AU i ord og billeder 2003
Europas middelalder set i et nyt perspektiv
I Tromsø, Dublin, Sevilla og mange andre steder sidder der forskere og skriver på en historie, som begyndte i Århus for fem år siden: som en ide hos professor Else Roesdahl fra Afdeling for Middelalderarkæologi.
Af journalist Mikkel Hvid
Mange danske kirker har en døbefont fra middelalderen. I Nr. Snede Kirke er det en flot og typisk jysk font: godt en meter høj, hugget i massiv, grå granit og smykket med fire store hanløver, der to og to deler et menneskeansigt.
Døbefonten står, som døbefonten står i de fleste danske kirker: oppe ved eller i kirkens kor.
Det er der næppe nogen, som undrer sig over. Sådan er det bare. Og hvis vi læser historiske skrifter, finder vi intet, som strider imod vores forestilling om, hvor i kirkerummet fonten står.
Men det er netop faren ved kun at bruge skriftligt materiale, når man rekonstruerer sin fortid, siger professor Else Roesdahl fra Afdeling for Middelalderarkæologi. Skriftlige oplysninger er ikke nær så omfattende, præcise og detaljerede, som man umiddelbart ville tro, og derfor er vi tilbøjelige til at tage for meget for givet og forudsætte, at verden ser ud, som vi kender den.
Men det gør den ikke altid. Heller ikke, når det handler om døbefonte. Arkæologiske udgravninger afslører nemlig, at døbefontene oprindelig stod tæt ved indgangen, bagest i kirkens skib, og ikke nok med det: De stod ikke på gulvet. Fontene stod på et podium med nogle trin, som hævede dem en halv meter over gulvniveau.
Det forklarer, fortsætter den 62-årige arkæolog, også døbefontenes udsmykning. I dag er der ikke mange, som rigtigt ser den. Vi betragter døbefonten fra oven, og det er stærkt begrænset, hvad vi kan så kan opfatte af udsmykningen. Men tidligere, da fonten stod på et podium, så menigheden den i øjenhøjde, og i det perspektiv kom kunstnerens anstrengelser til deres ret.
| Nr. Snede Kirkes døbefont fra ca. 1150 er en af Jyllands mange granitfonte med løver. Den er her set skråt nedefra. |
Fysiske spor giver et nyt perspektiv
Døbefonte er blot et eksempel, siger Else Roesdahl. Et eksempel på, hvordan arkæologernes studier af de fysiske spor, som kulturen sætter i landskabet, i jorden, i bygninger og redskaber, giver os en helt ny viden og sætter fortiden i et nyt perspektiv.
Hvis de skriftlige kilder var vores eneste vidnesbyrd om fortiden, var vi meget ilde stedt, mener Else Roesdahl: "Masser af forhold er aldrig beskrevet i skriftlige kilder. Trelleborg, for eksempel, er ikke nævnt i en eneste skriftlig kilde, men den er jo alligevel en vigtig del af vores historie. Flere andre af kongemagtens centre kender vi kun fra udgravninger eller de fysiske spor, der stadig er af dem i landskabet. Så de materielle kilder, som vi arbejder med i arkæologien, udvider og supplerer vores indsigt i fortiden."
Samtidig bidrager arkæologernes studier ofte med historisk viden om helt andre dele af tilværelsen end historikernes, siger Else Roesdahl:
"Skriftlige kilder handler ofte om politik, retsforhold og berømte personer, men der findes ikke ret meget skriftligt materiale om, hvordan almindelige mennesker faktisk levede livet, hvad de spiste, hvordan de indrettede sig, hvilken teknologi de betjente sig af, og så videre. Den viden kan arkæologien levere."
Primus motor for europæisk værk
I øjeblikket bruger Else Roesdahl en stor del af sin tid og forskning på et tobindsværk om Europas middelalderarkæologi.
Går alt efter planen, udkommer værket, The Archaeology of Medieval Europe I-II, på University College London Press i 2006, og hvis det lykkes, er det første gang nogen sinde, at vi har en samlet fremstilling af Europas arkæologiske middelalder.
Århus-professoren står ikke alene med alt arbejdet. De 16 kapitler i hvert af de to bind skrives af arkæologer fra universiteter i 15 lande, fra Tromsø til Sevilla, fra Dublin til Prag.
Men det var Else Roesdahl, som fik ideen til værket, og det var hende, som præsenterede kollegerne for en projektplan, de kunne samles om.
"Jeg holdt et oplæg om ideen på en arkæologisk konference i Sevilla i 1999, og kollegerne tog så godt imod mine tanker, at vi straks nedsatte en arbejdsgruppe og snart efter en redaktionskomite, som har stået for det videre arbejde med projektet."
Og der har været masser af arbejde. Både fagligt og praktisk er det en stor opgave at løfte. Det vidste hun godt på forhånd, men arbejdet med bogen udløste også en række frugtbare diskussioner, som hun ikke havde forudset.
"For eksempel var det ikke så let at afklare, hvad vi i denne sammenhæng skal regne til Europa. Af mange praktiske grunde endte vi med at fokusere på det romersk-katolske område. Vi har altså de baltiske lande med, men hverken Grækenland eller Ukraine, for eksempel. Og det er jo en diskussion, som man skal være meget forsigtig med, fordi den hurtigt kan blive politisk," siger Else Roesdahl.
Helheden giver mere end delene
Der findes en del værker om enkelte landes middelalderarkæologi, men Else Roesdahl havde længe savnet et værk om en større del af det europæiske område, blandt andet til brug for undervisningen.
"De nationale værker er udmærkede og nødvendige, men et samlet værk om Europas middelalderarkæologi giver nogle andre og meget interessante muligheder. For det første har vi i dag brug for at vide noget om hele Europa. Ved at følge et bestemt emne gennem hele Europa får vi desuden indblik i kulturens udviklingsveje: Hvordan og hvorfor påvirker regionerne hinanden, og hvad var deres særpræg? Ud over at se på sammenhænge og udviklinger i den europæiske middelalder giver et samlet værk os også mulighed for at studere forskellene, og hvorfor de findes: Hvad er det, som gør, at man har kaminer i Vesteuropa, men ovne i Mellem- og Østeuropa? Og hvorfor kom sejlskibene så sent til Skandinavien, når de var kendt i middelhavsverdenen mange hundrede år før? Det er nogle af de ting, jeg er meget spændt på at læse mere om, når værket bliver færdigt," siger Else Roesdahl, der er formand for den styregruppe, der følger projektet.
| Et veludbygget vejnet med broer over floder og åer bidrog til at binde middelalderens Europa sammen.Her er den flotte befæstede bro i Cahors, Sydfrankrig, fra 1300-årene. |
Øget samarbejde
Bogprojektet har desuden haft en positiv effekt på Afdeling for Middelalderarkæologi, siger Else Roesdahl.
"Gennem arbejdet med bogen har vi knyttet kontakt til en masse arkæologer i Europa, og det har vi stor gavn af. Nogle af dem har været her på besøg og holdt gæsteforelæsninger, og flere vil komme. Det styrker helt klart faget, at man på den måde får inspiration udefra."
Den større internationale horisont er de studerende også meget glade for, fortæller Else Roesdahl.
"De fleste unge er jo meget internationale i deres tankegang, så de er begejstrede for, at projektet her giver det arkæologiske arbejde et meget bredere perspektiv."
Men var det så ikke en god ide at udgive en bog om verdens middelalderarkæologi?
"Joe, men så må det være nogle andre, som gør det," siger Else Roesdahl.
| Vejkapellet fra ca. 1500 ved landsbyen Gnojewo nær Gdansk i Polen smykkes stadig med lys og blomster af forbipasserende – ligesom i middelalderen. Kapellet er af røde tegl og har nicher til krucifikser og helgenfigurer. |
