april 2006 døde lektor Gunnar Sørensen efter længere tids sygdom og svækkelse. Han forlod Institut for Fysik og Astronomi i 2000 og så frem til nogle gode år som pensionist. Sådan skulle det imidlertid ikke gå.

Gunnar Sørensen blev uddannet som cand.polyt.(kemi) i 1959, og efter de obligatoriske 2 års militærtjeneste samt 2-års ansættelse ved kernekemigruppen på forskningscentret CERN i Geneve, blev han i 1964 knyttet til Det fysiske institut ved Aarhus Universitet, som på daværende tidspunkt var under opbygning. Hans opgave var at forestå det radiokemiske arbejde for kernefysikerne (fremstilling af stærke radioaktive kilder) og atomfysikerne (fremstilling af emner for ionimplantation). Men Gunnar ønskede at bidrage med mere end service, så han tog kontakt til undertegnede, der var ansat ved Kemisk Institut, og vi etablerede et tæt samarbejde de næste ti år omfattende såvel kemiske som fysiske forskningsprojekter.

Blandt de fysiske projekter bør fremhæves de eksperimentelle studier af lys udsendt fra ionstråler, som var blevet anslået ved passage af tynde kulfolier. På daværende tidspunkt var optisk fysik stort set ikke eksisterende ved universiteterne herhjemme, men beamfoil-spektroskopien bragte optikken tilbage og bevirkede, at instituttet var rede til at gå ind i ”laseralderen” da denne oprandt i midten af 1970’erne. Perioden 1969-1975 blev en særdeles produktiv periode for Gunnar og hører til hans bedste tid ved instituttet. Blandt resultaterne fra denne periode var hans disputats fra 1973 (Experimental Studies of Atomic Transitions), hvori han bidrog med studier af atomare levetider og atomare overgangssandsynligheder. Disse studier bidrog væsentligt til, at det var muligt at nå frem til en klar erkendelse af, at grundstofsammensætningen i Solens fotosfære var den samme som i visse kulstofholdige meteoritter. Tidligere havde der været uoverensstemmelse for mange elementer med faktorer rækkende fra ca. 2 til 100. I denne periode var Gunnar også nyskabende indenfor de eksperimentelle øvelser, og han var initiativtager til den første europæiske beamfoil konference i Aarhus i 1969.

Fra 1975 igangsatte Gunnar mere teknisk orienterede projekter, hvortil ionimplantation kunne anvendes, f.eks. til at forbedre overflader på skærende værktøjer, og han etablerede et nært samarbejde til flere større danske industrivirksomheder, hvilket var en klar nyskabelse på den tid. Som en anerkendelse herfor modtog han i 1980 en hæderspris, og han modtog væsentlige midler til disse forskningsarbejder. Han ydede i disse år også en værdsat indsats som medlem af Det Teknisk Videnskabelige Forskningsråd samt som medlem af eller formand for flere EU komiteer.

Kort efter sin pensionering væltede Gunnar Sørensen med cyklen og fik et kompliceret benbrud, der medførte et langvarigt sygeleje, og han genvandt ikke sin normale førlighed. Senere stødte der alvorlig sygdom til, som svækkede ham meget de sidste år. Som Gunnar Sørensens nærmeste kollega i de unge år vil jeg altid mindes ham for hans faglige engagement og gode samarbejdsevne, hans venlighed og hjælpsomhed overfor de studerende og det altid gode humør.

Torkild Andersen