AU i ord og billeder 2005
Ny måde at sætte hold på
Musikere, læger, teologer, antropologer, filosoffer, fysikere, dataloger og mange andre typer fagfolk arbejder sammen på kryds og tværs for at tilegne sig mere viden om hjernens funktioner på Center for Funktionelt Integrativ Neurovidenskab (CFIN).
Af Jakob Kehlet
En helt almindelig dag på CFIN kan en musiker være i gang med at skanne hjernen på en jazz-bassist for at se, hvordan han klarer at følge rytmen i en Sting-indspilning, mens en teolog, en læge og en antropolog sidder i lokalet ved siden af og diskuterer, hvordan religiøse følelser registreres i hjernen hos en troende.
Samarbejde på tværs af fag er netop ideen bag de forskningsprojekter, som sættes i værk på CFIN, hvor 40 personer med vidt forskellige baggrunde har deres daglige gang.
– Man kan sammenligne centret med en stor gryde, hvor viden hos forskere med forskellig baggrund koges sammen. Det giver flere angrebsvinkler på det, vi alle sammen stræber efter: mere kendskab til hjernens funktioner, siger den daglige leder af CFIN, professor Leif Østergaard.
CFIN udfører tre funktioner: Dels forsker centret i, hvordan den normale hjerne fungerer, dels hvad der går galt, når hjernen bliver syg. Den tredje del af arbejdet handler om at omsætte viden til behandling. CFIN arbejder tæt sammen med de kliniske læger på Neurologisk og Neurokirurgisk Afdeling på Århus Sygehus, Psykiatrisk Hospital og forskellige medicinalfirmaer. Målet er at udvikle ny behandling og medicin.
Den korte kommandovej fra grundforskning til anvendelse ser Leif Østergaard som en af de store styrker ved CFIN.
– Vi havde et eksempel, hvor en datalog var i gang med nogle langhårede statistiske beregninger af, hvordan nervebanerne i hjernen løber. Han ville udvikle et avanceret billedbehandlingsprogram, så man præcis kunne se banernes placering. På et tidspunkt henvendte en neurokirurg sig med et problem. En ung patient skulle igennem en operation i hjernen, og hvis kirurgen kom til at ramme en af hjernebanerne, kunne patienten blive invalideret. Derfor besluttede man at afprøve datalogens metode. Han fik selv lov til at overvære operationen, og det var en meget stor oplevelse for ham – ikke mindst, fordi det gik godt, forklarer Leif Østergaard.
Hvordan improviserer hjernen?
Et andet projekt opstod, da en musiker luftede ideen om at undersøge, hvordan improvisationer opstår i en musikers hjerne.
Et projekt blev sat i værk, og forskerne fandt blandt andet ud af, at hjernen opfatter musik som et sprog, og at den reagerer på en bestemt måde, når en professionel musiker til stadighed øver sig på nye variationer i musikken.
Resultaterne kunne naturligvis bruges i musikvidenskabelig sammenhæng, men den konkrete viden var også anvendelig i forbindelse med forståelsen af, hvordan man lærer personer med hjerneskader at genvinde talens og hørelsens brug.
Senest har CFIN sammen med iNANO fået forskningsmidler til at se på, hvordan nanoteknologien kan sættes ind i en tværfaglig sammenhæng. Nanoforskere, molekylærbiologer og kemikere fra universitetet og medicinalvirksomheder er blevet sat sammen for at finde nye metoder til at kurere ikke blot hjernens sygdomme, men også kræft og blodpropper i hjertet.
– Vi har allerede gjort de første fremskridt i form af at trænge ind i celler, hvilket vi som udgangspunkt vidste ville blive en svær manøvre, siger Leif Østergaard.
Tværfaglighed blandt studerende
Men ideerne om det tværfaglige samarbejde er ikke kun forbeholdt forskere på topniveau. De kræver tværtimod et “vækstlag” af unge, engagerede studerende med nye fagkombinationer og -tilgange. Aarhus Universitet pusler i øjeblikket med tanker om at gøre metoden til en del af de studerendes hverdag.
– Der bliver i øjeblikket tænkt mange tanker om, hvordan man kan skabe modeller, som gør det muligt for studerende fra et fakultet at dele viden med og lære af erfaringer fra studerende på andre fakulteter. Set med mine øjne er det helt klart den vej, man skal gå i fremtiden. De store fremskridt, vi vil opleve i videnskaben fremover, vil have baggrund i, at personer med forskellig baggrund går sammen og deler deres viden, vurderer Leif Østergaard.
Siden slutningen af 90’erne har professor Albert Gjedde fra CFIN, lektor Andreas Roepstorff fra CFIN og Afdeling for Antropologi og Etnografi og Leif Østergaard samlet en lang række erfaringer med at sætte forskerhold sammen, der har vidtforgrenede rødder.
– Vi har dyrket en utraditionel måde at gribe forskning an på. Man kan sige, at vi har haft øjnene åbne for, hvad forskellige kvalifikationer kunne bidrage med, og det er særlig vigtigt i hjerneforskningen. Her nytter det ikke, at man kigger på hjernen udelukkende ud fra en medicinsk vinkel. Der sker noget med hjernen, når mennesker interagerer, og derfor må hjerneforskning for eksempel også tænkes ind i en kulturel sammenhæng. Her kan antropologer bidrage med deres specialviden, siger Leif Østergaard.
Han erkender dog, at tværfagligt samarbejde ikke altid kommer så nemt som et knips med fingrene.
– Det tager en masse tid og tålmodighed for folk med forskellig baggrund at forstå hinanden. Forskellige faggrupper bruger forskellige metoder, og et tværfagligt samarbejde kræver, at man kan acceptere, at andre faggrupper måler på en anden måde og bruger andre betegnelser. Så første manøvre er at lytte godt og længe til hinanden, siger Leif Østergaard.
En af de store styrker ved CFIN er den korte kommandovej fra grundforskning til anvendelse, mener Leif Østergaard, der er centrets daglige leder.