ÅRSBERETNING 2000

NEKROLOGER

Halfdan Siiger

28.7.1911-15.12.1999

Efter kort tids sygdom døde professor i religionshistorie, cand.theol. et mag.art. Halfdan Siiger den 15. december 1999 i København. Han var kendt hos kolleger og studerende som en videnskabsmand og en gentleman.

Halfdan Siiger blev født i 1911 i København, cand.theol. i 1936 og mag.art. i religionshistorie i 1942 ved Københavns Universitet. I perioden 1947-1950 deltog han i Haslund-Christensens tredje danske centralasiatiske ekspedition til Afghanistan, Pakistan og Indien. Siiger udførte etnografisk feltarbejde blandt kalash-folket i Chitral i 1948, lepcha-folket i Sikkim i 1949 og boro-folket i Assam i 1950. Efter dette usædvanligt omfattende feltarbejde blev han i 1950 udnævnt til museumsinspektør ved Nationalmuseets Etnografiske Samling, hvor han indtil 1960 havde til opgave at varetage de fornemme samlinger fra store dele af Asien. I et erindringsinterview i 1994 med Palle Lykke fortalte Siiger at inspektørstillingen var spændende for ham på grund af museets stadige tilegnelser af nye genstande og jævnlige besøg af udenlandske etnografer. I denne periode var han vellidt af såvel kolleger som etnografi-studerende på grund af sin indsigt og charme.

I 1960 tog Halfdan Siiger afsked med Nationalmuseet for at tiltræde den 1. november i en nyoprettet stilling som professor i religionshistorie ved Aarhus Universitet. Bedømmelsesudvalget bestod af professorerne F.Blatt, P.V.Glob, E.Hammershaimb, G.Hjort og Sv.Pallis. Med denne stilling havde Siiger ansvar for uddannelsen i kristendomskundskab til bifags- og hovedfagseksamen, samt i religionshistorie for magisterkonferens. Samme år grundlagde han Institut for Religionshistorie, som i 1962 fik en villa stillet til rådighed på Paludan-Müllersvej. Her virkede han indtil 1979. Fra 1966-1967 var han dekan for Det Humanistiske Fakultet.

I perioden 1953-1969 var Halfdan Siiger medlem af bestyrelsen for Dansk-Indisk Forening, og fra 1969 medlem af repræsentantskabet. Han var også medlem af Det Lærde Selskab og i 1963 af den nordiske kulturmissions ekspertgruppe for afro-asiatiske studier. Siiger bevarede gennem hele sin karriere forbindelsen til de etnografiske miljøer såvel internationalt som lokalt, dels som medlem af Nordiska Rådet for Antropologisk Forskning og af det permanente råd for de internationale etnografikongresser, dels som censor og formand for censorkorpset for etnografi og dels som æresmedlem af Dansk Etnografisk Forening.

Halfdan Siiger var også meget fag- og uddannelsespolitisk aktiv inden for religionshistorien. I 1967 var han medlem af Undervisningsministeriets kommission vedr. undervisningen i fagene kristendomskundskab og religion og var i 1970 og 1971 medvirkende til forskellige betænkninger herfra. Som afdøde gymnasierektor Helge Qvortrup skrev i Siigers festskrift af 1981, udtalte Siiger sig under kommissionsarbejdet med omhu, "altid ud fra en sikker viden om gældende regler og et realistisk syn på muligheder; der lyttes med respekt til hans indlæg".

Halfdan Siiger var ligeledes aktiv i udarbejdelsen af eksamensordninger både for religionshistorie og kristendomskundskab. Siiger tilskyndede i begyndelsen af 1970'erne desuden oprettelsen af et Institut for Kristendomskundskab. Det var ham meget magtpåliggende at de kristendomskundskabsstuderende, som befandt sig i et ingenmandsland mellem teologi og religionshistorie, skulle have deres eget institut og studiemiljø. Hvad de religionshistoriske eksamensordninger angår skrev hans nære kollega, afdøde professor J. Prytz Johansen i Siigers festskrift, at Siiger var den førende pen: "Sammen drøftede vi de ny studieordninger og havde fælles møder med studenterne. Stort set er det Siigers idéer, mens min opgave var den taknemmelige at protestere og brokke mig; men vi fik stablet en bifagseksamen på benene, skønt en sådan ting i grunden slet ikke kan eksistere i et så vanskeligt fag som religionshistorie".

Resultatet af Halfdan Siigers energiske indsats i perioden 1960-1979 resulterede i et institut med egen bygning og bibliotek, fire videnskabelige medarbejdere, en fuldtidssekretær, 423 bifagskandidater, 107 hovedfagskandidater og 2 magistre.

Halfdan Siiger var også aktiv på nordisk plan som medredaktør af det nordiske religionsfaglige tidsskrift Temenos (Helsinki).

Halfdan Siiger har udgivet en række artikler og bøger om de centralasiatiske folk, hos hvilke han havde udført feltarbejde. Hans to-binds værk The Lepchas: Culture and Religion of a Himalayan People fra 1967 og hans mange artikler om emnet udgør en uvurderlig dokumentation af lepcha-folkene. Hans forskning var primært etnografisk, men han var også optaget af de pågældende folks åndelige kulturer, som udtrykt gennem deres handlinger, sange og fortællinger. Siiger var nemlig af den opfattelse at man ikke kunne behandle et så flygtigt og alligevel så omfattende emne som religion retfærdigt uden at vie de troendes ord og handlinger fyldestgørende opmærksomhed. Som den store etnograf, aføde professor Johannes Nicolaisen skrev i Siigers festskrift: "Halfdan Siigers Lepcha-værk er et glimrende eksempel på, hvor nært sådanne fag som religionshistorie og etnografi kan stå hinanden. Det skal dog nok her fremhæves, at netop Halfdan Siigers grunduddannelse som religionshistoriker har været i høj grad medvirkende til, at hans Lepcha-værk med sit rige stof om en primitiv religion kommer til at indtage en så fremtrædende plads blandt de store etnografiske monografier."

Halfdan Siigers forskning og undervisning var et eksempel på en kombination af det systematiske etnografiske feltarbejde, som han havde udviklet under omtalte Haslund-Christensen ekspedition, den stringente tekstanalytiske metode, som han havde lært hos Johannes Munk under sin teologiske uddannelse, og den komparative religionshistoriske tilgang, som han havde lært af religionshistoriens nestor, Vilhelm Grønbech.

Halfdan Siiger var kendt for sin karakteristiske undervisningsmetode. Gymnasierektor Henning Galmar formulerede, hvad der lå mange studerende på sinde: "Arbejdet skulle gøres med grundighed. Studenten skulle jo til eksamen og senere ud at undervise. Mens det stod på, kunne tekstlæsningsøvelserne virke utroligt kedsommelige: Hvert afsnit, hvert ord, hver formulering blev endevendt, før teksten kunne betragtes som forstået." Denne øvelse har mange af hans studerende senere draget meget nytte af i deres eksaminer og ved deres egen undervisning af gymnasieklasser. Men Siiger havde også, som professor Prytz Johansen konstaterede, "en veludviklet sans for den gode historie" og "han var altid oplagt og opmærksom overfor både smukke ting og mærkelige ting". Når han i sin undervisning fik mulighed for at udfolde sin fortælleglæde, f.eks. i forbindelse med de desværre alt for sjældne kurser om lepcha og de andre folk, som han havde truffet under den stor ekspedition, var hans studerende tryllebundet.

Halfdan Siiger havde en fabelagtig evne til at gennemskue de centrale og vigtigste principper i enhver sag, og hans spørgsmål til hans studerende førte som oftest til grundlæggende erkendelser. Som eksaminator har rektor Qvortrup skrevet, at Siiger altid havde en "urokkelig sindsro og venlighed" og "stor sympati for eksaminanderne".

Halfdan Siiger havde sine meningers mod, og han gennemførte med sikker hånd afstukkede veje. Som han sagde i erindringsinterviewet: "Jo, undertiden har jeg, synes jeg, været nødt til at fremføre divergerende synspunkter. Skal vi sige det på den måde?" Hans videnskabsforståelse var i stærk modvind under studenteroprøret i slutning af 1960'erne, men han bevarede under de dengang mange møder og konfrontationer en usvigelig høflighed, værdighed og respekt for sine medmennesker. Han havde en ro og lun humor som kunne overvinde selv de mest hærdede modstandere. I blandt hans elever genfortælles en karakteristisk situation under studenteroprøret. Et medlem af studentergruppen på humaniora ringede på dørklokken på Paludan-Müllersvej. Døren blev åbnet af professor Siiger, som venligt spurgte til vedkommendes ærinde. Studenterrepræsentanten forklarede, at han ønskede at hænge nogle studenterpolitiske plakater på opslagstavlen og at arrangere et orienterende møde for de religionshistoriske studerende. Siiger svarede: "Det tror jeg ikke er noget for os", hvorefter han lukkede døren igen. Det var stort set omfanget af studenteroprøret på Paludan-Müllersvej!

Studenteroprør eller ej, man glemmer aldrig miljøet på Paludan-Müllersvej. Henning Galmar beskrev det så rammende: "Jeg har Siiger mistænkt for at stå bag bibeholdelsen af villaens køkken, da den blev overtaget af instituttet. I hvert fald lå det ham meget på sinde, at de studerende brugte det efter hensigten. Disciplinen religionshistorie er for mig uløseligt knyttet til den hygge og i en vis forstand hjemlighed, dette hus og dets køkken var rammen om." Da Institut for Kristendomskundskab blev grundlagt, fik Siiger og daværende afdelingsleder, nu afdøde Erik Haarh, indført månedlige morgenbordsmøder på instituttet for de to institutters videnskabelige medarbejdere. Der er en udbredt holdning hos disse medarbejdere i dag, at det gode samarbejde, som i 1990 førte til sammenlægningen af de to institutter til et Institut for Religionsvidenskab skyldtes ikke mindst og måske mest den omsorg og nærhed, som prægede miljøet på Paludan-Müllersvej.

Halfdan Siiger var aktiv forsker gennem hele sin pensionstid. Han havde således i en årrække et kontor stillet til rådighed på Moesgård og havde et tæt samarbejde med etnografiske forskere fra udlandet og i Danmark bl.a. om hans feltmateriale vedr. kalesh-folket. Dette samarbejde resulterede i en række publikationer, foto- og museumsudstillinger og nye projekter for yngre forskere. Samarbejdet fortsatte også efter at Siiger i 1997 flyttede til København. Det er mit klare indtryk at han nød dette samarbejde overordentlig meget.

Halfdan Siigers kærlighed til sit fag og ikke mindst til sine medmennesker har været til inspiration for såvel kolleger som studerende. Som en af hans elever og hans efterfølger er jeg dyb taknemmelig for at have kendt professor Siiger. Ære være hans minde! .....Armin W. Geertz, professor dr.phil.

Niels Reisby

25.1.1936-29.1.2000

Cheflæge, professor, dr.med. Niels Reisby døde, 64 år gammel. Trods svær sygdom varetog han, pligtopfyldende og ihærdigt, sine faglige funktioner i ledelsen af psykiatrien i Århus Amt og som professor i psykiatri. Han nåede kort før sin død at afslutte bedømmelsen af et disputatsarbejde af overlæge Bent Rosenbaum, som udmærkede sig ved en sprogvidenskabelig tilgang til forståelse af skizofrene menneskers tankeforstyrrelser. Det var afslutningen af et mangeårigt arbejde, hvis gennemførelse Niels Reisby havde kraftigt stimuleret, og som han havde set frem afslutningen af.

Niels Reisby kom til Århus i 1980 som administrerende overlæge og professor i klinisk psykiatri. Han havde med sig en omfattende faglig og menneskelig ballast. I 1972 skrev han disputats om alkohol og meprobamats indflydelse på psykologiske funktioner, og han blev samme år overlæge på Kommunehospitalet i København. Efter nogle år som klinisk overlæge på Psykiatrisk Hospital blev han i 1990 cheflæge, først for hospitalet, siden for hele psykiatrien i Århus Amt. Selv om hans senere virke blev præget af varetagelse af de cheflægelige funktioner, fortsatte han sine universitære funktioner som bedømmer og vejleder ved akademiske afhandlinger.

Niels Reisby har altid haft omfattende faglige aktiviteter. Han lagde en stor arbejdsindsats i en række udvalg i Dansk Psykiatrisk Selskab, som han i 1982-84 var formand for. Han fik gennem sit arbejde som kasserer i World Psychiatric Association (1984-90) et indgående kendskab til den internationale psykiatri, men også retspsykiatrien havde hans bevågenhed, og fra 1992 var han medlem af Retslægerådet. Sundhedsstyrelsen og Amtsrådsforeningen rådgav han som særlig kyndig og fik herigennem stor indflydelse på dansk psykiatris udvikling. For mange fremstod han som en pioner og foregangsmand, ikke bare i Århus, men på landsplan.

Niels Reisby var altid meget optaget af psykiatriens historiske og filosofiske aspekter. Han nærede betydelig skepsis over for en snæver medicinsk sygdomsopfattelse og søgte til stadighed inspiration i humanistiske videnskaber. Han gjorde et stort arbejde for at udbrede kunst- og billedterapi i psykiatrisk behandling, og han havde forventninger om, at også sprogvidenskaberne kunne bidrage væsentligt til forståelsen af de psykiske sygdomme. En særlig forkærlighed havde Niels Reisby til psykodynamisk tænkning, fordi han heri så en teori, der respekterede bevidsthedslivets egenart og udgjorde et gedigent fundament for den samtalebehandling, der for ham stod som det fornemste tilbud til den psykiatriske patient. Den brede teoretiske forståelse præger såvel hans lærebøger som de mange øvrige publikationer fra hans hånd.

Niels Reisbys engagement i socialpsykiatri stemte godt overens med hans politiske holdninger, og udbygningen af distrikspsykiatrien lokalt såvel som på landsplan blev en vigtig arbejdsopgave for ham, en opgave han påtog sig ikke blot af pligt, men med et dybtfølt engagement. Blandt denne organisationsforms fortrin så han muligheden for at forebygge hospitalsindlæggelser og tvangsanvendelse og herved sikre en høj grad af tilfredshed hos såvel patienter som pårørende. Socialpsykiatrien var for Niels Reisby den naturlige konsekvens af hans grundliggende humanistiske livsindstilling. Det var ham magtpåliggende at fremhæve, at psykiske sygdomme ikke kan reduceres til hjernesygdomme, men afspejler et komplekst samspil mellem biologiske, psykologiske og sociale forhold. Enhver form for behandling må derfor tilgodese det enkelte menneskes egenart og værdighed.

Niels Reisby var et tolerant og rummeligt menneske. Han havde sine meningers mod, og bag den venlige og tilbageholdende fremtrædelsesform kunne der gemme sig en god del stædighed. Han tænkte langsigtet og strategisk i forhold til sine faglige visioner. Smålighed lå ham menneskeligt og fagligt fjernt. Han udtrykte sig fornemt i skrift og besad en formuleringsevne, som mange måtte misunde ham.

Niels Reisby havde fortjent mange flere år med intenst engagement i sit fag og i det rige sociale miljø, som omgav ham i Risskov. Selv om hans liv blev for kort, blev det rigt og betydningsfuldt. .....Raben Rosenberg

Åke Micklander

23.3.1927 - 9.3.2000

Åke Micklander døde den 9. marts 2000 kort før sin 73 års fødselsdag.

Åke Micklander blev født den 23. marts 1927 i Falun i Sverige. I 1952 begyndte han at studere på universitetet i Uppsala, hvor han blev fil.kand. i 1957 og fil.mag. i geografi, historie, nationaløkonomi og statskundskab i 1958. I januar 1965 blev han fil.lic. på en afhandling om "Handelsorternas hierarki" Han blev ansat ved Kulturgeografiska Institutionen i Uppsala som "förste ammanuens" i 1959, blev "forskningsammanuens" i 1963 og senere som lektor i perioden 1969 til 1971. Mens han var i Uppsala skrev han en række artikler og rapporter inden for centralstedsteori og relaterede emner. Han bidrog derved til "den svenske bølge", hvor man indførte kvantitative og teoretiske analysemetoder i kulturgeografien - et fag der også i Sverige tidligere havde været forankret i en mere beskrivende regionalgeografisk tradition.

Fra 1971 til 1992 var han ansat som lektor ved Geografisk Institut, Aarhus Universitet. Her underviste han i bygeografi, økonomisk geografi og emner relateret til fysisk planlægning - det sidste afspejlede sig også i hans bidrag til instituttets store undersøgelse over landsbyerne i Århus kommune. Åke Micklander kom til Aarhus Universitet i en brydningstid, hvor faget også her stod over for store omvæltninger. I en turbulent periode og i et internationalt præget fagligt miljø med divergerende opfattelser af fagets identitet og udviklingsretning, var det Åke Micklanders store fortjeneste, at han både kunne yde et væsentligt bidrag til instituttets faglige fornyelse og være en samlende skikkelse i instituttets daglige liv.

Åke Micklander var meget optaget af administrative opgaver, og allerede i maj 1974 blev han institutbestyrer for første gang. Han var bestyrer i adskillige omgange, sidst i perioden 1989 - 1992, hvor det blev hans vemodige opgave at nedlægge instituttet. Han var endvidere medlem af studienævnet i en periode.

Åke Micklander var en god og skattet kollega. Han var altid fair. Nogle situationer kunne give ham panderynker og øge hans tobaksforbrug, men han bevarede altid ro og overblik. Hans dør var altid åben for de studerende. Han var en efterspurgt specialevejleder og de mange samtaler han havde med sine studerende var til stor gensidig glæde og inspiration.

Æret være hans minde.

..... Svend Erik Jeppesen

..... Halfdan Johnson

Pia Fromholt

17.08.1944 - 10.03.2000

Pia Fromholt, forskningsprofessor ved Center for Gerontopsykologi, Psykiatrisk Hospital Risskov og Psykologisk Institut, Aarhus Universitet, er afgået ved døden den 10.marts 2000. En pionér indenfor dansk gerontopsykologi og en lysende personlighed er nu borte.

Pia var cand.psych. fra Københavns Universitet og tog senere bifagseksamen i middelalderarkæologi ved Aarhus Universitet. Efter kandidateksamen har hun haft flg. ansættelser: Psykiatrisk Hospital, Risskov ( almenpsykiatri ), Sociallægeinstitutionen i Århus, børnepsykiatrisk afsnit, Risskov, Psykologisk Institut, Aarhus Universitet (eksternt lektorat i børnepsykologi ), gerontopsykiatrisk afsnit, Risskov., Psykologisk Institut, Aarhus Universitet ( lektorat i gerontopsykologi ) og forskningsprofessorat i humanistisk ældreforskning.

Som det fremgår af Pias ansættelser, spændte hun vidt, men interessen for alderdommen var gennemgående helt fra studietiden. Hun skrev speciale i gerontopsykologi på et tidspunkt, hvor kun få psykologer interesserede sig for feltet. Og i de år, hvor hun ikke var beskæftiget indenfor faget, måske fordi der ingen stillinger var, dyrkede hun det som fritidsinteresse og arbejdede således hele tiden i kulissen for gerontopsykologien og fik bl.a. opdyrket et stort fagligt netværk indenfor nordisk gerontologi. Det store gennembrud for dette arbejde kom i slutningen af 80'erne og i 90'erne, hvor hun sammen med fremsynede ledere fra Psykiatrisk Hospital i Risskov og Psykologisk Institut, Aarhus Universitet præsterede følgende institutionelle gennembrud for gerontopsykologien: en ( som senere blev til to ) stillinger i klinisk gerontopsykologi på gerontopsykiatrisk afsnit, et kandidatstipendium i gerontopsykologi på Psykologisk Institut, Center for Gerontopsykologi, som drives i fællesskab af Psykiatrisk Hospital, Risskov og Psykologisk Institut, Aarhus Universitet, et lektorat i gerontopsykologi på Psykologisk Institut samt et forskningsprofessorat i humanistisk ældreforskning. Ved sin død var Pia således centrum i et livligt og inspirerende forskningsmiljø på Center for Gerontopsykologi.

Også på et andet plan var hun en drivende kraft for gerontopsykologien; hun sad i Dansk Psykolog Forenings fagnævn for klinisk gerontopsykologi, og Center for Gerontopsykologi blev hurtigt centrum for den teoretiske efter- og specialistuddannelse af kliniske gerontopsykologer. Endvidere var hun medlem af en række fagråd og bestyrelser. Endelig var hun blevet udpeget som præsident for den 16. Nordiske kongres i Gerontologi, som finder sted i Århus i 2002.

Hendes skriftlige produktion var meget omfattende. Hun promoverede gerontopsykologien med sin lette og reflekterende pen i en lang række tidsskrifter for andre faggrupper. Hun bidrog med bogkapitler i engelske og danske fagbøger. Rent forskningsmæssigt havde kognitionspsykologien hendes hjerte. Hun stod bl.a. i spidsen for flere studier af ældres livshistoriske hukommelse, som førte til udvikling af et diagnostisk redskab, det livshistoriske interview, i forbindelse med Alzheimers demens. Det i fagkredse efterhånden berømte udtryk "erindringslandskabet og glemselshavet" om hukommelsens forfald i forbindelse med Alzheimers sygdom er skabt af Pia på baggrund af disse hukommelsesundersøgelser. Kort før sin død nåede hun at blive færdig med to bøger, som havde ligget hende stærkt på sinde: dels bogen om svækkelse i alderdommen, som hun redigerede og var medforfatter af, og dels bogen om Drakenberg, hvor hun forenede sine interesser for gerontopsykologi og historie.

Pia var meget inspirerende som kollega, underviser og samtalepartner. Hun var engageret, åben og indlevende; man gik altid beriget fra et samvær med hende. Samtidig var hun helt sin egen og nød at dyrke det excentriske. Hun var kreativ i alle livets forhold og i besiddelse af en legendarisk sort humor, som hun bevarede til det sidste.

Pia gav meget og efterlader et stort tomrum. Vi vil savne hende som kollega og som ven og er taknemmelige for, hvad hun har betydet for os fagligt og personligt.

..... Karen Munk , Lise Bender og Per Torpdahl ,

.....Center for Gerontopsykologi

..... Dion Sommer , Psykologisk Institut

Villy Posborg Petersen

2.2.1919 - 12.3.2000

Villy Posborg døde af kolonkancer som recidiverede efter, at han i flere år efter diagnose og operation havde været symptomfri.

Posborg var vokset op i Hornslet i Østjylland, blev student fra Aarhus Katedralskole og cand.med. fra Københavns Universitet 1944. Han begyndte med det samme en uddannelse i intern medicin og gik tidligt ind i forskning. Universitets guldmedalje i klinisk medicin blev tildelt ham i 1946 og han blev den første dr. med. fra hus universitet i 1952 på en afhandling om fosfolipoidfraktionerne i blodet. 1953 - 1954 var han på studieophold ved Department of Physiology, University of Cincinnati, USA. Han knyttedes 1960 fast til den afdeling, hvor han havde fået hovedparten af sin kliniske uddannelse, medicinsk afdeling C, Århus Kommunehospital. De første år var han assisterende overlæge, og 1965 - 1988 overlæge og professor i intern medicin ved Aarhus Universitet.

Posborgs største faglige indsats var hans initiativ til at gennemføre den første nyretransplantation i Danmark ret kort efter, at det i udlandet var blevet vist, at kliniske allotransplantationer var gennemførlige. Den første danske humane nyreallograft blev indsat 18.4.1964 på Århus Kommunehospital, inspireret af optimistiske meddelelser på den internationale nyrekongres i 1963. Gennemførelsen af projektet krævede overvindelse af talrige barrierer af teknisk, medicinsk, immunologisk, logistisk og - ikke mindst -psykologisk art. Han og hans medarbejdere oplevede mange glæder, men også mange skuffelser og sorger, uundgåeligt som det måtte være, når man befandt sig i et hidtil uudforsket område med myriader af spørgsmål og ingen kendte svar. Til trods for, at ikke alt i begyndelsen forløb som håbet, viste det sig hurtigt, at humane allotransplantationer betød et afgørende fremskridt i behandlingen af terminal nyreinsufficiens. Den eneste anden behandling var kronisk dialyse, som dengang havde sine egne store problemer. Posborgs organisationstalent og energiske ledelse af alle trin i forberedelse og behandling af patienterne blev helt afgørende for den succes, der blev opnået. Han blev et højt værdsat medlem at Sundhedsstyrelsens transplantationskomite og fik derved betydning for den store udvikling, transplantationsbehandlingen fik i Danmark i de følgende år. Disse år blev højdepunktet i Posborgs lægeliv. Han blev med rette belønnet for sin indsats med flere store priser, heriblandt Novoprisen, som han modtog 1978.

Som medicinsk overlæge og professor kom han til at præge en hel generation af unge reservelæger. Hans ledelsesstil var autoritær og krævende og har ingen parallel i nutidens afdelingsledelse. Tingene skulle fungere perfekt og enhver ansats til sløseri blev stanset med beslutsomhed og uden fløjlshandsker. Posborg stillede store krav, og mange unge læger der passerede afdelingen har sikkert oplevet deres tid der som hård, noget i retning af en skærsild, men alle måtte erkende at ledelsen var i hænderne på en eminent dygtig og ansvarsbevidst kliniker og videnskabsmand. Når de så havde passeret skærsilden og forlod afdelingen var det med en ballast, som siden kom dem selv og deres patienter til gode. Mange sidder nu som lægechefer rundt omkring i landet.

Posborg var et usædvanlig ærligt menneske, der aldrig gjorde noget for at behage. Han fik nok kun få venner, og blev, set udefra, ret ensom efter at han havde trukket sig tilbage, men han følte sig ikke ensom. Han boede i sin lejlighed med sin hund, og beskæftigede sig med filosofi, botanik, matematik, fysik og historie. Han var nært knyttet til sine to døtre, Susanne og Rikke. Hver sommer tilbragte han sammen med sin kone Merete på Anholt, det sted i Danmark han elskede mest af alt. Han endte som en tålmodig, mild og verdensklog mand, der var god at gæste.

..... Ole Fjeldborg og Steen Olsen

Richard Malmros

18.3.1905-30.3.2000

Richard Malmros var en af dansk neurokirurgis pionerer. Han døde af pneumoni den 30.marts 2000, tolv dage efter sin 95-års fødselsdag.

Richard Malmros var født i Esbjerg under beskedne kår. Han blev student fra Esbjerg og cand.med. fra Københavns Universitet i 1931. Han blev ansat hos Edward Busch på den første neurokirurgiske afdeling på Militærhospitalet i 1935 og blev på afdelingen, indtil han i 1943 blev chef for den nyåbnede neurokirurgiske afdeling på Århus Kommunehospital. Hans disputats fra 1942 om "Den lumbale diskusprolaps og ligamentære rodkompression" fik væsentlig betydning for prolapskirurgiens udvikling i Danmark. 1950'erne og 1960'erne var hans storhedstid, lægerådsformand 1952-1954 og dekan 1954.

I 1954 blev Malmros udnævnt til professor i neurokirurgi ved Aarhus Universitet. Da han gik af som 70-årig i 1975 efter 32 år på afdelingen, sagde afdelingssygeplejersken "Krølle" på operationsgangen til ham ved hans afskedskaffebord: Vi har indført demokratiet på afdelingen for længe siden, men det har vi ikke nænnet at fortælle dr. Malmros! Han var streng og stillede store krav til pligtopfyldelse, ikke mindst til sig selv, og i mange år var det for ham et 24 timer i døgnet arbejde at være neurokirurg. I de vanskelige første år under og lige efter krigen måtte han af mangel på andet anvende det radioaktive Thorotrast som kontrastmiddel til arteriografier, som sammen med ventrikulografi og myelografi var eneste radiologiske diagnostika. Han tog det meget nær, at pressen langt senere dømte fortiden med nutidens øjne.

Fagligt var han yderst ambitiøs og sørgede for at tilegne sig de nyeste metoder fra rejser og kongresser. Han indledte aneurysmekirurgien - med ligatur - allerede fra midten af 1940'erne. Og allerede i 1960'erne igangsatte han klinisk forskning af kranietraume med Lassens og Ingvars 133 Xe-metode til måling af hjernens gennemblødning. Han blev det første æresmedlem af det nystartede Dansk Neurokirurgisk Selskab.

Æret være hans minde.

..... Jens Astrup

Finn Rasmussen

8.2.1942-24.4.2000

Finn Rasmussen døde mandag den 24. april 2000 uden forudgående varsel.

Finn blev cand.scient i fysik og kemi i 1965 og umiddelbart efter afsluttet kandidateksamen ansat som amanuensisvikar ved Kemisk Institut. 1. oktober 1969 blev han ansat som lektor ved Kemisk Institut.

I 1960'erne begyndte regnemaskinerne at vinde indpas som videnskabeligt hjælpeværktøj, og det var arbejdet med disse maskiner, der blev Finns hovedinteresse. I regnemaskinens barndom blev Kemisk Institut betjent af en central maskine, hvis drift krævede et kompliceret administrativt system. Det viste sig hurtigt, at Finn var manden, der evnede at få instituttets regnemaskine til at fungere optimalt. Det var også Finn, der meget dygtigt og kompetent sørgede for at skaffe midlerne til de stadige udskiftninger af den centrale maskine.

Finn fulgte også ivrigt med i udviklingen omkring pc'erne og it-teknologien, og han var kort før sin død blevet udnævnt til Kemisk Instituts webmaster.

Sine store administrative evner udnyttede Finn til at udforme Kemisk Instituts regnskabssystem. I den forbindelse gennemførte han i sin fritid et HD-studium.

I 1983 blev han valgt til institutbestyrer - en post han bestred indtil 1987. Umiddelbart herefter blev han udpeget til medlem af Flunas Kemiudvalg, som havde til opgave at beskrive kemiuddannelserne i Danmark. Resultatet af udvalgets arbejde er beskrevet i en detaljeret rapport, i hvis udformning Finn lagde et stort og engageret arbejde.

Sideløbende med sit arbejde som Kemisk Instituts computerekspert var Finn en engageret underviser, som de studerende satte stor pris på. Talrige er de gange, hvor man gennem den halvåbne kontordør har kunnet se og høre ham gennemgå de spektroskopiske grundbegreber for en lille flok studerende. Det var også ham, der tog initiativ til oprettelse af Datakemilinjen.

Finns forskningsindsats blev i høj grad ydet i form af programmering af konkrete beregningsproblematikker. Med sin udprægede analytiske evne var han ofte i stand til at finde den rigtige sammenhæng mellem observerede hændelser og derved lede eksperimentet i den rigtige retning.

Som følge af positionen som computerekspert var Finn i kontakt med næsten hele medarbejderstaben på Kemisk Institut. Han ydede beredvilligt hjælp til alle, der havde computerproblemer, spændende fra instituttets regnskab til styringsproblemer i laboratorieforsøg. I sin omgang med mennesker var han kendt for sin store viden, hjælpsomhed og samarbejdsvilje. Efter hans død har vi ofte på Kemisk Institut udtalt sætningen "hvis bare Finn havde været her", hvilket udtrykker det eftermæle, som på smukkeste vis karakteriserer Finns gerning på Kemisk Institut.

..... Jørgen Bendtsen

Jacob Danielsen

7.5.1937 - 26.4.2000

Jacob Danielsen in memoriam.

Forhenværende docent ved Kemisk Institut, dr. phil. Jacob Danielsen, afgik ved døden den 26. april, 2000 efter en kort og smertefuld sygdom.

Jacob Danielsen blev født den 7. maj 1937. I 1956 begyndte han på studiet til skole embedseksamen, som det hed dengang, ved det nyoprettede naturvidenskabelige fakultet ved Aarhus Universitet og blev i januar 1961 cand.mag. i matematik, fysik, astronomi og kemi, som var hans hovedfag. Umiddelbart efter eksamen blev han ansat ved Kemisk Institut, hvor han i 1965 blev udnævnt til lektor. I 1972 Blev han afdelingsleder og fik i kraft af sin doktorgrad titel af docent. Han tog sin afsked den 28. februar 1998 efter et halvt års forudgående orlov.

I foråret 1960 sluttede Jacob sig til den nyoprettede afdeling for uorganisk kemi som specialestuderende og begyndte at arbejde med røntgenkrystallografiske strukturbestemmelser. Han fattede hurtigt interesse for anvendelsen af elektronregnemaskiner, en interesse, som han bevarede livet igennem. Han var som kemiker en af pionererne i brugen af edb på kemiske problemer og var den første danske krystallograf, der skrev programmer til røntgenkrystallografiske beregninger. Hans første programmer blev skrevet til brug på den første danske elektronregnemaskine kaldet DASK ( DA nsk S ekvens K alkulator).

Jacobs arbejde med anvendelsen af edb gav røntgenkrystallografien i Danmark som helhed et stort skub fremad, og han har en stor del af æren for, at uorganisk afdeling hurtigt blev internationalt kendt i krystallografiens verden. Han delte gavmildt sin viden med andre og stillede beredvilligt sine programmer til rådighed for alle, der ønskede at bruge dem. Det var typisk for Jacob, at han som sit specielle arbejdsområde valgte et, der var fundamentalt vigtigt, nemlig studiet af metoder til løsning af krystalstrukturer, og i mindre omfang beskæftigede sig med løsning af konkrete strukturer. Han fik ikke fuldt ud den anerkendelse han fortjente i form af publikationer, da det ikke var almindeligt at publicere programmer, men ikke desto mindre fik han Universitetets guldmedalje i 1963 og blev i 1969 dr. phil. på en afhandling med titlen:"Studier af nogle af røntgenkrystallografiens direkte metoder". Da Kemisk Institut fik sit eget edb-anlæg deltog han aktivt i at gøre det let tilgængeligt for brugerne og han skrev bl.a. programmel til litteratursøgning. Så sent som i januar i år var han inde på Instituttet for at løse et år 2000 problem i et af sine gamle programmer, der stadig er i brug. Han udtalte spøgefuldt, at det nu kunne fungere i endnu 100 år, og han bekymrede sig ikke om tiden derefter. De meget store, centralt placerede edb-maskiner interesserede han sig ikke så meget for, da han der kun havde små muligheder for at komme tæt på maskinen. Derimod havde han hurtigt øjnene åbne for de muligheder de personlige computere bød på og ydede en stor indsats også på det område.

Jacob var af natur beskeden og søgte ikg opnå tillidshverv. Hans personlige integritet, loyalitet og pligtfølelse førte imidlertid til, at han flere gange blev valgt som institutbestyrer og til andre tillidshverv. Det er måske ikke for meget at sige, at hans pligtfølelse og evne til samarbejde blev udnyttet til det yderste.

Jacob var ikke blot en fortræffelig videnskabsmand og administrator. Han var også en usædvanlig god lærer. Hans forelæsninger og øvrige undervisning var præget af klarhed og overskuelighed, og han var højt respekteret af de studerende. Hans interesser var alsidige. Han ydede en betydelig indsats i den tværvidenskabelige forening, "Det lærde Selskab", hvor han en tid var medlem af præsidiet.

Æret være Jacob Danielsens minde.

..... Svend Erik Rasmussen

.....professor emeritus i uorganisk kemi

Hans Henrik Vagner

8.8.1942 - 28.5.2000

Professor, lic.jur. Hans Henrik Vagner døde den 28. maj 2000 efter længere tids svær sygdom.

Hans Henrik Vagner var født den 8. august 1942. Han blev juridisk kandidat fra Aarhus Universitet i 1968 og virkede frem til 1979 i advokatbranchen. I 1979 blev Hans Henrik Vagner ansat ved det daværende Institut for Privatret. Han blev lic.jur. i 1990 og blev i 1998 ansat som professor i formueret ved Juridisk Institut.

Hans Henrik Vagner beskæftigede sig såvel undervisningsmæssigt som forskningsmæssigt især med entreprise-, erstatnings- og forsikringsret. Hans bog "Entrepriseret" er standardværket for alle, der beskæftiger sig med dette retsområde.

Hans Henrik Vagner var en højt skattet underviser og vejleder. Som kollega gik man aldrig forgæves, hvis man søgte faglig råd og vejledning om de mange retsområder, han beherskede.

Også uden for Universitetet var Hans Henrik Vagner højt respekteret. Hans ekspertise blev hyppigt brugt af kursusudbydere, foreninger o.s.v. Også når det gjaldt responsa og voldgifter, var der særdeles ofte bud efter Hans Henrik Vagner.

Den kollegiale anerkendelse ytrede sig også ved, at Hans Henrik Vagner i 1998 blev valgt til formand for Dansk Selskab for Byggeret. Han var endvidere med til at etablere Tidsskrift for Bygge- og Boligret af hvis redaktionskomité han var et værdsat medlem.

Hans Henrik Vagner var i ordets bedste forstand et fint menneske, der var præget af stor beskedenhed. Hans stille, fine humor var meget skattet blandt kolleger og venner. Ord som loyal og pligtopfyldende er temmelig slidte, men de passede ualmindelig godt på Hans Henrik Vagner, der var i arbejde indtil få dage før sin alt for tidlige død.

Ved Hans Henrik Vagners død har Juridisk Institut mistet en meget vellidt og højt skattet medarbejder. Han vil blive savnet længe.

..... Peter Vesterdorf, institutleder

Vagn Madsen

17.08.1917 - 30.07.2000

I foråret 1953 tiltrådte Vagn Madsen et professorat ved Økonomisk Institut og vendte dermed tilbage til Aarhus Universitet, hvor han i 1941 var blandt de første kandidater fra det i 1936 oprettede økonomistudium, og som den første fik doktorgraden i 1951.

Vagn Madsen havde brugt de mellemliggende ti år godt. Gennem ansættelser i virksomheder, senest Carlsberg Bryggerierne, havde han oplevet stor afstand mellem den mikroøkonomiske teori og erhvervslivets virkelighed, og gennem studieophold ved Harvard og MIT i USA havde han set mulighederne i anvendbar og deskriptiv teori, som kan forklare, hvorfor visse virksomheder kan præstere bedre resultater end andre, som indsætter samme mængder af mikroteoriens produktionsfaktorer. Indtrykkene førte til disputatsen om industrivirksomhedernes rationaliseringsproblemer.

Fakultetet fandt, at Vagn Madsen evnede at formulere frugtbare problemstillinger, beherskede de nødvendige metoder, og kunne forene praktisk erfaring og iagttagelse med analytisk bearbejdelse, sjældne egenskaber som normalt ville føre sådanne personer til stillinger i industrien. Man ansatte ham derfor til som professor i praktisk driftsøkonomi at virkeliggøre den jyske direktørskole.

Vagn Madsens visioner gik da også langt videre end til industriens rationaliseringsproblemer. Han ville udvikle anvendbar teori på alle områder, hvor mikroteorien var utilstrækkelig, og han indså, at opgaven kunne komme til at overstige hans egne kræfter og legendariske flid. Han fik oprettet Institut for Virksomhedsledelse i 1957, men efter en halv medarbejderstilling i 1959 kom der ikke flere bevillinger, skønt der var skabt stor interesse i omverdenen, hvor mange virksomheder tilbød opgaver og materiale til anvendbar teori. Vagn Madsen samlede i de følgende år de bedste driftsøkonomiske kandidater i en gruppe, som først under hans ledelse arbejdede med konsulentopgaver for industrien og senere gled ind i universitetsstillinger i takt med øgede bevillinger.

Med et imponerende fagligt forfatterskab om variabilitetsregnskabet, organisation, budgettering og strategi udstrakte Vagn Madsen sin indflydelse til hele Skandinavien, således at han i tyve år var blandt de toneangivende driftsøkonomer, benyttet af virksomheder og offentlige udvalg, respekteret som faglig senior af instituttets stigende antal medarbejdere, og udnævnt til æresdoktor ved Handelshøjskolerne i Göteborg og Århus.

Efter 30 års tjeneste valgte Vagn Madsen at fratræde i 1983, og hans kontakt med Universitetet blev gradvis svagere. Han var født i Bogense og student fra Aabenraa og med et musisk talent og et venligt sind hævede han sjældent stemmen. Så meget stærkere var hans indflydelse på studerende, kolleger og venner, og så meget større føles tabet i de generationer, han kom til at præge.

..... Bendt Rørsted

Laurits Christian Ovesen

17.05.1943 - 08.10.2000

Lektor, praktiserende læge Laurits Ovesen fik i efteråret 1999 konstateret en uhelbredelig kræftsygdom, og døde stille og fredeligt i hjemmet den 8. oktober 2000.

Laurits var meget respekteret for sit virke som praktiserende læge og for sit store engagement i udviklingen af det almen medicinske speciale. Laurits brændte specielt for undervisning og udvikling af undervisning i almen medicin for lægestuderende ved Aarhus Universitet. Laurits blev praktiserende læge i 1974, og har siden 1975 været tilknyttet Institut for Almen Medicin, Aarhus Universitet. I perioden fra 1988-94 og fra 1997 og til sin død var Laurits en højt værdsat leder af Instituttet.

Laurits deltog også flittigt i undervisning af læger under uddannelse til speciallæge i almen medicin samt i efteruddannelsen af praktiserende kolleger. Laurits har bidraget med væsentlige kapitler til almen medicinske lærebøger og andet undervisningsmateriale, ligesom han tog aktiv del i forskningen inden for sit speciale. De videnskabelige arbejder omfattede primært sygdomsmønsteret i almen praksis, intervention over for medicinforbruget i almen praksis, kliniske interventionsstudier baseret på registerdata og spørgeskemaundersøgelser. Det vigtigste forskningsarbejde var de 3 monografier om sygdomsmønstret i almen praksis, enestående originale arbejder på internationalt niveau.

Laurits havde meget lune og en varm humor. Han var altid nærværende og omsorgsfuld overfor såvel patienter, studenter, personale og kolleger. Laurits forstod at prioritere uden at virke fortravlet, ligesom han forstod at komme til bunds i de problemer, han stødte på eller opsøgte, fordi de trængte til en løsning. Konflikter blev ofte løst på en direkte, venligt konfronterende, konstruktiv og altid respektfuld måde. Laurits valgte den løsning, han følte var rigtig, fremfor den letteste løsning.

Vi er taknemmelige for at have kendt Laurits, og er triste over ikke længere at kunne øse af hans erfaringer og støtte os til hans personlighed.

..... Torsten Lauritzen, Bo Christensen, Jørgen Lous

Peter Vesterdorf

9.10.1947 - 12.10.2000

Peter Vesterdorf, lektor og leder af Juridisk Institut ved Aarhus Universitet, døde den 12. oktober 2000 efter længere tids kræftsygdom. Han blev 53 år.

På grund af sine helt usædvanlige juridiske og pædagogiske evner samt fine personlige egenskaber blev Peter Vesterdorf allerede i studietiden ansat som adjunktvikar ved Juridisk Institut, hvor han siden sin eksamen har været ansat. Hans områder var især bolig-, familie- og arveret, som han har undervist og forsket i. Ved sin død arbejdede han på en afhandling om den almene boligsektor. Når dette arbejde ikke blev færdigt, skyldes det ikke alene Peters sygdom, men også hans betydelige administrative arbejde på instituttet og hans store lyst til også at præge juraen uden for Universitetet. Så sent som i august i år modtog han således Administratorforeningens hæderspris for sit utrættelige virke for oplysning om boliglovgivningen.

Peter Vesterdorf varetog en lang række opgaver uden for Universitetet. Han var bl.a. formand for Huslejenævnet og Beboerklagenævnet, Huslejenævnsforeningen og Dansk Selskab for Boligret. Han sad i flere udvalg og redaktioner for faglige tidsskrifter, ligesom han var medlem af den sidste lejelovskommission. Utallige er dem, der har hørt på ham på kurser og ved foredrag og lignende. Hans berøringsflade var således stor, og det var karakteristisk for ham, at han havde mange venner og næppe nogen uvenner på trods af, at han ikke gik på akkord med sine meninger, der ofte kunne være skarpe.

I de sidste 7 år var Peter Vesterdorf den utrættelige leder af Juridisk Institut. Han formåede i kraft af sit temperament, sin medmenneskelige varme og sin humor - humor, også i forhold til sig selv - at forene en naturlig autoritet med en demokratisk styreform. Han glædede sig, når der kunne træffes beslutninger til gavn og glæde for instituttet og kolleger. Omvendt gik han åbent ud for at forsvare og debattere, når situationen nødvendiggjorde upopulære beslutninger. Han kunne den sjældne kombination at være en stærk og en vellidt leder.

Peter Vesterdorf udstrålede glæde ved livet og gav instituttet farve. Da han måtte give op, tog han det med en enestående værdighed i taknemmelighed over at have haft et godt liv. Instituttet er dybt taknemmelig over at have haft ham som medarbejder og leder. .....Halfdan Krag Jespersen, professor, dr.jur.

..... Gorm Toftegaard Nielsen, professor, lic.jur.