AU i ord og billeder 2005
Hvad klipperne kan fortælle
Ved at iagttage landskabsmaleriets udvikling har professor i kunsthistorie Jacob Wamberg udformet sin egen teori om kulturens evolutionære bevægelse. Han mener, at fraværet af landskabsmaleriet i moderne kunst måske er udtryk for, at kultur og natur er ved at smelte sammen.
Af Jakob Kehlet
Da stenalderfolk i sin tid malede dyr på væggen dybt inde i bjerghulerne, var det med den faste klippe som ”lærred”. De første hulemalerier indeholder ikke skildringer af træer eller andre landskabselementer. De dukker først op i yngre stenalder, da menneskene bliver bofaste. Senere i kunstens udvikling skiftede klipperne funktion – fra at være fundament for selve kunstværket til at indgå i billederne. I antikken og middelalderen kommer der mere dybdeskarphed i billederne, og klipperne fremstår som bizarre, rå formationer, som vokser frem i maleriets univers.
Betragtninger af landskabsmalerier og ikke mindst klippernes funktion danner grundlag for Jacob Wambergs kulturevolutionære teori, som hans doktorafhandling "Landskabet som verdensbillede" bygger på. Han forsvarede sin afhandling i november 2005.
– Allerede i min studietid undrede jeg mig over klippernes funktion i italienske landskabsbilleder fra 1400-tallet. Klipperne virkede mærkeligt kunstige og organiske, forklarer han.
Jacob Wamberg mener at kunne se et mønster i den måde, klipperne kommer til udtryk i billederne på gennem tiden. De optræder som symbolet på den ukultiverede jord, der unddrager sig kontrol. Klippeformationerne er udtryk for en betragtning om, at jorden er et stort moderskød, hvor selv mineralerne fødes.
– De beskriver den idylliske natur, men også de dæmoniske og utæmmelige kræfter, siger Jacob Wamberg.
Ved flittig brug af en lang række teoretikere som for eksempel Marx, Hegel og Habermas har han konstrueret sin kulturevolutionære tese, der trækker linjerne i udviklingen fra stenalderens simple tegninger af dyr og mennesker frem til 1800-tallets moderne landskabsmaleri, hvor perspektivet er tydeligt, og hvor motiverne indeholder en i sidste ende sentimental forestilling om naturen og de mennesker, der levede af at dyrke den.
– Det moderne landskabsmaleri indeholder en langt skarpere refleksion over jeg’et. Beskueren ser ud mod uendeligheden, og billederne indeholder samtidig en socialt betinget naturforståelse, hvor for eksempel arbejdslivets spor vinder indpas. Til gengæld har naturen mistet sin guddommelige kraft, siger Jacob Wamberg.
Han mener, at den sentimentale fremstilling af naturen i moderne landskabsmalerier skal ses som udtryk for beskuerens længsel mod den rene, uudnyttede natur.
Afvisning i første omgang
Jacob Wamberg skulle egentlig have forsvaret sin kulturevolutionære afhandling ved Københavns Universitet i 2002, men fik et vink med en vognstang om, at bedømmelsesudvalgets tre medlemmer ville afvise afhandlingen, og han valgte derfor at trække den tilbage.
– Det var naturligvis bittert, og jeg havde gerne været fri for den vurdering, især fordi jeg ikke var enig i kritikken, siger Jacob Wamberg.
Han vurderer selv, at modstanden mod hans afhandling er funderet i forskningspolitiske holdninger.
– Evolutionsteori passer ikke rigtig ind på humaniora, og mange kommer sikkert til at tænke på totalitære regimers misbrug af evolutionslæren. Efter anden verdenskrig har man haft store tømmermænd på grund af teorierne, men jeg mener faktisk, at man sagtens kan genlæse for eksempel Hegel og få en masse ud af hans ideer om kunstens udvikling – hvis man vel at mærke bortkoger hans åndschauvinistiske betragtninger, siger Jacob Wamberg.
Med tre års forsinkelse sendte han sin næsten uændrede afhandling til bedømmelse ved Aarhus Universitet, og denne gang blev den godtaget. Selve forsvaret forløb uden fatal modstand over for en i øvrigt diskussionslysten Jacob Wamberg.
– Når en afhandling er antaget, er det udtryk for, at opponenterne grundlæggende godkender indholdet og metoden. Derfor kunne jeg uden den allerstørste nervøsitet møde op til forsvaret. Eneste ”dark horse” var, hvis der kom kritiske kommentarer fra tilhørerne i auditoriet, siger Jacob Wamberg.
Der kom kun en enkelt kritisk røst udefra, og den pillede ikke ved fundamentet i disputatsen. Derfor blev Jacob Wambergs kontroversielle arbejde accepteret i overværelse af flere medier.
Natur og kultur flyder sammen
Den 44-årige professor er allerede i fuld gang med at samle materiale til en opfølgning på "Landskabet som verdensbillede" . Her vil han forsøge at kigge fremad og blandt andet se på, hvorfor landskabet ikke indgår i det moderne maleri.
– I det 20. og 21. århundrede splintres landskabsbilledet, og jeg mener, det er udtryk for, at natur og kultur flyder sammen. Hidtil har der været en adskillelse mellem naturen og civilisationen, men efter 1900 kan naturens historie ikke længere skrives uden at inddrage kulturen – og omvendt, siger Jacob Wamberg og nævner nanoteknologi og gensplejsning som eksempler på, hvordan sammensmeltningen sker.
– Jeg tror, at mennesket som art er under forandring, og at genteknologi ikke er en tilfældig opdagelse, men led i en evolutionær udvikling. Vi kan ikke længere se på naturen fra beskuerens synspunkt – vi har bevæget os helt ind i den, siger Jacob Wamberg.
Fra hulemalerierne og fremad spiller klipper en fremtrædende rolle i kunsten og kan ifølge Jacob Wamberg ses som led i en evolutionær udvikling.