Indholdsfortegnelse Forrige afsnit Næste afsnit Udskriv (pdf)

Krigen i kroppen

De hvide blodlegemer fører krig mod kræften, og Marianne Hokland er deres hærfører.

Af journalist Mikkel Hvid

"Hvornår det er en succes? Det er svært at sige."

Marianne Hokland holder en pause og tænker sig om.

"Jeg har faktisk ikke overvejet, hvad der skal til, før jeg vil kalde projektet en succes," fortsætter hun, "men jeg vil være glad og stolt, hvis vores arbejde medfører, at fremtidens kræftpatienter får en større chance for at overleve. Nej. Nej, det er forkert at sige: Hvis vores projekt bidrager til, at flere kræftpatienter overlever eller får en bedre livskvalitet. Ja, det vil virkelig gøre mig glad."

Marianne Hokland forsker i immunterapi. Målet er at finde og forbedre de dele af kroppens naturlige immunforsvar, som er bedst til at bekæmpe cancer.

Emnet har optaget den 52-årige dr.med., siden hun som studentermedhjælper i midten af 1970’erne assisterede lektor, dr.med. Iver Heron på Institut for Medicinsk Mikrobiologi. Han arbejdede blandt andet med interferon, et stof, som hæmmer virusinfektion, og som  derudover viste sig at have en effekt ved kroppens bekæmpelse af visse cancerformer.

Projektet blev skelsættende for Marianne Hoklands karriere. Efter et ophold på Harvard Medical School skrev hun sin doktordisputats om spørgsmål, som går helt tilbage til det første studenterprojekt: Hvordan påvirker interferon immunsystemets celler, og hvordan kan denne effekt udnyttes som led i en immunbaseret behandling? Hvordan styrker og udnytter man immunforsvaret, så det kan indgå som et led i behandlingen?

Kroppen vs. cancer

I de sidste 15 år har Marianne Hokland fokuseret på immunterapi af modermærke- og nyrekræft.

Pointen er, forklarer hun, at kroppen har et naturligt, men meget komplekst immunforsvar mod sygdommene.

To elementer er særlig vigtige i den sammenhæng: NK- og T-cellerne.

NK står for Natural Killers. Det er kroppens frontkæmpere - "the first line of defence". NK-cellerne behøver ikke at have mødt canceren, før de ved, at den er farlig. De styres nemlig at et minus mig-princip: De angriber det, som ikke ligner dem selv og dermed kroppen.

NK-cellerne har imidlertid to problemer. For det første er de ikke særlig effektive, og for det andet har de svært ved at identificere visse former for kræft.

"Kræftcellerne opstår i os selv, så de ligner os," forklarer Marianne Hokland. "NK-cellerne har derfor svært ved at identificere dem som fjendtlige: De ligner os for meget."

Derfor er det godt, at kroppen også har en ekstra forsvarslinje, T-celler.

En gang fjende, altid fjende

T-cellerne er kroppens elitesoldater. De bekæmper kræften langt mere effektivt, men desværre er de lidt langsomme i optrækket: De skal have mødt canceren mindst én gang, før de ved, at det er en fjende.

"T-cellerne har hukommelse. Hvis de én gang har kæmpet mod en særlig kræftform, ved de, at de skal angribe den, næste gang de møder den. Så anden gang angriber de hurtigt og meget effektivt. Det er det princip, som udnyttes i vaccinationsprogrammerne. For eksempel stivkrampe: Man vaccinerer kroppen med lidt stivkrampe, så T-cellerne lærer virusset at kende. Og hvis patienten så senere smittes med virus, reagerer T-cellerne hurtigt og effektivt, for nu ved de nøjagtig, hvad de skal gøre."

Har T-cellerne først lært et bestemt antigen at kende, går de lige efter struben, og det er grundlaget for Marianne Hoklands projekt: Blandt andet med hjælp af en teknik, som hedder flow-cytometri, forsøger hun at finde ud af, hvad der kendetegner de T-celler, som angriber bestemte kræftformer, og så bruge dem som et led i kræftbehandlingen.

"Vi har lokaliseret T-celler, som angriber bestemte kræftformer, men vi har for få celler, og de er for ineffektive. Spørgsmålet, som i øjeblikket driver min forskning, lyder derfor: Hvad er det præcis for celletyper? Kan vi udvikle flere? Og kan vi gøre dem mere effektive? Det er det, jeg arbejder med."

Celler dør, når de massefremstilles

Sammen med sin forskergruppe bekæmper Marianne Hokland modermærke- og nyrekræft med en bestemt gruppe T-celler. T-cellerne finder kræften, og de kæmper mod den. Problemet er blot, at hun taber for mange af sine soldater i kampens hede:

"En alt for stor del af de T-celler, vi har fundet, sætter sig fast andre steder end i kræften, og vi har endnu ikke fundet ud af, hvad der adskiller de celler, som når frem til kræftknuden, fra dem, som aldrig når frem. Og før vi kan besvare det spørgsmål, bliver behandlingen ikke effektiv nok."

Et andet problem, som Marianne Hokland slås med, er, at det er svært at producere T-celler nok. Normalt tager forskere celler fra en blodprøve af kroppen, og de får dem så til at dele sig i et reagensglas. Det går bare ikke altid så let med de T-celler, som bekæmper cancer.

"Vi kan finde og isolere cellerne, men kun i ganske små mængder. Vi bliver derfor nødt til at aktivere dem for at få dem til at dele sig, men når vi gør det, risikerer vi, at de bliver trætte, ja, nogle gange begår de ligefrem selvmord."

Reaktionen er naturlig. Det har aldrig været meningen, at T-celler skulle udvikle sig uhæmmet. Så ville de tage livet af os.

"T-cellerne skal udvikle sig, så længe sygdommen florerer, og dø, når den er væk. Men det gør det svært for os at skaffe mange dem. Det er i det hele taget meget svært at imitere kroppens naturlige funktioner i et reagensglas."

Immunterapi dræber kun fjenden

I stedet for at udnytte T-cellernes "license to kill" forsøger Marianne Hokland også at gå en anden vej: Hun bruger dem som transportører og selvmordsbombere.

Når man har lokaliseret de T-celler, som for eksempel bekæmper hudkræft, kan man bruge dem til at transportere stoffer, som slår kræften ihjel, hen til kræften.                     

Men også her løber Marianne Hokland ind i problemet: Hun kan ikke få nok T-celler. Og der er for mange af dem, som ikke når frem. Det er imidlertid lykkedes at få så mange celler frem til kræften, at man kan se dem på en PET-scanner. Det princip kan bruges til opsporing af kræft, som ellers vil være svær at finde.

Og en dag lykkes det at bruge T-cellerne til at bekæmpe kræft, det er hun sikker på. En dag finder man den T-celletype, som med sikkerhed når frem til kræften, og en dag finder man ud af, hvordan man producerer dem. Den dag får hendes forskning afgørende betydning for den praktiske kræftbehandling, men det bliver næppe den eneste behandlingsform, siger hun.

”Jeg tror ikke på monoterapi. Fremtiden ligger i kombinationsbehandlinger. Men vores behandlingsform vil bidrage til fremtidens kræftbehandling, og den har en klar fordel: Hvor kemo- og strålebehandling også rammer større eller mindre dele af de normale celler, angriber vores behandling kræften og intet andet. Vi rammer målet og kun målet,” siger Marianne Hokland.

Indholdsfortegnelse - Forrige afsnit - Næste afsnit